Fugle og pesticider – hvad ved vi, og hvordan kan denne viden bruges?

Når man lytter til agroindustriens lobbyister og til mange politikere, får man hyppigt det indtryk, at moderne sprøjtegifte ikke skader naturen. De rammer udelukkende de insekter, planter og svampe, der kan minimere høstudbyttet. Landbrugets egne talsmænd slår gang på gang fast, at der aldrig anvendes sprøjtegifte, der er mere skadelige end bordsalt. Og medierne hopper på den galej gang på gang.

Miljøstyrelsen bidrager også til denne opfattelse af sprøjtegiftenes ufarlighed, når man på sine hjemmesider hævder, at ”alle sprøjtemidler skal igennem en restriktiv godkendelsesprocedure, inden Miljøstyrelsen kan godkende dem til anvendelse i Danmark. Det betyder, at pesticider kun bliver godkendt, såfremt de kan anvendes sikkert i forhold til mennesker og miljø”.

Men fakta dementerer i overvældende grad disse udtalelser. Det fremgår af en grundig artikel om emnet ”Fugle og pesticider – hvad ved vi, og hvordan kan denne viden bruges?”, som er skrevet af udviklingskonsulent  Henrik Wejdling i september-nummeret af Dansk ornitologisk Forenings tidsskrift. Nedenfor kan du læse indledningen samt opslaget om selve godkendelsesprocedurerne. Du kan læse hele artiklen på denne adresse.

”Tresåret for Rachel Carsons bog Det tavse forår er en god anledning til at stoppe op og se, hvor vi er i dag med hensyn til pesticider og fugle.

Carsons bog førte til et stærkt fokus på pesticiders giftighed, og med blikket stift rettet mod LD50-tærskler (hvor 50 % af en testpopulation dør) er det stort set lykkedes den agrokemiske industri at fjerne ligene fra markerne. Der er imidlertid stærk videnskabelig evidens for, at fugle fortsat udsættes for såvel letale som sub-letale doser, når de fouragerer på marker, at risikovurderingen er mangelfuld, at de indirekte effekter på fugle og heleøkosystemer er vidtrækkende – og måske værst af alt: Pesticidforbruget er med til at dæmpe den biologiske kontrol af skadevoldere, som burde være pesticidernes afløsere. En pointe, som Dansk Ornitologisk Forening/BirdLife Danmark bør bringe i fokus netop nu, da EU reviderer regelsættet for bæredygtig pesticidanvendelse.

Denne artikels intention er ikke at gøre det ud for et fuldkomment review, men snarere et reference-dokumenteret policy-indlæg i bestræbelserne på at få vendt den negative spiral til en positiv, baseret på økosystemtjenester.”

Her kommer artiklens tekst om myndighedernes lemfældige procedurer for godkendelse af nye sprøjtegifte:

”Boks 1: Sådan risikovurderes pesticider i forhold til non-target-arter

EFSA (European Food Safety Authority) fastsætter koncentrationsgrænser (de såkaldte ’endpoints’) for, hvor meget non-target-arter kan tåle. Det sker ved laboratorietests på forsøgsdyr. For fugle fastsættes således endpoints for akutte effekter (LD50) og langtids-/reproduktive effekter (NOAEL, No Adverse Effect Level).

Tilsvarende beregnes – for hver af de søgte anvendelser af pesticidet – hvilke koncentrationer i miljøet (fx i fuglenes fødeemner) de forventes at føre til, og herudfra beregnes den forventede eksponering. Risikovurderingen foretages ud fra forholdet mellem den forventede eksponering og de fastsatte koncentrationsgrænser, idet der indregnes en sikkerhedsfaktor, der for fugle som udgangspunkt er 10 for akutte effekter og fem for langtidseffekter.

Hvis den forventede eksponering overskrider koncentrationsgrænsen, korrigeret med sikkerhedsfaktoren, kan et pesticid – eller en anvendelse – ikke umiddelbart godkendes. Dette er angiveligt tilfældet for 2/3 af insekticiderne (Stehle & Schulz 2015, citeret af Schäfer et al. 2019).

Et pesticid kan dog stadig blive godkendt, hvis producenten kan fremlægge yderligere data, der kan dokumentere, at stoffets miljø- og sundhedsmæssige påvirkninger er acceptable. Det sker i et formaliseret flerniveau-system (de såkaldte tiers), hvor der gennem modelleringer eller markforsøg inkorporeres mere komplekse forhold, som kan forekomme i naturlige økosystemer. Eksempler herpå kan være,

• at vurderingen foretages på baggrund af fuglearter, der rent faktisk forekommer i den pågældende afgrøde (og ikke en generisk worst case-art)
• at det indregnes, at pesticidet nedbrydes over tid, eller
• at der tages højde for, at en del af føden findes uden for det behandlede areal etc.

For de forskellige regioner inden for Europa er det forskellige organismegrupper mv., der skal tages hensyn til, og for de nordiske og baltiske lande samt Belarus er det fx fastlagt, hvilke repræsentative fuglearter, der specielt skal vurderes op imod (se Northern Zone 2020, som detaljeret beskriver vægt og fødeindtag mv. for de udvalgte fuglearter – men kun voksne individer).

Pesticidet (anvendelsen) kan godkendes, hvis den herved beregnede (såkaldt forfinede) eksponering er lavere end den fastsatte koncentrationsgrænse, divideret med sikkerhedsfaktoren. Reglerne giver mulighed for, at sikkerhedsfaktoren kan nedsættes i takt med, at flere forhold inddrages, og realismen dermed antages at blive øget; dette accepteres dog som udgangspunkt ikke i Danmark.

Hvis det stadig ikke er muligt at dokumentere, at eksponeringen vil være inden for det acceptable, kan anvendelsesrestriktioner, der kan begrænse eksponeringen, komme på tale (forbud mod sprøjtning nær vandløb, forbud mod anvendelse i dagslys af stoffer, der kan påvirke bier etc.), eller godkendelse kan helt nægtes.

Desto flere komplekse forhold, der dokumenteres og inddrages, desto mere bevæger vurderingen sig fra en worst case til en gennemsnitssituation. Derved øges naturligvis risikoen for, at anvendelsen fra tid til anden medfører negative effekter i naturen, hvilket da også er påvist for forskellige organismegrupper (se referencer i Schäfer et al. 2019).”

Læs hele artiklen her.

Læs også, hvordan forbudte pesticider alligevel kan anvendes år efter år.

Bannerbillede: Jan Kopriva/Unsplash

Wermelin vildleder Folketinget om EU-forbudt sprøjtegift