INTRO: En håndfuld meget aktive facebook-krigere omkring de sociale medier biodiversitet.dk og rewilding.dk har skabt en hadefuld konfrontation mellem grupper af naturbrugere, der ser forskelligt på indholdet af de kommende naturnationalparker. De har fået støtte fra en biolog, der også er radiovært, en idehistoriker, naturvejlederen fra Naturhistorisk Museum og af et par universitetsansatte. De er alle berygtede for at slå hårdt ned på afvigende meninger om rewilding-begrebet. Det er især utryghed ved at skulle færdes mellem vilde heste, køer med kalve og bisonokser i store indhegninger, der skaber bekymring hos større grupper af naturbrugere, men nu viser det sig, at effekten af disse såkaldte ”store græssere” slet ikke er dokumenteret. Tværtimod foreligger der eksempler fra udlandet, hvor såkaldt rewilding med husdyr er slået fuldstændig fejl. Samtidig rejses der alvorlig kritik fra Dansk Dyrlægeforenings formand, der advarer mod den planlagte fravigelse af dyrevelfærd.

Konflikten blev belyst på et møde i Vildtforvaltningsrådet, den 7. december 2020, hvor professor Carsten Rahbek var inviteret til at præsentere nogle vigtige resultater af sin forskning i rewilding. Vi bringer her rådets referat af indlægget:

”Carsten understregede, at den største udfordring for dansk biodiversitet er pladsmangel. I Danmark er ca. 5 % af arealerne naturlige, hvilket betyder, at mange arter er truet og i ugunstig bevaringstilstand. Forøgelsen af arealer til biodiversitetsfremmende formål, som udlægning af urørt skov, er den mest omkostningseffektive metode til sikring og forøgelse af biodiversitet. Dette er en internationalt anerkendt konklusion.

IPBES laver store videnskabelige konsensusrapporter om status for biodiversitet, og hvad der skal til for at sikre den. I disse er rewilding ikke noget der fremhæves eller anbefales som vigtigt. Dertil fokuserer EU’s Biodiversitetsstrategi også på plads til naturen som det primære samt genetablering af naturlige økosystemer. Udsætning af store græssere kan være et af mange tiltag til at opnå naturlige økosystemer.

Der er gennem mange år lavet undersøgelser af, hvilke faktorer – klima eller mennesker – der er definerende for store arters udbredelse. Carsten berettede, at klimaet i dag er anderledes sammenlignet med klimaet i den seneste mellemistid (Eem tiden) – så hvad der var dengang, kan ikke bruges til at sige, hvad der ville være naturligt i Danmark i dag.

Derudover forandrede klimaet og vegetationen sig i Danmark siden sidste istid fra tundra til slette for at gå naturligt til skov for ca. 10.000 år siden. Disse forandringer er forklaringen på, at fx steppearter som hest og bison kom ind i Danmark for ca. 12.000 år siden og forsvandt helt naturligt af sig selv for ca. 10.000 års siden.

Myten om de ”store græssere” og deres mirakuløse evner skydes ned af palæoøkologien

Derimod indvandrede en række skovarter. Menneskets jagt på megafauna har også spillet en rolle, især i Mellem-og Sydeuropa. I Danmark har det næppe udryddet arter. Derimod blev megafaunaen påvirket, da Danmark begyndte at have agerbrug for ca. 5.000-6.000 år siden. Men før dette var fx bison og hest forsvundet helt naturligt og kan derfor næppe betegnes som manglende naturlige nøglearter i den danske natur i dag.

“Carsten sluttede med at opsummere, at der er en meget stor faglig uenighed vedrørende rewilding, og gav udtryk for, at der mangler en balanceret drøftelse af negative og positive sider af rewilding. Eksempelvis er heste betragtet som skadedyr i mange lande pga. negativ effekt på vegetation. Dertil pointerede Carsten, at rewilding er meget dyrt at udføre”

Naturlige processer skabes af arter, der er naturligt forekommende i et område, og med et stigende areal, vil der være flere arter. Store græssere kan bidrage til at gøre landskaber heterogene, hvilket også vil forøge antallet af arter. Forstyrrelser som storm, ild og vand er også vigtige – formentlig vigtigere. Carsten pointerede, at der ikke er meget data eller evidens for effekten af rewilding, og det vides ikke om store græssere er nødvendige for dansk biodiversitet.

