
”Dansk” svinekød produceres allerede i de lande, som påstås at have ringere dyrevelfærd og større klimapåvirkning – og eksporten er stigende
I en klumme i Landbrugsavisen 4. oktober i år påstår landmand Anders Harck, at færre svin i Danmark vil blive udlignet af flere svin i et andet land. Udledningen af klimagasser vil følge med, men da dansk landbrug hører til de mere effektive på den globale rangstige, vil udledningerne vokse.
Derfor er det bedst at beholde den ekstremt store svineproduktion i Danmark, ifølge Anders Harck, der er formand for Landbrug & Fødevarers sektor for økonomi og virksomhedsledelse.
Ordret skriver Harck:
”Reducerer vi den danske produktion og importerer fødevarerne i stedet, flytter udledningen blot til et andet land. I min optik er det derfor en global omkostning ikke at drive et sundt og optimalt landbrug i Danmark.”

Anders Harck læner sig op ad Danmarksdemokratiets formand, Inger Støjberg, som gentagne gange har advaret mod nedskæringer af den ekstremt store svineproduktion herhjemme.
For eksempel rystede Støjberg på hovedet over Moderaternes udspil op til valgkampen i marts 2026, hvor partiet foreslog en halvering af den danske produktion.
”Det, der kommer til at ske, når Moderaterne vil have otte millioner færre svin herhjemme, er, at de bare bliver produceret i Polen. Så kan vi få polsk svinekød kørt ind på diesellastbiler, og det er ikke nogen fordel,” påstod hun ifølge DR.
Både Harck og Støjberg tager voldsomt fejl. Som deltagere i den offentlige debat burde de begge vide bedre – eller undlade at udtale sig mod bedre vidende. Men faglighed er ikke deres stærke side.
Vi importerer allerede næsten alt flæsk
Hvad angår Anders Harcks bombastiske påstand om, at en reduktion af svinekødsproduktionen vil føre til øget import af fødevarer, så er det en voldsom overdrivelse – for ikke at bruge stærkere udtryk.
Landbrug & Fødevarer har beregnet, at vi årligt indtager ca. 30,9 kg svinekød pr. indbygger, mens produktionen på de danske kødfabrikker var på 1.793.810 tons i 2024. Det er næsten 10 gange mere flæsk, end hvad seks millioner danskere ville magte at sætte til livs.

Danmark har kun omkring 1,3 % af EU’s befolkning, men producerer 6,6 % af EU’s svinekød. Det betyder altså, at Danmarks andel af EU’s svinekødsproduktion er omtrent fem gange så stor som Danmarks andel af EU’s befolkning.
Langt mere påfaldende er det, at Anders Harcks bekymringer om ”forsyningssikkerheden” med svinekød er vildt overdrevet. Selvforsyningsgraden med svinekød i EU har i flere år ligget på 115 %, hvilket forklarer de meget billige kilopriser, ikke mindst i julemåneden. EU-landene producerer simpelthen 15% mere svinekød, end der er efterspørgsel til.

Bortfalder de 6,6%, som danske svinekødsproducenter leverer, så vil der altså stadig være et betydeligt EU-overskud på selvforsyningen. Der vil stadig være et overskud, som skal afsættes på en eller anden måde. I virkeligheden ville en total nedlukning af den danske svinekødsektor kun betyde en marginal nedgang i overskuddet af svinekød i EU.
Støjberg vrøvler
Hvad angår Inger Støjbergs bekymringer om udflagning af den danske svinekødsproduktion til Polen, så vidner de om manglende indsigt i de faktiske forhold.
Danske svinekødsproducenter eksporterer allerede millioner af levende svin til Polen, og antallet har været stejlt stigende i et årti. Og danske forbrugere har i årevis købt masser af polsk svinekød i de danske butikker, på samme måde som Danish Crown-bacon og andre svinekødprodukter i årevis er blevet fremstillet i Tyskland, Holland og Polen.
Og holdt dig nu fast, Inger Støjberg. Til trods for den overvældende store svineproduktion i Danmark så importerer vi i virkeligheden flæsk i mængder, der næsten modsvarer, hvad vi selv kan fortære.

Importen af svinekød i 2024 lå på 163.328 tons, hvilket svarer til 27,2 kilo pr. dansker, barn som voksen. Der mangler altså kun 3,7 kilo flæsk i at nå op på forbruget af 30,9 kilo om året. Altså er det nominelt kun 3,7 kilo, der skal leveres af de danske kødfabrikker. Resten kommer fra især Tyskland, Polen og Holland.
Danish Bacon – aus Deutschland
Ser man specifikt på fortæringen af bacon, der ofte markedsføres som et unikt dansk produkt – kendt verden over som brandet Danish Bacon – så er det ikke danskproduceret bacon, vi selv spiser.
For eksempel er Tulip Bacon – fra Randers – produceret i Tyskland siden 2004, og nej, Inger Støjberg – Danish Crown kan kun garantere, at kødet stammer fra EU-svin.
Importen af bacon udgjorde 17.717 tons i 2024, hvilket svarer til 2,95 kilo pr. dansker. Det er væsentligt mere end de knap 2 kilo, som Danish Crown hævder at være det årlige forbrug for os danskere.
Den danske eksport af bacon til den ganske verden udgjorde samme år 54.936 tons, altså tre gange så meget som importen. Tankevækkende er det, at et af verdens mest producerende svinekødslande alligevel dækker hjemmemarkedets baconforbrug med en anseelig import.
De sidste ord skal L&F-talsmanden Anders Harck have. Han skriver:
”Al produktion og menneskelig aktivitet påvirker klima, natur og miljø. Men måske burde tænketankenes konklusion snarere være, at fødevarer skal være langt dyrere for at dække de beregnede omkostninger. Det lyder interessant, men også urealistisk i en lille, åben økonomi. Alternativet? Vi kan jo også bare holde op med at spise.”
Bannerbillede: Masser af svinekød i de danske supermarkeder kommer i dag fra Polen, Holland eller Tyskland. Privatfoto
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.






