DEBAT: En kombination af omsættelige kvoter og en reel afgift er den helt rigtige model til at mindske udledningen af kvælstof til vandmiljøet, lyder det fra de miljøøkonomiske vismænd i et indlæg til Altinget.dk 22. april 2015. Højst overraskende lægger vismændene afstand til hovedkonklusionen i den omdiskuterede rapport fra Natur- og Landbrugskommissionen fra 2013. Her svarer de på kritikken af deres nyligt fremsatte kvælstof-model:
Der er behov for at mindske udledningen af kvælstof til vandmiljøet, hvis vi skal leve op til vandrammedirektivets krav om god økologisk tilstand. I den seneste vismandsrapport har vi anbefalet, at landbrugets udledning af kvælstof fremover reguleres ved en kombination af omsættelige kvoter og en kvælstofafgift. Der er i debatindlæg og artikler i bl.a. Altinget fremført kritik af vores anbefaling. Derfor begrunder vi her indholdet i vores forslag.
EU-s vandrammedirektiv sætter et fælles mål om god økologisk tilstand i vandmiljøet for alle EU-lande.
Danmark har et relativt følsomt vandmiljø. Samtidig er der intensiv dyrkning af jorden i Danmark, hvilket giver en høj samlet udledning af kvælstof til vandmiljøet.
Det betyder, at det er forholdsvis dyrt for Danmark og dansk landbrug at leve op til vandrammedirektivet.
Netop derfor er det særlig vigtigt, at reguleringen udformes på en måde, så omkostningerne ved at mindske udledningen ikke bliver større end højst nødvendigt.
Der er meget store geografiske forskelle på, hvor meget af det overskydende kvælstof på markerne som ender i vandmiljøet.
Hvis man vil lave en omkostningseffektiv regulering, er det derfor vigtigt at målrette reguleringen, så man især mindsker kvælstofoverskuddet på de marker, hvor meget af kvælstoffet ender i vandmiljøet.
Det sker ikke i dag.
Normerne nytter ikke
I den nuværende regulering begrænser man især kvælstofudledningen gennem et normsystem, som pålægger alle landmænd at gøde en bestemt procentandel under det driftsøkonomisk optimale.
Disse normer er ikke hensigtsmæssige i forhold til at mindske udledningen så billigt som muligt.
Vælger en landmand at dyrke en afgrøde, hvor der skal bruges meget kvælstof, får han med normreguleringen lov til at bruge mere kvælstof end en landmand, som vælger en afgrøde, der ikke behøver så meget kvælstof.
Normerne afhænger således ikke af, hvor meget overskydende kvælstof der er ved forskellige afgrøder, eller om det eksempelvis er 20 procent eller 80 procent af det overskydende kvælstof på pågældende mark, som udledes til vandmiljøet.
Det er ikke hensigtsmæssigt og gør det i sidste ende dyrere at reducere udledningen af kvælstof.
En generel afgift på kvælstof vil være bedre til at mindske den samlede brug af kvælstof end de nuværende kvælstofnormer, men en generel afgift kan ikke stå alene.
Der er behov for at supplere med et mere målrettet virkemiddel, der tager højde for de store geografiske forskelle i miljøpåvirkningen ved at bruge kvælstof på forskellige marker.
Kvoter mod kvælstof
Vi foreslår derfor, at der indføres et system med omsættelige kvoter for udledningen af kvælstof til vandmiljøet.
Det er i praksis ikke muligt direkte at måle de forskellige bedrifters faktiske udledning af kvælstof til vandmiljøet.
Kvoterne skal derfor baseres på den beregnede udledning ved dyrkning af markerne. Det vil sige, at det skal baseres på viden om kvælstofoverskuddet ved forskellige afgrøder og opgørelser af, hvor meget af kvælstofoverskuddet på de forskellige marker som i sidste ende havner i vandmiljøet. Det foreslåede system indebærer, at den enkelte landmand skal aflevere et antal kvoter, som afhænger af kvælstoftilbageholdelsen på hans marker (retentionen) og kvælstofoverskuddet i hans afgrøder (ved almindelig forretningsmæssig tilførsel af gødning).
Systemet lægger ikke derudover restriktioner på landmandens gødskning.
Men der skal være et loft over det samlede antal kvoter for hvert vandopland. Antallet af kvoter fastsættes således, at det må forventes, at vandmiljøet opnår en god tilstand, sådan som det er fastsat i vandrammedirektivet.