Meget forskning peger på, at det er processer i jord og abiotiske effekter i vand, der er determinerende for økosystemers udvikling – ikke tilstedeværelsen af store græssere. Vi ved ikke nødvendigvis, hvad resultatet af udsætning af store græssere vil blive. Der er dog analyser af tiltag, hvor man lader arealer stå urørt og reetablerer naturlig hydrologi. Rewilding er et eksperiment, og vi bør diskutere, om det er ønskværdigt at igangsætte en masse eksperimenter, især med arter der er forsvundet naturligt fra Danmark, som bison, eller om man skal vente på evidens, fx fra Mols Bjerge.

“De vilde heste forsvandt da steppelandskabet blev til skov. De fleste heste i skove har været tamme, og det er derfor ikke fagligt underbygget at sige, at hesten er nødvendig i skoven eller er en nøgleart i skoven”

Der er allerede store græssere i Danmark, fx hjortevildt. Store græssere giver heterogenitet, hvor sjældne arter bliver almindelige og almindelige arter bliver mindre almindelige. Der er forskel på græsning og græssere, nogle dyr hører til i det åbne land og andre i skov. Hesten kan gøre positive ting naturligt i det åbne land, som den steppeart den er, mens den ikke høre hjemme i en skov. Hvis man vil introducere en ikke-hjemmehørende steppeart, som bison, bør det også være i det åbne land og ikke inde i en skov.

Blandt de relevante arter er vildsvin, der har været i Danmark for nylig, og kronhjort. Uroksen er også relevant, og den kan fint erstattes af køer. Det kan diskuteres om bæver er en relevant art i Danmark.

De vilde heste forsvandt da steppelandskabet blev til skov. De fleste heste i skove har været tamme, og det er derfor ikke fagligt underbygget at sige, at hesten er nødvendig i skoven eller er en nøgleart i skoven. Elg forsvandt naturligt fra øerne, da de blev dannet for ca. 8.000 år siden og ikke som følge af jagt. Derfor er det ikke fagligt underbygget at sige, at biodiversiteten på øerne er afhængig af elg som nøgleart, og udsætning af elg vil være en introduktion af en art, som forsvandt af sig selv. Bison har kun været i Danmark i en meget kort periodefor ca. 12.000-10.000 siden. I dag er arten ikke en naturlig art i Danmark –men en centraleuropæisk steppeart. Vandbøfler og indiske/afrikanske elefanter og den type arter er afgjort ikke-hjemhørende arter.

Det vides ikke, hvor mange individer af græssere,  der naturligt vil forekomme i danske naturtyper. Der kan dog laves forsøg med populationsdynamik, hvilket kan vise en betydeligt mindre bestandstæthed end tidligere antaget. Mange undersøgelser inkluderer ikke selvregulering, langtidsfluktuationer med indimellem sjældne, hårde vintre og ignorer helt sygdomme som en af de væsentligste naturlige bestandsregulerende faktorer.

Eksempelvis kan et område godt have en høj bestand på et tidspunkt, men en hård vinter (som set i Oostvaarderplassen i Nederlandene) vil decimere populationen – helt naturligt. Mange af de dyr der i øjeblikket debatteres i Danmark ville ikke være naturligt forekommende i Danmark, og især ikke i de antal der diskuteres. Angående hegning er det relevant at diskutere, om det er naturligt, eller om der i så fald vil være tale om dyreparker.

Carsten sluttede med at opsummere, at der er en meget stor faglig uenighed vedrørende rewilding, og gav udtryk for, at der mangler en balanceret drøftelse af negative og positive sider af rewilding. Eksempelvis er heste betragtet som skadedyr i mange lande pga. negativ effekt på vegetation. Dertil pointerede Carsten, at rewilding er meget dyrt at udføre.

