Den nyindvandrede Sydlig Blåhals yngler ved Filsø med ca. 25 par i gode år.

Genskabelsen af den rige natur i Jyllands fjerde største sø har haft karakter af et mirakel og understreger, hvor stort et potentiale, der ligger og venter under agerjorden. Projektet har vist på bare 15 år, at det er muligt at skabe en stærkt forbedret livskvalitet for danskerne og for den trængte biodiversitet. Læs her et miniportræt af det internationalt betydningsfulde fugleliv i Vestjyllands genskabte naturperle

Tekst og billeder (hvor intet andet er angivet) af Karin Gustausen, forperson for DOF Sydvestjylland

Filsø før (tv.) og efter (th.) den store afvanding i 1940’erne. Kort fra Folk & Fortællinger fra Det Tabte Land.

Filsø er et 2308 ha stort naturområde midt mellem Blåvand og Ringkøbing Fjord. I stenalderen var Filsø en bugt i Vesterhavet, indtil kysten blev lukket ved oddedannelser og sandflugt. Søen nåede et areal på ca. 3000 ha, der indbød til afvanding allerede i 1800tallet. I 1852 blev vandstanden således sænket ca. tre meter, og størstedelen blev til enge, hvis rige fugleliv maleren Johannes Larsen berømmede i første halvdel af 1900tallet. I 1941-51 blev Filsø yderligere afvandet og opdyrket, men jorden satte sig efterhånden, så jordbrug blev urentabelt.

I 2010 blev Filsø overtaget af Aage V. Jensen Naturfond, som her gennemførte et af Danmarks største naturgenopretningsprojekter. Digerne og landbrugsbygningerne blev fjernet og pumpestationerne standset. Vandet kom tilbage og genskabte to lavvandede søer, Søndersø og Mellemsø på tilsammen 900 ha foruden den allerede eksisterende Fidde Sø. Søndersø blev 2-3 m dyb og Mellemsø 1-2 m, og de er nu Danmarks mest artsrige søer for vandplanter med flere end 60 arter. I søerne er der anlagt 14 småøer og holme til fuglene. Søerne er omgivet af enge, moser og rørskov.

Krybende Søpryd blev den 26. august 2015 genfundet i Danmark i tretten små bestande i den genoprettede Filsø. Planten var ellers regnet for uddød i Danmark. Foto: Peter Holm.

Det rige fugleliv – og masser af oddere

Hvis man en tidlig vintermorgen befinder sig i Langodde-tårnet ved Filsø i Vestjylland, kan man nyde lyden af de mange Sang- og Pibesvaner, der opholder sig på søen om natten og flyver ud på de omkringliggende marker så tidligt om morgenen, at det som regel er så mørkt, at man kun kan ane konturerne af svanerne. Det er en magisk oplevelse.

Adskillige oddere yngler ved Filsø og ses hyppigt fra fugletårnene.

Bramgæs har siden 2011 været årlige vintergæster på markerne ved søen. I november 2011 blev der således observeret 17.200 Bramgæs på Langodde, men siden har der været langt færre.

Op til 90 Skestorke er set ved søen de senere år og op til 63 Sølvhejrer. Hertil sjældne arter såsom Citronvipstjert, Stylteløber og Stribet Ryle.

I søerne yngler Grågås, Gråand, Knarand, Skeand, Troldand og Toppet Lappedykker, og på engene Vibe, Dobbeltbekkasin, Rødben, Sanglærke og Engpiber, men det er langtfra de antal engfugle, der fandtes inden afvandingen under krigen. I skovene yngler Natravn og Huldue. På øerne rundt omkring i søerne yngler Sølvmåge, Sildemåge, Fjordterne og nogle år få par Sorthovedet Måge.

En hættemågekoloni fordelt på flere øer i Filsø toppede i 2018 med 9550 par, men gik voldsomt tilbage efter 2020. Yngleøerne i Mellemsø og Søndersø er gennem årene eroderet pga. kraftig vind og høje vandstande, og fugleinfluenza i sommeren 2023 nedlagde mindst 500 Hættemåger. Så i 2025 blev der ikke registreret ynglende Hættemåge ved Filsø.

I skovene omkring Filsø yngler Stor Hornugle (billedet) og Natravn og Huldue.

