Kan det virkelig passe, at landbrugets mest indbringende eksporterhverv, svineindustrien, ikke aner, hvor mange tons antibiotika, der årligt hældes i dyrene?

Nej, selvfølgelig ved de det. Vi har verdens bedste veterinærkontrol, vil svaret lyde fra Videncenter for Svin.

Hvordan kan det så forklares, at uden en aktiv indsats fra journalisterne på DR Nyheder ville vi næppe have fået at vide, at antibiotika-forbruget i 2012 ikke var steget med 5,5 procent, men med det dobbelte? En stigning som fødevareminister Mette Gjerskov kalder “alarmerende”.

Tricket har været at opgøre antibiotikaforbruget i absolutte tal. På den måde fik man en “beskeden” stigning på 5,5 pct. Men da den totale produktion af smågrise faldt i 2012, kunne DR Nyheder afsløre, at den virkelige stigning i forbruget havde været dobbelt så stor. Der var blevet brugt 10,5 pct. mere antibiotika pr. kilo kød end i 2011.

Selv DR-tallet er næppe korrekt, da der ikke er korrigeret for den formentlig ganske betydelige illegale import af antibiotika, der er påvist i de seneste år.

Derimod ved man helt præcist, at produktionen af svinekød faldt fra 2.008.000 tons i 2011 til 1.916.400 tons i 2012. Denne udvikling følges nøje i svineindustrien, men kan det virkelig passe, at ingen fagfolk hos Videncenter for Svin har haft hjerne nok til at påpege, at antibiotika-forbruget selvfølgelig skal korrigeres i forhold til produktionen?

Denne bombastiske bommert rejser det påtrængende spørgsmål, om der kan ligge tilsvarende inkompetence eller kynisk talfifleri til grund for det meget store fald i forbruget, som branchen hidtil har brystet sig af? Efter indførelsen af Gult Kort-ordningen  faldet forbruget fra 2010 til 2011  pludseligt med 20 procent.

Ikke mindst blandt dyrlæger er det velkendt, at Gult Kort-ordningens opgørelser var fyldt med fejl (læs f.eks. www.aabenhedstinget.dk/overraskende-fa-gule-kort-til-svineproducenter/), man man har aldrig præsteret en oversigt over, hvor meget de fejlagtige indberetninger “fyldte” i regnskabet. Derimod har man uskrømtet glædet sig over det “fald” i forbruget, som fremkom, da fejlene blev luget ud.

Hovedproblemet med det meget store antibiotikaforbrug hænger nøje sammen med, at Danmark har verdens relativt største svineproduktion. Det høje antibiotikaforbrug er derfor skyld i udviklingen af ikke bare de multiresistente MRSA-stafylokokker, der er enhver sygehusafdelings skræk, men også en helt anderledes udbredt genetisk overført resistens hos jordbakterier i store dele af økosystemet.

Men alt den slags bekymrer ikke landbrugets omdiskuterede spindoktor Søren Gade fra Landbrug & Fødevarer. Lobbyorganisationen har gennem længere tid krævet, at myndighederne skulle “give lov” til at udvide svineproduktionen med 30 pct., dvs. fra 29 mio. til 38 mio. svin om året.

Også direktør Nicolai Nørgaard fra det såkaldte Videncenter for Svineproduktion har samme ubekymrede holdning. Til DR udtalte han: “Vi har den holdning, at syge dyr skal behandles så godt som muligt”.

 

Visited 3 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.