En svamp med høj haleføring

Sammen med mange andre svampearter spiller broget læderporesvamp en essentiel rolle i skovenes stofkredsløb. Dens karakteristiske udseende kan bl.a. minde om en kalkuns udspilede hale – og den har fra gammel tid været højt skattet i naturmedicinen

Svamperiget fremviser en overvældende og ret så sanselig formrigdom. Nok har en betragtelig del af vores ca. 4.500 arter svampe navne, som ender på -hat, men ligesom den mere sofistikerede modeverden alle dage har varieret især kvindelig hovedbeklædning i det uendelige, er der også blandt svampene hatte til enhver lejlighed, såsom skørhatte, slørhatte, rørhatte, nøgenhatte, keglehatte, ridderhatte, væbnerhatte, troldhatte, tragthatte, hjelmhatte, knaphatte og flere til. Mange svampearter er spiselige, nogle er slemt giftige, mange har navne med poetisk saft og kraft, lige til at smage på, risikofrit: pokalbæger, nøkketunge, kogleskive, guldgaffel, bævretop, slimslør, rødblad, stjernebold, vathinde, voksskind, bævretand, judasøre, snyltekølle. Så er der alle dem der ender på -svamp, som også kan stimulere fantasien, f.eks. rødmende pjalteporesvamp, stiv ruslædersvamp, pindsvinepigsvamp, rødmælket huesvamp.

Navnet broget læderporesvamp klinger også ganske stofligt, og det er en art man ikke behøver at lede længe efter i efterårsskoven. I november, hvor de gyldne skovsale snart er blevet ribbet for al pynt og stammerne rækker sorte og våde op fra skovbundens bronzenistrede bladtæpper, træder broget læderporesvamp desto tydeligere frem. Som skæve stabler af dybe tallerkner og skåle med skødesløst håndformede bølgekanter, malet med flerfarvede koncentriske border og linjer og hvide porøse undersider vokser svampenes frugtlegemer frem på alskens dødt løvtræ som f.eks. store stubbe – dekorative blomster på svampens egentlige hovedkrop af vidtforgrenet netværk af mycelieceller, som usynligt har perforeret træets indre. Sammen med talrige andre svampearter er de i fuld færd med deres speciale – at nedbryde træets struktur af de hårde stoffer cellulose og lignin. I kølvandet på svampene tager horder af andre små livsformer del i et langtrukkent ædegilde, som i løbet af mange år vil efterlade det rådnende træådsel i en sluttilstand af vellugtende trøske og muld. Det udgør en af naturens essentielle stofomsætninger.

Broget læderporesvamps videnskabelige navn er Trametes versicolor – og vist har den diverse farver, om end mere afdæmpede end oktoberskovens flammehav, og vist kan mønstrene minde om cirkulære vævetråde (tramae), i forskellige kvaliteter, sat op på en radialsymmetrisk ramme. Men i England har man fæstnet sig ved en ganske anden lighed. Her hedder den turkey tail mushroom – da svampens vifteform med sine kranse kan minde om den udslåede hale på en oppustet kalkunhan, parat til at imponere sit harem eller skræmme en nærgående hund.

I den angelsaksiske verden tilbereder man som bekendt kalkun til Thanksgiving Day i slutningen af november. Menuen styrer dog uden om stuvede broget læderporesvampe, som efter sigende er uden kulinarisk værdi. Derimod har kalkunhalesvampen fra gammel tid fundet plads i østasiatiske svampekurve, som højt skattet råmateriale i den traditionelle naturmedicin. Udtræk og tørret pulver fra svampen tilskrives en nærmest endeløs række af helbredende og immunstyrkende egenskaber, blandt andet over for mange kræftformer. Og vestlig farmakologi og medicinsk biokemi er de senere år begyndt at stemme i: Broget læderporesvamp er propfuld af polysakkarider, antioxidanter og diverse andre gunstige aktivstoffer.

Heldigvis er svampen meget almindelig over store dele af verden – at høste af den er ganske uproblematisk i modsætning til f.eks. Østens ulyksalige og overtroiske brug af bjørnegalde og pulveriseret næsehorn. Der er noget smukt ved tanken om, at denne svamp er i såvel nedbrydningens vitale tjeneste for skovenes døde ved, såvel som i opbyggende og helsebringende tjeneste for mennesker.

Bannerbillede: På en stor og flad, mosbevokset bøgestub vælter det op med knipper af foranderlig skælhat og broget læderporesvamp fra deres respektive mycelier nede i træets indre. Mycelierne konkurrerer skarpt indbyrdes om trævoluminet. Foto: Ian Heilmann