Landbrug & Fødevarer ødelægger mere for sig selv, end de aner, når de underminerer den grønne trepartsaftale, de selv har underskrevet. Det er et svigt af deres medlemmer, skriver Carolina Magdalene Maier
Jeg tror, mange danskere så måbende til, da en masse landmænd på Landbrug & Fødevarers stormøde i Odense for nylig buhede og brugte tågehorn, når Minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, på mødet omtalte det faglige grundlag for gødskningsloven – nemlig et akut behov for at reducere kvælstofudledningen til de danske fjorde og have. Mange danskere rystede også på hovedet, da op mod 300 traktorer dagen efter gjorde deres indtog på Christiansborgs Slotsplads.
For hvad er det, der sker? Den grønne trepart er aftalt for over to år siden, og en af parterne er landmændenes egen interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer. Så hvorfor lige pludselig den voldsomme modstand?
Mange var utilfredse med, at grøntsagsavlen blev særligt hårdt ramt, fordi den skulle følge de samme beregninger som den øvrige markdyrkning. Det har aftalepartierne været lydhøre over for og har derfor undtaget grøntsagsavlen fra reguleringen i 2027. Men det drejer sig kun om 0,3% af det samlede areal, så det kan næppe forklare det voldsomme oprør. Nogle landmænd er utilfredse med, at reguleringen træder i kraft i januar 2027 i stedet for i august, hvor landbrugets ”årshjul” starter, hvilket betyder, at man ikke har kunnet nå at tage højde for reguleringen i forhold til de afgrøder, der bliver sået nu i 2026. Det er på den ene side en fair indvending. På den anden side har landbruget siden 2024 vidst, at reguleringen ville træde i kraft i 2027, så det kommer næppe som en tyv om natten, og man må derfor gå ud fra, at landmændene har haft mulighed for at tage højde for det i forhold til de afgrøder, de sår i efteråret 2026.
”Konsekvensen af den stil, som Landbrug & Fødevarer lægger for dagen, er, at flere og flere danskere kommer til at se landmændene som forkælede børn, der benytter ufine tricks (buh-råb, tågehorn og traktordemonstrationer) til at få deres vilje”
Mest af alt virker oprøret til at dreje sig om, at aftalepartierne, hvis man skal tro Landbrug & Fødevarer, har løbet fra den oprindelige trepartsaftale. I TV-Avisen d. 31. august kan man høre formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, fortælle, at man i trepartsaftalen blev enige om, at reguleringerne skulle være lokale – koncentreret på de områder, der ligger tættest på de fjorde og have, der er mest udsatte for udledningerne – og at det derfor er at løbe fra aftalen, når der nu vedtages en lov om national regulering, hvor alle i hele landet altså skal leve op til samme reguleringskrav. I samme interview vil Søren Søndergaard ikke svare klart ja til, at 70% af kvælstofudledningen i de danske farvande kommer fra landbruget, hvilket er gennemdokumenteret af uvildig forskning.
Jeg har gravet lidt i det og fundet selve trepartsaftalen, som blev indgået i juni 2024. Interessant nok har Søren Søndergaards kritik rod i noget reelt – men der er samtidig elementer af aftalen, han undlader at nævne. Den oprindelige trepartsaftale taler gentagne gange om en “målrettet” og “differentieret” kvælstofregulering, hvor sårbare områder tæt på fjorde og vandløb skal bære den tungeste byrde, mens “de mere robuste jorde” får plads til fortsat effektiv produktion. Når Søren Søndergaard nu beskriver den nye model som et brud med dette princip til fordel for en mere ensartet regulering, har han derfor en pointe.
Men han undlader at nævne, at aftalen fra starten også havde en national dimension indbygget: Det står i aftalen, at det samlede reduktionsbehov og de overordnede rammer for markreguleringen skal fastlægges nationalt, og de lokale omlægningsplaner skal bygge oven på netop denne “nationalt fastlagte kvælstofregulering”. Det har med andre ord aldrig været meningen, at reguleringen skulle være rent lokal.
Hvis man dykker ned i den politiske aftale om implementering af den grønne trepart, som blev indgået senere samme år, så står der også sort på hvidt, at ”aftalepartierne er enige om et aktuelt nationalt indsatsbehov” (dog er Bornholm undtaget).
”Det, som Landbrug & Fødevarer gør nu, bidrager negativt til en acceleration af en folkestemning, hvor landmændene som kollektiv bliver betragtet som egenrådige, pengegriske og ligeglade med vores fælles natur. Hvis det bliver realiteten fremover, så kommer landbruget til at leve et udskammet og ensomt liv”
Samtidig med Landbrug & Fødevarers kritik ser vi interview efter interview med landmænd, som er frustrerede over, at de ikke kan gennemskue, hvad loven kommer til at betyde for dem – eller hvordan de eventuelt kan få del i den kompensation, som er aftalt som en del af treparten. Det er tydeligt, at landmændene er frustrerede, bange og enormt følelsesmæssigt berørte af den usikkerhed, som de står over for.