Kvoterne kan enten blive solgt af staten eller blive uddelt gratis efter en fordelingsnøgle.
Uddeles kvoterne, må en landmand, som ønsker flere kvoter, købe disse på kvotemarkedet. Det vil være tilfældet, hvis landmanden ønsker at dyrke afgrøder med højt kvælstofoverskud.
Sælgerne på kvotemarkedet er landmænd, som har kvoter i overskud, for eksempel fordi de vælger at undlade dyrkning på marker, hvor der er en høj udledning til vandmiljøet. Således vil der opstå en pris på kvoterne, selv når de i første omgang uddeles gratis.
Tilskynder geografisk omfordeling
Sådanne omsættelige udledningskvoter gør det dyrere at dyrke afgrøder med stort kvælstofoverskud, og især på marker, hvor meget af kvælstoffet ender i vandmiljøet.
Dette giver en tilskyndelse til en geografisk omfordeling af afgrøderne, så dyrkning af afgrøder med stort overskud af kvælstof foregår på marker, hvor der kun er en lille belastning af vandmiljøet.
De nuværende kvælstofnormer giver ikke en sådan tilskyndelse.
Et sådant kvotesystem forudsætter dog viden om, hvad der dyrkes på de enkelte marker. Det er imidlertid relativt nemt at observere.
I forlængelse af vores forslag er der givet udtryk for, at de omsættelige kvoter for beregnet udledning er administrativt vanskelige at håndtere.
De nuværende og uhensigtsmæssige kvælstofnormer med dertilhørende detaljerede gødningsregnskaber er imidlertid også administrativt krævende og er også baseret på viden om de enkelte landmænds valg af afgrøder.
Hvis det administrativt vurderes som for vanskeligt at indføre omsættelige kvoter, kan man alternativt indføre afgifter på beregnet udledning af kvælstof, hvor størrelsen af afgiften skal variere mellem de forskellige vandoplande.
Det er også blevet fremført, at en fjernelse af de nuværende kvælstofnormer kan være i strid med EU-s nitratdirektiv, fordi der angiveligt skal være en regulering af, at landmændene ikke bruger mere kvælstof end det, der er driftsøkonomisk optimalt.
Det system, vi foreslår, må i givet fald suppleres med en sådan bestemmelse.
Drop differentieringen
Det har tidligere været foreslået, at man kunne differentiere de nuværende kvælstofnormer, så de fremover kommer til at tage højde for, hvor meget af det overskydende kvælstof som ender i vandmiljøet.
En sådan differentiering af de nuværende kvælstofnormer vil imidlertid indebære, at der vil opstå gevinster ved at omgå reguleringen, hvilket vil være vanskeligt at kontrollere.
Beregninger tyder også på, at differentierede kvælstofnormer er en dyr måde at mindske udledningen af kvælstof på.
Derfor fraråder vi, at den fremtidige regulering bliver baseret på en differentiering af de nuværende kvælstofnormer.
Gavner både landmænd og resten af samfundet
Nogle vil måske læse vores forslag, som om vi er ude efter landbruget, men det er vi ikke.
Snarere tværtimod. Vores ærinde er at foreslå en regulering, som gør det så billigt som muligt at leve op til vandrammedirektivets mål. Her er det helt centralt, at man især mindsker kvælstofoverskuddet på de mest miljøfølsomme marker.
Om det er landmændene eller det danske samfund som helhed, som i sidste ende skal bære omkostningerne ved at leve op til vandrammedirektivet, er et politisk spørgsmål.
Tilbageførsel af provenuet fra kvælstofafgiften og gratis uddeling af de omsættelige udledningskvoter til landmændene vil kunne mindske omkostningerne for landbruget.
Disse kompensationsforanstaltninger kan udformes, så de især tilgodeser de landmænd, der har de mest miljøfølsomme jorde.
Hvordan man end vender og drejer det, så er det både i samfundet og i landbrugserhvervets interesse, at de forbedringer af tilstanden i vandmiljøet, som Danmark under alle omstændigheder skal levere, opnås ved så lave omkostninger som muligt.
Det er baggrunden for vores forslag.
En generel afgift på kvælstof vil være bedre til at mindske den samlede brug af kvælstof end de nuværende kvælstofnormer, men en generel afgift kan ikke stå alene.