Gravplads søges til millioner af landbrugsdyr

Når landbrugets millioner af dyr dør, vil kadaverne komme til at ligge som en tikkende bombe under samfundet, men hvor?

Af dyrlæge Astrid Ruegaard Hansen

Måske det bliver i naturnationalparker, på militærets områder, under fodboldbaner, i Dyrehaven eller hvor? Ingen vil sige det, og i over et år har det været umuligt for både borgere og politikere at få Fødevarestyrelsens beredskabsplaner at se. Af uoplyste grunde holdes de hemmelige, men eksisterer de overhovedet?

Måske skyldes alt det hemmelighedsskræmmeri, fordi det vil blive en helt uoverskuelig opgave at aflive og destruere så mange millioner af store dyr? Og især hvis der er tale om en zoonotisk sygdom, hvor de mennesker, der skal deltage i aflivningerne, risikerer at blive smittet.

Spørgsmål til daværende fødevareminister Jacob Jensen (V) og hans embedsmænd har afsløret, at man ikke ved, hvor man kan grave så mange tons døde dyr ned. Miljøstyrelsen er sidste år sat på opgaven med at finde egnede arealer, men de kommer først med forslag til sommer.

Millioner af kadavere

I Danmark er der året rundt ca. 12 mio. grise. Da mange af dem kun lever et halvt år, før de slagtes, er der et stort flow i bestanden. Samlet over et kalenderår produceres der ca. 40 mio. grise.

Tilsvarende består både kvægbesætninger og fjerkræbesætninger primært af unge dyr. I alt ca. 200 mio. De fleste slagtes som ”store børn/teenagers” inden puberteten. Forældredyrene holder kun i få år til de høje produktionskrav, inden de slagtes, hvis de da ikke dør af sygdom inden.

Langt de fleste af de danske grise lever i lukkede stimulusfattige og tætpakkede stalde af beton og metal. De er hårdt pressede fordi de er avlet til at vokse meget hurtigt, ligesom man har avlet søerne til at blive drægtige med unaturligt mange fostre. De er ekstremt avlede turbodyr.

Unge stressede grise, der går tæt sammen under dårlige hygiejniske forhold, er immunsvage og smittes let med sygdomme og mave-tarm infektioner, der ofte skyldes uhensigtsmæssigt management, især for tidlig fjernelse fra moderen.

De lukkede stalde beskytter kun til en vis grad mod sygdomssmitte, da smitte kan være luftbåren eller bringes ind i besætningen via personale, foder, maskiner, transportkøretøjer, fluer, rotter osv.

Man frygter mest de alvorlige sygdomme som svinepest, mund- og klovsyge, influenzatyper, m.m.., og især frygter man zoonotiske sygdomme, som også kan smitte mennesker. Som corona. De mange dyr i Danmark er en tikkende bombe i forhold til at en ny pandemi kan opstå.

»Influenza i svin er meget mere end en grisesygdom« | Dansk Veterinærtidsskrift

Fugleinfluenza hos danske køer er formentlig kun et spørgsmål om tid

Afliv, afliv, afliv

Ved udbrud af alvorlige sygdomme findes der ingen effektiv behandling, hvorfor myndighederne vil søge at inddæmme udbrud ved at aflive og destruere dyrene, både i de angrebne besætninger og i besætninger indenfor en zone på typisk 10 km i radius. Samtidig vil man stoppe for dyretransporter og anden kørsel mellem besætninger, ligesom eksporten vil standses. Det medfører uoverskuelige og katastrofale forhold.

Meget hurtigt vil der opstå dyrevelfærdsproblemer i besætningerne, da flowet i en svineproduktion er så stort og konstant, at der i løbet af få timer/dage bliver pladsmangel. I Danmark ligger svinebesætningerne i mange områder tæt, og i hver enkelt besætning er dyrene ofte fordelt på flere naboejendomme, fordi besætningerne er blevet så store.

Det betyder, at NÅR der kommer et stort udbrud af alvorlig sygdom i danske besætninger, så vil mange ejendomme hurtigt blive omfattet af aflivningsbestemmelserne. Ansvaret for at styre beslutninger, aflivninger, bortskaffelse, rengøring m.m. ligger hos Fødevarestyrelsen. Og det er netop problemet.

Flere grisebesætninger rummer i dag mange tusind dyr i mange størrelser. Interesserede kan finde besætningsdata i CHR-registeret.

Eksempelvis ligger der midt på Sjælland en besætning med i alt ca. 64.000 grise i alle størrelser, fra små pattegrise og større slagtegrise til store søer på 2-300 kg. Alle disse dyr er fordelt på ca. 14 naboejendomme.

Aflivning af bare denne ene besætning ville skabe et bjerg af døde dyr, og mængdemæssigt ville det blive meget vanskeligt at destruere alle disse dyr på kort tid, da afbrændingskapaciteten i Danmark er begrænset.

Bjerge af døde dyr

Skulle der blive tale om et udbrud, der breder sig til mange besætninger, vil mængden af dyr, der skal aflives, destrueres og erstattes, få minkaflivningerne til at ligne en uskyldig lille øvelse.

Minkene vejede 3-4 kg, en so vejer 150-300 kg, en malkeko op til 750 kg.

Man vil derfor sandsynligvis være nødt til at grave de døde dyr ned. De skal alle sammen have skåret bugen op, for at undgå at gæring driver dem op af gravene, som det skete med minkene. Der vil i en rende på 100 x 2,5 x 3 meter kunne ligge 100 søer eller 50 køer. Så vi snakker mange, mange kilometer render. Skal der nedgraves 50.000 kreaturer eller 100.000 søer, vil det kræve en rende fra Aarhus til Aalborg eller fra København til Korsør.

Da myndighederne næppe vil kunne bruge landmandens marker til nedgravning, skal de finde meget store arealer, hvor det kan ske. Men hvor? Vi venter stadig på svar.

En sidste bonus-info:

Landbruget skal ikke selv forsikre sig mod alvorlige husdyrsygdomme. ALLE operationer og udgifter incl. erstatning betales af staten, dvs. af os alle sammen.

Bannerbillede: Svinet er død – hvor skal det begraves? Foto: Kristian Brasen/Dyrenes Beskyttelse