Den nuværende landbrugsstruktur er ikke resultatet af en uundgåelig udvikling, men derimod af politisk prioritering af industrialiseret stordrift og høj eksportandel. De seneste ændringer af landbrugsloven i 2010 og 2015, hvor den daværende Venstre-politiker Lars Løkke Rasmussen var statsminister, resulterede i de mest ultraliberale landbrugslove i Europa. Det er disse love, der sender landbruget til tælling
Af Esben Bøgh Sørensen, Ph.d., Museumsinspektør, Det Grønne Museum
Begrebet ’strukturudvikling’ dækker over en række af de store forandringer, dansk landbrug har gennemgået de seneste 60 år: Fra mange mindre og mellemstore, alsidige bedrifter til få meget store bedrifter med alt, hvad det indebærer af specialisering og koncentration af landbrugsjorden på få hænder.
Normalt forbinder vi ordet ’udvikling’ med noget positivt. Men allerede i 1980’erne blev man opmærksom på de negative sider af strukturudviklingen. Man kunne se, hvordan det stærkt faldende antal bedrifter bidrog til affolkning af landdistrikterne, opløsningen af landsbysamfundene og havde store konsekvenser for de ofte isolerede landmænd, der sad tilbage på gårdene. Det selvejede familiebrug, der havde været hjørnestenen i dansk landbrug siden 1800-tallet, var under pres.
Landbruget var også kommet i økonomiske problemer. 1970’ernes investeringsboom blev som følge af rentestigningerne i 1979 afløst af en bølge af tvangsauktioner. Man talte om, at en hel livsform kom på tvangsauktion. Endelig brød debatten om landbrugets belastning af miljøet som følge af erhvervets industrialisering for alvor igennem.
Da Folketinget i 1986 diskuterede og vedtog ændringer i landbrugsloven, indførte man derfor også hensynet til både en ”bred variation af ejendomme”, ”befolkningsudviklingen i landdistrikterne” og ”det omgivende miljø” som vigtige målsætninger. Man håbede på én gang at kunne tilgodese de store heltidsbedrifters globale konkurrencedygtighed, en alsidig udvikling på landet og miljømæssige hensyn.
Spol nu tiden frem til i dag. Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik var der i 2024 kun 5.781 heltidsbedrifter tilbage med et gennemsnitsareal på 280 hektar. Til sammenligning var der i 1985 42.482 heltidsbedrifter med et gennemsnitsareal på 47 hektar. Går vi endnu længere tilbage, var der i hele den første halvdel af det 20. århundrede omkring 200.000 landbrugsejendomme.
Den historiske udvikling viser, at de modsatrettede målsætninger ikke lod sig forene. Hensynet til de store bedrifters globale konkurrencedygtighed og muligheder for ekspansion har vægtet højere end hensynet til både udviklingen i landdistrikterne, variation i bedriftstyper og spredning af ejerskabet til landbrugsjorden.
Tidligere var man enige om fordelen ved en alsidig udvikling af bedriftstyper. Lovgivningen lagde begrænsninger på bedriftstørrelsen både i antal hektar og antal husdyr på bedriften. Ud fra også demokratiske argumenter sigtede jordpolitikken mod at sikre spredning af ejerskabet til landbrugsjorden. Men med de seneste ændringer af landbrugsloven i 2010 og 2015 har vi fået en af de mest liberale landbrugslove i Europa.
Den nuværende landbrugsstruktur er ikke resultatet af en uundgåelig udvikling, men derimod af en politisk prioritering af et landbrug karakteriseret ved industrialiseret stordrift og høj eksportandel. Men man kunne igen lade sig inspirere af tidligere tiders målsætninger og politisk prioritere en anden udvikling af landbruget. Et landbrug, hvor ejerskabet til jorden ikke koncentreres på få hænder. Hvor ensartet stordrift vendes til en mangfoldighed af bedriftstyper- og størrelser. Affolkning af landområder til fornyet bosætning og liv. Forladte gårde til nye fællesskaber. Et levende landbrugsland, hvor flere får adgang og lyst til at arbejde med madproduktion.
Bannerbillede: Der sprøjtes mere og mere af færre og færre landmænd. Pressefoto: Landbrug & Fødevarer
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Ja men Løkke Rasmussen fortsætter med at skade Danmark, idag som udenrigsminister. Med forsvarministeren og hans tåbeligheder.
Man kan jo bruge aldersudviklingen til at reducere landbruget til en mere naturlig størrelse.
Man kan opkøbe de landbrug der sælges pga. alder samt konkurser. Antallet af dyr må så ikke overføres til andre landbrug. arealerne kan evt. bruges til ekstensiv græsning.
Jo, jo politikerne har da gjort meget for, at deres “venner” i dansk landbrug blev så velhavende som muligt – hvilket de også er – se til hvad de ejer og råder over (de nye baroner med ret til Nytårskure og sabler).
Men selvsamme har ikke kunnet få nok.
De har derfor også i stort omfang gældsat sig og købt mere jord, flere gårde og endnu større maskiner. Og det giver jo også nogle gode skattefradrag – således at der ikke skal betales for meget til vores såkaldte fællesskab.
Og når regningen skal betales – når skattecirkusset og spekulationerne ikke holder længere??
Så træder “fælleskabet” naturligvis til,
Hvem skulle ellers bebo baronierne.
Vi er magtesløse.
Som dyrlæge i landpraksis på Holstebroegnen fra 1970- 2010 var man tilskuer på 1.parket til den beskrevne udvikling. Og forstod hver gang, hvorfor den og nu den ejendom lukkede ned med dyrehold eller helt opgav og solgte til ‘storbonden’.
Alder, manglende vedligehold, ensomhed, sygdom, humøret, børn for længst væk i Aarhus eller København – blot for at nævne de hyppigste årsager.
Har fulgt ‘Gylle’- kommentarerne i nogle år efterhånden. De emmer hyppigst af nostalgi – specielt når man taler om samfundets udvikling.
Jeg savner nogen, som kan sætte tal på “alle dem & alt det” der er “uden om landbruget”. Tror “dem & det” fylder alt for meget! Også for politiske beslutninger.
PS: dyrevelfærdsmæssigt så jeg meget gerne, at ‘erhvervets’ ministerium blev nedlagt, og erhvervet blev lagt ind under Danmarks Industriministerium.