Vind eller forsvind

Kampen om Venstre

Af Kjeld Hansen, journalist og gårdejer

ANMELDELSE

For mennesker og medier, der elsker at kloge sig på politiske processer, og som betragter de folkevalgte aktører som figurer i et reality show, er bogen ”Vind eller forsvind” simpelthen gefundenes Fressen. For os andre er den et partsindlæg om en tragisk episode i dansk politik.

Forfatteren Søs Marie Serup har skrevet en ferm og veloplagt bog om de forbitrede personlige opgør, der rev partiet Venstre i småstykker, mens vigtige samfundsopgaver blev forsømt til stor skade for alle danskere. Overfladisk set er bogen svært underholdende, men næppe fuldkommen, fordi Serup vælger at forbigå den politiske side af opgøret i Venstre. Bogens 300 sider handler ikke om andet en proces og atter proces og med evighedspolitikeren Lars Løkke Rasmussen i hovedrollen. De tragiske konsekvenser for danskerne og det yndige land forbigås i tavshed.

Serup er ingen objektiv iagttager af det blå blodbad. Hun har selv deltaget i den lukkede fest fra allerførste færd. Først som pressechef i Venstre (2005) og derefter som særlig rådgiver for finansminister Lars Løkke Rasmussen, og da han i april 2009 overtog statsministerposten efter Anders Fogh Rasmussen, fortsatte Serup som statsministerens særlige rådgiver. Siden 2013 har Serup været politisk kommentator på B.T., Politiken, TV2 News, Besserwisserne og meget mere.

Søs Marie Serup er derfor stadig en del af det lukkede selskab, som jyske Inger Støjberg har døbt ”de københavnske saloner”. Men hvad er det selskab for en størrelse? Det er en gruppe af folkevalgte politikere, politiske journalister og selvlærte kommentatorer med en fortid som politiske rådgivere, der jævnligt render på hinanden med Christiansborg som omdrejningspunkt. Alt på den politiske arena kommenteres og uden skelen til habilitet og tidligere arbejdsgivere, men med et klart blik for fremtidige jobs. Serup er ingen undtagelse. Hun tjener til dagen og vejen ved at rapportere udvalgte godbidder fra denne sammenspiste kreds, så i bogen vejer hun naturligt nok sine ord på en guldvægt.

Dog tjener det Serup til ære, at hun selv deklarerer sin bog som et partsindlæg, men åbenheden bidrager ikke til at øge troværdigheden. Angiveligt bygger ”Vind eller forsvind” på samtaler med ca. 70 personer, som forfatteren kalder ’kilder’, men som for langt de flestes vedkommende ikke nævnes ved navn. Dertil lægger hun så ”over 20 års samtaler med hundredvis af venstrefolk”, som heller ikke navngives. Disse samtaler, som er bogens eneste fundament, har læseren altså ingen adgang til at tjekke. Ganske vist er bogen fyldt med navngivne citater fra nogle af disse ”kilder”, men i hvilken udstrækning er der tale om selektiv cherry-picking eller det sure med det søde? Det er umuligt at afgøre.

Den afgørende svaghed er, at elefanten i rummet har sagt nej til at bidrage. Lars Løkke Rasmussen er den eneste undtagelse fra rækken af venner og fjender, der står i kø for at bidrage med sladder, rygter, analyser og faktuelle oplysninger.

En påfaldende svaghed er også, at Søs Marie Serup ikke har interviewet en eneste af de selvstændige politiske analytikere, der aldrig har været fedtet ind i det lukkede selskab. En Elisabeth Svane hos Politiken, en Helle Ib med 14 år på Børsen i sin bagage og nu på Altinget.dk eller en Jens Ringberg fra DR har aldrig haft noget i klemme i form af tidligere ansættelser hos partiet Venstre eller dets koryfæer. Deres objektive analyser kunne nok have været en ”samtale” værd. Ud fra enhver normal journalistisk målestok er Serup derfor en dybt inhabil insider, men det har åbenbart ikke anfægtet Politikens Forlag, der står bag udgivelsen.

Man kan spørge, hvad får en fiskehandler i Hvide Sande eller sosu-assistenten i Hadsund ud af at læse Serups krønike om de megalomane egoers blodbad? Bogens mange navne siger næppe det store for organiserede Venstre-vælgere, og dem er der stadig 21.278 af i partiets organisationer. Teksten er så indforstået og fyldt med namedropping, at den næsten forudsætter, at man selv har været der. Det har Søs Marie Serup altså, men det har læserne ikke. For folk i almindelighed og for Venstrefolk udenfor festen på Christiansborg er bogen vel lige så spændende som at se maling tørre.

300 sider er det blevet til, men ikke et ord om hvad danskerne mistede undervejs, mens fløjene i Danmarks liberale parti bekrigede hinanden. Hvilke uoprettelige ødelæggelser fandt sted, fordi det hele fik lov at gå op i proces i stedet for politik? I mere end 10 år handlede alting i Venstre om de store egoer i infight og aldrig om en anstændig politik til gavn for os alle og for det danske samfund. Al deres energi blev brugt på at rive hovederne af hinanden.