Skal vi genskabe Jurassic Park i Vestjylland?

Spørgsmål fra rådets medlemmer

Jan Eriksen (rådets formand, red.) takkede for oplægget og bemærkede,  at Vildtforvaltningsrådets medlemmer har besøgt Oostvaardersplassen i Nederlandene og set, hvad rewilding projekter kan føre til.

JE spurgte, hvordan Carsten vil anbefale brugen af de 888 mio. kr. fordelt over de næste fire år til naturpolitiske formål. Carsten Rahbek bekræftede, at der ved Oostvaardersplassen har været en unaturlig høj dyretæthed, og at dyrene ikke ville blive i området, hvis der ikke var hegn.

Carsten svarede, at investering i mest mulig plads til naturen giver størst effekt. Der vil være nogle etableringsomkostninger til projekter, hvor man reetablerer den naturlige hydrologi. Rewilding bør primært ske ved projekter på nogle udvalgte steder, og man bør fokusere på de arter som ville være naturligt forekommende og som primært mangler for biodiversiteten. Her er køer, som erstatning for uroksen, den væsentligste art – men naturlige bestande af kronhjort og vildsvin kan også være en prioritet. Carsten pointerede, at alt andet vil være meget dyre eksperimenter.

Claus Lind Christensen (Danmarks Jægerforbund) spurgte, hvilken baseline Carsten mente, at man skulle bruge som sammenligningsgrundlag. Samt hvilken betydning baseline vil have for friluftsliv og jagt i områderne. Carsten Rahbek svarede, at der ingen sand baseline er, og at udviklingen for biodiversiteten bør betragtes som en række processer. I passiv rewilding lader man tingene stå, og naturen kommer af sig selv, hvis man arbejder med netop de naturlige processer. Nogle har brugt mellemistiden (Eem-tiden) som baseline, hvilket giver et dårligt sammenligningsgrundlag, da det klimamæssigt ikke er sammenligneligt. Carsten ønskede ikke at kommentere på jagt og friluftsliv ud over, at man kan bruge jagt til at regulere på bestande af en vis størrelse, hvis man ønsker det.

Birgitte Heje Larsen (Dyrenes Beskyttelse) spurgte, hvordan populationstæthed opgøres ud fra ancient DNA, samt om kystdynamik og mulighederne for at gøre op med den tanke, at kystlandskaberne skal holdes statiske, og at der ikke må ske brud i det tætte dække af hjelme og anden vegetation, således at der kan gives mulighed for strandtudse og andre arter, der er afhængige af friske sandflader. Carsten Rahbek svarede, at hele genomet kan kortlægges ud fra historiske knogler, så det er muligt beskrivelse af forskellige gener over tid og derved finde en ’effective-population size’, som kan korreleres med det givne miljø og de deraf tilgængelige ressourcer. Det er netop fra den type analyser, at vi ved at mange arter af megafauna blev stærkt negativt påvirket af naturlige klimaforandringer før den menneskelige effekt. Angående kystdynamik svarede Carsten, at han ikke er ekspert, men at der er eksempler på projekter med brug af bison i klitheder, hvor de aldrig har været naturligt, hvorimod kronhjort er en naturlig karakterart også i denne habitattype, så hvorfor ikke bruge noget der er naturligt forekommende.

Frederik Lüttichau (Landbrug & Fødevarer) nævnte, at store Natura 2000-projekter har medført at ulv, laks, havørn og andre arter er vendt tilbage, men at evaluering af sådanne indsatser har været utilstrækkelig. Derfor argumenterede han for, at man rent faktisk ikke ved, hvilke indsatser der virker, og hvilke der ikke gør. Carsten Rahbek svarede, at der findes meget videnskabelig litteratur om effekten af tildeling af plads til naturen, hvor den har første prioritet, herunder udlægning af urørt skov, men at man ikke har megen viden på rewilding projekter ud over, at det er meget dyrt at foretage. Carsten nævnte også, at 40-50 % af Danmarks Natura 2000-områder er dyrkede, og landet ligger dårligt i forhold til resten af Europa, det samme kan siges om status på de rødlistede arter. Derfor er plads en afgørende faktor, og tildeling af mere plads til naturen er en omkostningseffektiv metode til at øge biodiversiteten. Det samme gør sig gældende for genskabelse af naturlig hydrologi og den effekt som vind, vejr og storme skaber. Oven på disse meget omkostningseffektive tiltag kan man se på rewilding, hvor man primært fokuserer på fx køer eller mere bekostelige modeller, hvor man arbejder med store hegn, bisoner og elge. Her er der et meget smalt fagligt grundlag, og det er tvivlsomt, om det er naturligt og nødvendigt.