Det kan man godt forstå! Men den usikkerhed kan langt hen ad vejen tilskrives, at landmændenes egen interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer, bruger enhver anledning til at underminere den oprindelige aftale og skabe tvivl om forskningsgrundlaget bag den. Det er, i mine øjne, et kæmpe svigt af medlemmerne. I stedet for at opildne til mistro gennem ensidige påstande og dermed forstærke den store usikkerhed, der lever rundt omkring på bedrifterne, burde Landbrug & Fødevarer hjælpe sine medlemmer med at gennemskue, præcis hvad den nye lovgivning kommer til at betyde for dem – og hvordan de eventuelt kan få del i kompensationen.
Konsekvensen af den stil, som Landbrug & Fødevarer lægger for dagen, er, at flere og flere danskere kommer til at se landmændene som forkælede børn, der benytter ufine tricks (buh-råb, tågehorn og traktordemonstrationer) til at få deres vilje – som er at fortsætte med at bedrive landbrug, som de plejer, og derigennem bidrage til en yderligere forringelse af vores havmiljø. Det er det, der kommer til at stå tilbage som den overordnede fortælling.
Der er sikkert nogle landmænd, som gerne ville være fri for reguleringen. Men der er helt sikkert også mange, som reelt tager ansvar for deres andel af den forringelse af vandmiljøet, vi har set over en lang årrække, og som derfor gerne vil bidrage til en regulering. Men disse landmænd drukner i Landbrug & Fødevarers retorik og konsekvenserne af den.
Der er ingen tvivl om, at den generelle folkestemning er kritisk over for landbrugets effekt på vores natur. Det har ført til, at den grønne trepart overhovedet har kunnet aftales, og vi så det også ved folketingsvalget i 2026, hvor der blev talt om dyrevelfærd og drikkevandskvalitet som aldrig før. Dette fokus på landbrugets ansvar er vigtigt og betimeligt. Vi skal bare stadig huske at tale ordentligt og have øje på nuancerne – også dem, der taler landbruget op. Det, som Landbrug & Fødevarer gør nu, bidrager negativt til en acceleration af en folkestemning, hvor landmændene som kollektiv bliver betragtet som egenrådige, pengegriske og ligeglade med vores fælles natur. Hvis det bliver realiteten fremover, så kommer landbruget til at leve et udskammet og ensomt liv. Det er ingen tjent med. Landbrug & Fødevarer er lige nu i gang med at ødelægge mere for sig selv, end de aner.
Carolina Magdalene Maier er uddannet sociolog, og har en dyb faglighed indenfor politik og samfundsliv. Maier har siddet i Folketinget for Alternativet fra 2015-2019 og er en aktiv samfundsdebattør med faste klummer i Altinget og hyppige optræden på andre debatflader.
Bannerbillede: Københavnerne værdigede ikke de vrede landmænd særlig megen opmærksomhed. Foto: Finn Larsen
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Jeg må indrømme, at jeg har haft svært ved at gennemskue hvad der er op og ned på “Gødskningsloven”.
Men da jeg i dr.lyd hørte landmændenes trutten, tænkte jeg den tanke, at man burde moddemonstrere, og hver gang de truttede, afspille en optagelse af de rædselshyl jeg personligt som barn hørte, da en gris blev slagtet.
Jeg er harm over den ” barnlighed” mange landmænd fremturer med. Oplevede på et tidspunkt i.f.m. et møde med Dansk natur fredningsforening, om Treparten, hvordan de sad med korslagte arme, surmulende som små skoledrenge der ikke må spille fodbold i skolegården, fordi de smadrer ruderne. De siger de gerne vil bidrage, men forsøger at sabotere alle forsøg på genopretning alle andre kommer med, de lyver og truer og fornægter virkeligheden, vel at mærke alle andre end den virkelighed de selv er centrum i, men som de åbenbart både er blinde og døve for at se fra andre end deres egen vinkel.
De skulle bare vide hvor meget vi alle har været med dem, så meget medvind har de haft, men nu er vi trætte, af gyllestank og syge af pesticider, må flygte fra vores hjem for at overleve!.
De ejer ikke naturen, de må simpelthen lægge om, noget de kunne have valgt at gøre for årtier siden, samtidig med at økologiske dyrkningsmetoder kom i fokus.
Vi er mange som gennem vores levevis, i 30-40 år har valgt økologi til og pesticider fra, har valgt døde dyr, som fødekilde fra, og plantemad til..
Please tag medansvar.
Jeg har kendt mange landmænd, søde mennesker, festlige mennesker, men de har næsten alle manglet forståelsen af hvad sand dyrevelfærd, sundhed og ægte natur er, de fornægter alt det vi andre, landboere som byboere i årtier har forsøgt – med kærlighed og respekt- at fortælle dem – gennem vores handlinger.