
Trods valgreklamer for millioner af kroner og fantasifulde fortællinger om dansk landbrugs betydning for Danmark, Norden og hele verdens befolkning har det lille erhverv fået en kæmpelussing af vælgerne til Folketinget
KOMMENTAR En fatal fejlvurdering har kostet de konventionelle agroproducenter millioner af spildte reklamekroner. Store dagbladsannoncer med løgnehistorier om det lille erhvervs påståede betydning har virket stik modsat den planlagte effekt. Det fremgår med overbevisende styrke af landmandspartiet Venstres katastrofevalg. Med blot 10,1% af stemmerne har Venstre med Troels Lund Poulsen i spidsen fået det ringeste valg i partiets 116 år lange historie. Alligevel er der ingen forlydender om et formandsskifte.
Det eneste resultat af den omfattende L&F-kampagne har været afsløringen af, at landbruget har råd til at investere mange millioner af reklamekroner i en forfejlet kampagne. Hvor mange er en hemmelighed, men erhvervet klynker altid højlydt, hvis det bare skal finansiere den mindste afværgeforanstaltning, hvorimod millionerne åbenlyst ruller raskt, når det gælder om at købe politisk magt. Også selvom investeringerne viser sig håbløse.

Stik mod hensigten har L&F-kampagnen skabt en omfattende mistro i befolkningen og en uvilje til at godtage agroproducenternes påstande om erhvervets undergang, hvis ikke de må fortsætte med at slå 25.000 småsvin ihjel på daglig basis eller sprøjte danskernes drikkevand med giftige kemikalier. Landbrugets talsmænd kalder det ”hadsk retorik” at kritisere deres tilgang til netop beskyttelsen af drikkevand og den daglige svinedød, hvilket illustrerer den milevide afstand mellem befolkningens ønsker om et anstændigt landbrug og erhvervets selvopfattelse af sine industrielle produktionsmetoder.
Hadsk retorik
Lederskribenten på fagbladet Effektivt Landbrug mener at vide, at ”landbruget og Venstre synes ramt af knockout-slag, de ikke havde set komme”, og at ”tusindvis af familier er direkte ramt af en hadsk retorik og en tilsyneladende velorkestreret anti-landbrugskampagne, som landbruget, de folkevalgte og erhvervets PR-maskineri ikke har haft et effektivt modsvar på”.

Påfaldende er det, at selvransagelsen overhovedet ikke beskæftiger sig med den faglige kritik af forholdene i erhvervet, men udelukkende fokuserer på de spildte millioner til erhvervets PR-maskine og de magtesløse topfolk i erhvervet.
Alligevel er der ingen forlydender om udskiftning i toppen af L&F. Trods den fatale fejlvurdering fortsætter svineproducent Søren Søndergaard som dansk landbrugs forkarl. Sagt på en anden måde: Uanset hvor ringe cheftræneren vurderer situationen, så knokler forboldlandshold og træner bare videre.
Med samme logik kunne man også spørge, hvorfor trækker Troels Lund Poulsen sig ikke efter at have ført sit gamle liberale parti på afveje? Poulsens sats på Venstre som ”hjælperytter” for landbruget, som partiets fødevareminister i den hedengangne SVM-regering udnævnte sig selv til, har været fatalt.

Det understreges med stor styrke af valgresultatet fra Storkøbenhavn, hvor Venstre fik 0 mandater, så ud røg den mangeårige politiske talsmand Jan E. Jørgensen og det unge håb Linea Søgaard-Lidell. Resultatet understreger, at Venstre ikke længere er et parti, de københavnske vælgere søger. Det må betegnes som en kæmpe bet for partiet, at man ikke formår at holde fast i storbyen, men står tilbage med stadig færre landbrugsvælgere.
Gode nyheder
Det folkelige oprør mod industrilandbrugets ødelæggelse af miljøet og forureningen af drikkevandet rummer en god del af forklaringen på landbrugspartiets nedtur. Dertil kommer de oprørende kendsgerninger om svinekødsindustriens metoder, som helt åbenbart har fået mange traditionelle Venstre-vælgere til at vende partiet ryggen.
Uanset hvad der kommer til at ske med de mange grønne løfter under valgkampen, så kan der næppe herske tvivl om befolkningens voksende modstand og mistro til landbrugslobbyisternes vidtløftige fortællinger. Bedre bliver det næppe, når Venstre-vælgerne sørger for genvalg til den uduelige fødevareminister Jakob Jensen fra SVM-regeringen. Ham har Venstre selv tituleret ”landbrugsminister”, og han spillede villigt med på den samme melodi, hvor han reducerede sin politiske indsats til at være ”hjælperytter” for landbruget.

Til gengæld slipper befolkningen fra nu af for landbrugets to værste hardlinere på tinge. Den sønderjyske overlærer Hans Chr. Schmidt og den fynske revisor Erling Bonnesen har haft sidste arbejdsdag på Christiansborg. Begge stillede ikke op ved valget.
De to vil blive husket som de mest indædte miljøhadere og bondevenner på tinge i de seneste mange årtier.
Utrætteligt har overlæreren fra Vojens profileret sig selv og Venstre gennem en konstant og uhørt aggressiv kampagne mod miljøet og den grønne omstilling. Siden 1995 har Schmidt hamret løs på ”socialdemokraternes miljøimperium”, og gennem læserbreve, debatindlæg og kronikker og med utallige nærgående spørgsmål i Folketingets udvalg har Hans Chr. Schmidt gjort det klart for enhver, at Venstre er betingelsesløst på landbrugets side og parat til kamp mod både de røde og de grønne.

