Nordisk Lappedykker, Island, sommeren 1996.

Da Albert Steen-Hansen tilbød, at jeg kunne skrive forordet til hans store bog ”Rejser med fugle og natur – fra den indiske jungle til det arktiske Nordnorge” var jeg ikke længe om at sige ja. Jeg kender hans fine fotos, som han aldrig har været karrig med at udlåne, og jeg havde også smuglæst manuskriptet. Nu er bogen en realitet, og her kan du læse forordet og se nogle af billederne:

”Jeg har set verden begynde” – skrev en stor rejsende som titel på sin bog i 1996. For den fik han De Gyldne Laurbær af boghandlerne i Danmark. Den pris får Albert nok ikke, da den kun uddeles til skønlitterære forfattere som f.eks. Carsten Jensen, men fandtes der en pris for bøger af vidtberejste fuglekyndige fotografer og naturkendere, ville jeg ikke tøve med at indstille Albert og Inger.

Prisen kunne måske kaldes Den Gyldne Vandrefalk?

Lunder på Runde, Norge i maj 2000

Siden den første – og sidste – charterrejse i 1970 har makker- og ægteparret søgt friheden til på egen hånd at lade sig lede på afveje, som charterturisten aldrig ville opdage endsige betræde. Lokkemaden var oftest fuglene, men drivkraften var den samme, som den der drev Carsten Jensen og driver ægte rejsende til alle tider – videbegæret, nysgerrigheden og følelsen af frihed ved at gå egne veje.

Den legendariske sherpa og bjergbestiger Tenzing Norgay, der besejrede Mount Everest i 1953 sammen med Edmund Hillary, har sagt det så smukt som nogen: “At rejse, at høste erfaring og at lære – det er at leve. Verden er stor, og selv fra toppen af Everest kan man ikke se det hele.” Alberts bog Rejser med fugle og natur er et fint vidnesbyrd om sandheden i Tenzing Norgays erkendelse.

Palmesanger, marts 1998 i Israel

Atten rejsemål bliver præsenteret fra Lofoten i Nordnorge over tigerreservatet Corbett ved foden af Himalaya til British Columbia i Canada. Udover Blå Glente, Odinshane, Havørn, Lavskrige og myriader af andre arter som f.eks. Rød Dværgkolibri og Rødvinget Stærling er folkeliv og naturscenerier også indfanget, fra tæt bytrafik i Vancouver downtown til mylderet af badende indere i farvestrålende gevandter ved den hellige Ganges-flod.

Og meget, meget mere.

Forfatteren i Keoladeo Nationalpark i Indien februar 1999

Bogen beskriver den store verdens evige begyndelse. Fra nord til syd og fra vest til øst tager Albert og Inger læseren med på deres ture. Fuglenes fascinerende flugt og familieliv er foreviget i de smukkeste fotografier, og med den ekstra kvalitet som en nærværende og helt konkret tekst giver. Bogen beskriver også et levende ægtepar, der har rejst, høstet erfaringer og lært mere end de fleste.

”Det er hårdt arbejde at holde ferie”, skriver Albert et sted. Bogen dokumenterer, at alle ”ferierne” var sliddet værd. Også for os andre. Tak for det.

Bogen kan købes direkte fra Albert på hans mailadresse albert1937@gmail.com eller på mobil/SMS 23385406. Bogen koster 380 kr. plus 68,75 i fragt.

Den kan også købes hos diverse boghandlere og internet boghandlere, hvor prisen er fri.

Bannerfoto: To lokale kvinder, Marokko februar 1994

Skriv en kommentar