Egon Østergaard (Dansk Ornitologisk Forening) takkede for de klare udmeldinger og spurgte til, hvordan det kan være, at diskussionerne synes kørt ud på et sidespor. Carsten Rahbek svarede, at internationalt eksperimenteres der med rewilding finansieret af fonde, store lodsejere og NGO’er, men i Danmark er rewilding blevet et centralt politisk virkemiddel, der bredt anbefales –selvom det ikke er hængt op på videnskabelig konsensus, om hvordan biodiversiteten bedst sikres (fx de internationale IPBES-rapporter). Danmark er et lille land, og derfor kan få fagpersoner dominere debatten.

Flemming Torp (Friluftsrådet) påpegede, at Den Danske Naturfond ikke længere anvender begrebet ”rewilding”, fordi det er ved at blive et misforstået begreb. Dertil spurgte han, om økonomiske eller biologiske argumenter er bedst i forhold til at argumentere mod de store rewildingprojekter. Carsten Rahbek svarede, at der er kulturelle spørgsmål ved opfattelsen af dyr i forhold til de biologiske spørgsmål. Dertil påpegede han, at der er tegn på, at fagfolk allerede har konkluderet, at projektet på Mols Laboratoriet er en succes, dog uden datagrundlag, analyse og uafhængig, uvildig, ekstern vurdering af fagfæller. Omkostningerne for rewilding kan blive op til 2-3 gange større end naturgenopretningsprojekter uden hegn og udsætning af dyr.

Peter A. Busck (Dansk Skovforening) spurgte, om det ikke er fornuftigt at have en baseline. Dertil spurgte han om, hvor den store mængde efterspurgt tømmer skulle komme fra, når man begyndte at lægge arealer ud til urørt skov. Carsten Rahbeksvarede at, der er evidens for, at urørt skov medfører højere biodiversitet. Kigger man på de danske urørte skove matcher de Białowieżaskoven, som er den eneste europæiske baseline. Dertil svarede han, at der er brug for dødt ved i skovene (30 %), for at de kan have et naturligt og velfungerende økosystem, og at der kun er tale om at udlægge en meget lille del af det danske skovareal til urørt skov. At man lægger en meget lille procentdel af de danske produktionsskove urørt vil næppe påvirke det samlede marked for tømmer.”

Dyrlægeforeningen advarer

“Udsætning af dyr i indhegnede områder stiller krav til pasning og pleje på lige fod med andre dyrehold. At der er tale om hårdføre dyreracer, undtager dem ikke for dette. Desværre ser vi allerede i dag, at der i flere naturplejeprojekter er stor forskel på, hvordan dyrene passes. Viden om dyr og deres behov synes nogle steder mangelfuld”, siger formand i DDV, Hanne Knude Palshof og uddyber: “Det har nogle steder været nødvendigt at slå store dele af besætningerne ned eller på anden måde fjerne dyrene fx i vinterperioderne på grund af dyrenes svækkede tilstand. Selv for hårdføre racer vil fødegrundlaget være minimalt om vinteren, og uden foder vil de sulte og tabe betydeligt i huld. Lovgivningen bør derfor tillade, at dyrene i vanskelige perioder med ringe fødegrundlag må tildeles foder. Dette vil også være aktuelt både i perioder med tørke og meget våde perioder”. DDD mener, at tilsynsfrekvensen skal leve op til dyrevelfærdslovens §9.