En fuldstændig udokumenteret påstand ville det være, hvis jeg sagde, at statsminister Lars Løkke Rasmussens to perioder som landets øverste politiker (2009-2011 og 2015-2019), blev udnyttet til at fuldføre den omlægning af miljøbeskyttelsen, som Fogh-regeringens miljøminister Hans Chr. Schmidt indledte i 2001 med en fyreseddel til hver tredje medarbejder i Miljøministeriet. Jeg vover alligevel et øje med en påstand om, at i ly af de interne stridigheder i partiet gjorde statsministeren lige præcis, hvad pokker han ville, og det gik ud over miljøet. Fra hestens egen mund får vi det næppe nogensinde bekræftet, men de tørre fakta understøtter påstanden. Læs bare her:

Da Løkke Rasmussen tog over i 2009 kunne Fogh-regeringens ambitiøse ”Grøn Vækst-plan” have forenet kravene om et mindre forurenende landbrug og udlægning af mere natur i det yndige land, men fra den allerførste dag blev planen saboteret. Vandrammedirektivet blev skudt til hjørne, og som statsminister tillod Løkke Rasmussen, at fødevareministeren oppløje 148.000 hektar halvnatur for at behage de rabiate bondevenner. Væk med viber, agerhøns og sanglærker til fordel for seks procent mere pløjejord med foder til svin og kvæg.

Mellemspillet i årene 2011-2015 med Helle Thorning-Schmidts socialdemokratisk ledede regering lancerede i december 2012 den ambitiøse Natur- og Landbrugskommission (NLK), hvor tolv eksperter skulle udarbejde forslag til, hvordan dansk landbrug og natur i samspil kunne udvikle sig bæredygtigt sammen. Kommissionen barslede med sine 44 gennemarbejdede forslag trekvart år senere.

Mere kom der aldrig ud af det.

Thorning-Schmidt regeringen fik ikke sat arbejdet i gang, før Lars Løkke Rasmussen atter overtog statsministeriet i sommeren 2015, hvor Venstre-regeringen stod med alle tiders udgangspunkt for at redde miljøet i et samarbejde med den afgående regering. Den præcise drejebog forelå i detaljeret form med betænkningen fra Natur- og Landbrugskommissionen. Lige til at gå til og baseret på en solid faglighed og med alle de nødvendige anbefalinger. Ovenikøbet var den baseret på en opnået konsensus mellem landbrugets og de grønnes organisationer.

Men i stedet for at samarbejde skrottede Lars Løkke Rasmussen NLK-rapporten og lancerede landbrugspakken med mere gødning til alle agroproducenter. Og ikke nok med det – han nedlagde de facto Miljøministeriet.

En sammenligning af miljøforvaltningen før systemskiftet i 2001 med embedsværket i sommeren 2015 afslører, at kun de ynkelige ruiner stod tilbage som resterne af et nedbrændt palæ. Men den nyvalgte statsminister gik et skridt videre. Han ryddede selve brandtomten. Mere præcist vil det være at sige, Lars Løkke Rasmussen lagde resterne af Miljøministeriet ind under Fødevareministeriet. Som den ultimative trumf overdrog han derefter nøglerne til den minister, der havde saboteret Grøn Vækst-planen lige fra starten, og som nu lancerede landbrugspakken på hans vegne.

Det står klart, at den politiske beslutning om at give los for landbrugets krav om mere gødning blev truffet af Lars Løkke Rasmussen selv, mens han var i opposition. Sammen med partilederne for De Konservative og for Dansk Folkeparti skrev han kronikken ”Mere vækst med grøn realisme” i november 2014 i Jyllands-Posten, hvor de tre VKO-ledere fremsatte et fælles forslag om lempelser af en række miljøregler – og herunder en markant forøgelse af forbruget af kvælstof. Her blev forudsætningerne for fedtemøgets opblomstring beskrevet, og da Løkke Rasmussen syv måneder senere indtog statsministeriet igangsatte han arbejdet med den landbrugspakke, der førte til den irreversible ødelæggelse af havmiljøet rundt om de danske kyster.

Og for at det hele ikke skal være løgn, så indrømmede en ubekymret Lars Løkke Rasmussen i Politiken i maj 2024 sin rolle som fedtemøgets fader og sit ansvar for ødelæggelsen af havmiljøet. Avisen havde taget ham med ud til den fedtemøgplagede Roskilde Fjord, hvor han indrømmede, at ”der var nogle parter, der sagde, at det kan vi gøre på den her måde. Så var der nogen, der sagde, at det tror vi ikke kommer til at ske. Og de fik desværre ret. Og jeg er sådan set rigtig ked af, at de fik ret”.

Landbrugspakkens skadevirkninger er den mest direkte årsag til ”Aftale om et Grønt Danmark”, som et flertal af Folketingets partier indgik i juni 2024 i et forsøg på at komme fedtemøget til livs. Aftalen forventes at ville koste danskerne 43 milliarder kroner.

Se, alt dette og mere til udspillede sig, mens Venstre-folkene bekrigede hinanden. Alt dette var blandt konsekvenserne af den superegoistiske selvoptagethed, som endte med at ødelagde det liberale parti og livet i vort moderlige hav. Havde Søs Marie Serup taget denne alvorlige sideeffekt af kampen om Venstre med i sin bog, ville titlen have haft væsentlig større pondus end den letbenede ”Vind eller forsvind”.

Bannerbillede: Fedtemøg på Samsøs østkyst. Privatfoto.