Som miljøminister fra 2001 lagde Hans Chr. Schmidt ud med at fyre en tredjedel af miljøministeriets medarbejdere. Derefter gik han i gang med at lempe alle de miljø- og naturregler, der kunne tænkes at hæmme landbrugets frie udfoldelse. Han gik til stålet og indimellem langt over stregen, selv i forhold til hvad landbruget fandt ønskeligt.
Det elendige korn
MF Erling Bonnesen var bannerfører i den omfattende løgnekampagne mod det danske korn i 2014, som banede vejen for den katastrofale landbrugspakke i februar 2016. Bonnesen skød kampagnen i gang i Jyllands-Posten med en stort opsat artikel ”Venstre vil slippe landbruget ud af miljø-spændetrøje”, 6. september 2014.
Uden at blinke det mindste fremsatte Venstres fødevareordfører følgende opsigtsvækkende påstande, at ”dansk korn er efterhånden så ringe, at det hverken kan bruges til øl eller brød. Kvaliteten er nået helt derned, hvor kornet kun kan bruges til svinefoder, hvis det blandes op med store mængder sojaskrå, som skal importeres fra Sydamerika”.
Alle tre påstande var de rene løgne. Imidlertid gentog Bonnesen og andre Venstre-koryfæer disse løgne så mange gange gennem efteråret 2014, at de banede vejen for den landbrugspakke, der betragtes som den direkte anledning til fremkomsten af fedtemøg i havet omkring Danmark.
Bannerbillede: Landbrugsindustri. Privatfoto
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.







Ja, ja – venstre tabte og de såkaldte Danmarksdemokrater tabte – men hvem vandt?
En stor del af vælgerne står tilbage med en “flok rundtosser” som synes at have svært ved at finde ud af hvad de vil og kan.
Dog bortset fra, at de kom i Folketinget og blev sikret evig forsørgelse!
Og miljøet, havene, grundvandet og de stakkels svin…..
Mon ikke det hele bliver det det “gode Gamle”.
Nogle er glade – de fleste ligeglade.
Og der er sikkert en god film i TV i aften.
Tak for din research og grundige udlægning af landbruget. Vi er nået langt med den danske befolkning, men det er nu og de næste år vi skal holde ved.
Jeg glæder mig til kampen mod lobbyisme og korruption
Venstre ved du hvor du har!
Det kan kun gå for langsomt med at få afviklet landbrugsstøtten til det konventionelle landbrug. Alene forureningen af vores drikkevand kræver mange menneskeliv i form af personer der udvikler tarmkræft. Ved Folketingsvalget steg antallet af fremmedfjendske kandidater der vil have smidt ikke etniske danskere ud af landet. Alle steder langs vejene i Nordsjælland og i Odsherred ser man valgplakater for Jakob Jensen og Morten Messerschmidt der vil have alle udlændinge ud af landet. Samtidigt er de dybt afhængige af deres arbejdskraft i svinestaldene, hvor østeuropæer så kan arbejde i 2 år og få varige skader på deres åndedræt. Når de så er blevet for syge til at arbejde, får de sparket ud af landet. Det er rigtig venstrebonde logik.
Desværre fik de rigeste og værste storlandmænd indvalgt den unge Amanda Heitman. Hun blev som den eneste fremhævet af formanden for Bæredygtigt Landbrug, som en de satsede på(i Politiken). Og det skal jeg hilse og sige ja. Kun Bjørn Brandenborg var på samme niveau på (syd)Fyn. Ekstremt mange plakater på gader og stræder men kun Amanda havde mange på landbrugsjord.
Og den politikeruddannede akademiker har fint levet op til Bæredygtigt Landbrug’s uvidenskabelige holdning til virkeligheden ved at hævde noget med at nitrat kommer fra regn.
Hold øje med Tage Christensen’s tidligere EU-medarbejder.
Tak, Kjeld !
Svinefabrikationen og miljøet kom heldigvis i valgkamp-fokus. Befolkningen kunne ta’ og føle på ødelagt Drikkevand, kysternes Fedtemøg og skandaløs Vanrøgt af grise sågar i selveste landbrugstoppens besætninger.
[ Endog fru Mette Fr. følte det pludselig
opportunt at besøge et svinebrug ].
Det vil forhåbentligt gavne danske grises kummerlige skæbne, at det nu kommer frem, at regeringen / M. Fr. i fjor besluttede, at landbruget kan fastholde den ekstreme svineavl, inkl. 0,65 kvadratmeter farebokse, haleklip, &c., og ifølge bekendtgørelse kan øge produktionen (fra nuværende 30 mio. + 9 mio. døde grise) de næste 15 år HELT frem til d.1. jan. 2041. Det bekommer svinebaroner og lobbyister!!
Jvf. læserbrev i Politiken d. 26. marts.
Sidste sætning i kommentaren ovenfor om Svinefabrikation bør rettelig være:
‘ Det bekommer dog næppe avlere, lobbyister og Mette Frederiksen, at borgere nu
erfarer, at svinebaronerne fik FRILØB frem til 2041. ‘
Erfaringerne viser, at det er vigtigt, vi holder en kommende regering fast på, at der nu skal ske noget reelt med rammerne for landbruget. Venstre skal holdes meget langt væk fra regeringskontorene, og en glemsom befolkning skal fortsat holdes orienteret om, hvordan det går med de løfter et flertal i Folketinget har gives os. Her gør gylle.dk en prisværdig indsats, og vi andre må følge op med en løbende debat i medierne.
Pingback: Breaking: L&F-formand siger undskyld og trækker sig | Gylle.dk