De første år efter reetableringen af Filsø blev der registreret op til 45 par Sorthalsede Lappedykkere med unger. Men som det er typisk for arten, forsvandt den, så snart der kom større fisk i søerne.

De første ynglende Skarver ved Filsø blev observeret på mindre øer med ca. 25 par i 2014, og i 2020 blev det største antal besatte reder her talt til 1221. Efterfølgende er bestanden gået lidt tilbage, og mere end halvdelen er flyttet til en ny koloni i piletræer ved bredden af Mellemsø, hvor de sandsynligvis er bedre beskyttet mod sultne Havørne, der jævnligt ses kredse over øen.

Rørskovene huser ynglearter som Sivsanger, Rørsanger, Rørspurv, Skægmejse, Gøg og Vandrikse, og indtil 2022 hørtes Rørdrum jævnligt om sommeren i rørskoven. De senere år er Rørdrum kun registreret ved Filsø i vinterhalvåret.

Af de mange småfuglearter, der yngler i området, kan især nævnes Sydlig Blåhals (ca. 25 par i gode år), Bynkefugl 1-2 par, Sortstrubet Bynkefugl 8-10 par, Fyrremejse 8-10 par, Græshoppesanger 1-2 par og Rødrygget Tornskade 16-20 par.

Trane ses hele året og er normalt repræsenteret med 1-3 ynglepar. De sidste år dog uden ynglesucces.

Knopsvaner har normalt ynglet med mellem 5 og 11 par ved Filsø. De sidste år, 2024 og ’25, var der bemærkelsesværdig mange par, og alene på øen Storeholm blev der med drone i maj talt 16 rugende Knopsvaner.

Havørn og Krondyr på Petersholm.
Karin Gustausen i felten. Se hendes fine fotos her.

Et Havørnepar etablerede sig i området hurtigt efter søens reetablering og har ynglet her hvert år siden 2013. Parret har i 2024 bygget den tiende rede på 13 år, og den blev genbrugt i 2025. De har fået 14 unger på vingerne gennem årene.

Området huser også en stor bestand af krondyr. Fra Petersholmtårnet er der ofte udsigt til flokke på 2-300. Adskillige oddere yngler ved Filsø og ses hyppigt fra fugletårnene. Desuden findes grævling, ræv, mink og mårhund. De tre sidstnævnte bekæmpes ved Filsø. Et ulvepar har slået sig ned i Oksbølområdet. De har fået seks hvalpe i 2024 og syv i 2025. Flere fund af hjortekadavere ved Filsø vidner om jævnligt besøg af ulvene.

De samler data om søens fugleliv

Siden 2012 har Dansk Ornitologisk Forenings Filsøgruppe, der for tiden består af 18 personer, udført månedlige optællinger af fuglene på vandfladerne og to gange årligt i yngletiden gennemført seks linjetakseringer i mose, pilekrat og på hede. Hertil kommer en årlig nattælling, hvor vi registrerer alt set og hørt i 10 minutter på 15 forskellige punkter. Udover Filsøgruppens tællinger gennemføres årlige dronetællinger af ynglende Skarver og hvert andet år af andre ynglefugle på øerne.

Denne tekst har tidligere været bragt af Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 119, 2025, nr. 4.

Alle rapporterne fra 2013-2024: Fuglene ved Filsø ligger på https://www.dofsydvest.dk/filso

https://www.avjf.dk/avjnf/naturomraader/filsoe/#toggle-id-3

Læs også historien om Filsøs omskiftelige tilværelse gennem de seneste 200 år.

Bannerbillede: Havørn og Krondyr på Petersholm.

Visited 516 times, 505 visit(s) today

Discover more from Gylle.dk

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Kommentarer

  1. carsten murmann

    Pragtfuld beskrivelse af Filsøs nye mangfoldige liv i ord og billeder. Stor TAK til Dig for Din personlige store, vedholdende indsats for genoprettelsen af dette Nirvana. Vh ,,,,,,,,,, C.

  2. Lars Nielsine

    Fantastisk beskrivelse af udviklingen af den “nye” Filsø. Vi glæder os til et gensyn til maj.
    Det er 10 år siden vi var der sidst. (en lidt skuffende oplevelse)

Skriv en kommentar