En ny godsejerstand sidder tungt på den danske muld. Hvornår bryder vi monopolet?
Hvad kalder man en stat, hvor mere end 60 procent af al jord ejes af mindre end 1 procent af befolkningen? Ligger landet i Sydamerika eller Afrika, bruger vi uden tøven betegnelsen: en bananrepublik.
Når det gælder udviklingslandene eller den tredje verden, sætter vi gerne lighedstegn mellem demokrati og liberalisering af ejendomsretten til jorden. Målrettet støtter vi afskaffelse af godsejervælde og monopol på jordbesiddelse som forudsætningen for udvikling af et reelt demokrati. Vi er af den klare opfattelse, at den private ejendomsret er grundpillen i et frit samfund, og at respekten for den private ejendomsret er den vigtigste garanti for såvel økonomisk som politisk frihed. Heraf følger logisk, at når retten til at eje jord er fordelt på mange private ejere, har ingen enkeltperson eller gruppe magt til at bestemme over andre. I et ægte liberalt samfund ønsker man derfor en spredning af ejendomsretten, så ingen enkeltgruppe kan tiltvinge sig monopol på at bestemme over flertallets levevilkår.
Hylder man disse demokratiske principper, er der grund til at betragte udviklingen i Danmark med stor bekymring. I dagens Danmark ejer omkring 1 procent af befolkningen (52.200 ejere) 63 procent af landets samlede areal, og udviklingen mod bananrepublikkens ejendomsforhold forløber med foruroligende stor hast. Allerede i 2010 – altså om syv år – vil antallet af ejere være reduceret til 37.000.
Bag disse nøgletal, der stammer fra Landboforeningernes ‘Landøkonomisk oversigt 2002’, gemmer der sig et endnu mere grelt billede. De 37.000 selvstændige landbrugsbedrifter, der vil være tilbage i 2010, fordeler sig på 23.500 deltidsbedrifter og 13.500 heltidsbedrifter, men hvor deltidsbedrifterne typisk vil råde over mindre end 50 hektar, omfatter fremtidens 13.500 fuldtidslandbrug 100 hektar eller mere.
Eller sagt på en anden måde: Mindre end 0,5 procent af befolkningen kommer til at eje mere end halvdelen af Danmark. Dermed vil godsejervældet være en realitet og vejen banet for bananrepublikken – i Danmark år 2010.
Denne koncentration af ejendomsretten på ganske få personer har negative konsekvenser for livet i landdistrikterne. Det drejer sig især om naturmiljøets overlevelse og om landbefolkningens livskvalitet.
Nedlæggelsen af mere end 100.000 selvstændige små landbrug på mindre end 40 år har ødelagt utallige levesteder for dyr, fugle, planter og insekter. Levende hegn er væltet og vandhuller fyldt op, fortidsminder pløjet bort og utallige markveje sløjfet for at skaffe rationelle markblokke på 30-40-50 hektar eller endnu større. Som biologiske ørkener ligger kæmpearealer hen uden andet liv end byg- eller hvedeplanter. Det er i dag normen på de nye godser. Disse sammenlægninger med øget mekanisering og intensivering, brug af pesticider og dræning og opdyrkning har tømt hele landskaber for naturlige levesteder for faunaen.
For længst er denne sørgelige tilstand dokumenteret i utallige forskningsprojekter fra DMU, Danmarks Jordbrugsforskning, universiteterne og så videre. Selv Landboforeningerne har erkendt den omfattende ødelæggelse af den biologiske mangfoldighed i dansk natur.
Sammenfattende kan udviklingens negative konsekvenser næppe beskrives mere rammende, end det er gjort i Wilhjelm-udvalgets rapport fra 2001.
Dette udvalg, der havde fhv. industriminister Nils Wilhjelm som formand, fik som opgave af den daværende regering at udarbejde grundlaget for en national redningsplan for naturen. I sammenfatningen af udvalgets arbejde hedder det lakonisk:
»På trods af en forbedret beskyttelse af den tilbageværende natur er tilbagegangen fortsat de seneste 20 år, og kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe«.
Om årsagerne slår udvalget fast, at: »Naturen generelt har for lidt plads, den indeholder for mange næringsstoffer og for lidt vand, og naturarealerne er opsplittede og under tilgroning. Og det skyldes, at naturen og naturressourcerne hverken kan klare den nuværende, intensive anvendelse eller det omfattende ophør af ekstensiv drift«.
For de 800.000 ‘jordløse’ beboere i landdistrikterne har denne udvikling også negative konsekvenser. Det er ikke uden grund, at den nye godsejerstand i folkemunde for længst er døbt ‘gyllebaronerne’. Helt overvejende er koncentrationen af jord på få hænder sket for at skaffe arealer til deponering af svinegylle, det vil sige afføring fra de mange millioner af svin, der i dag produceres på landets ca. 13.000 svinebedrifter.
Alene fra 1990 og til i dag er svineproduktionen vokset fra 16 millioner slagtninger til 23 millioner om året, og den vokser fortsat med 1-2 procent om året. Udbygningen med de fabrikslignende agro-industrielle svineproduktionsanlæg sker uden egentlig styring, reel planlægning, hensyntagen til andre eller anstændig omtanke.
Over hele landet, men værst i Jylland og på Fyn, opbygges der svinefabrikker i eller ganske få meter fra boligområder i et utal af landsbyer og småbyer. Tusindvis af familier får deres daglige levevilkår alvorligt forringet af den uundgåelige stank fra disse produktionsanlæg. Dertil kommer det økonomiske tab i boligens værdi. I flere belastede kommuner, som f.eks. Hals Kommune i Nordjylland, nedskriver man ligefrem ejendomsvurderingerne på boliger, der ufrivilligt bliver påtvunget naboskabet til en ildelugtende svineproduktion.
Med god grund finder flere og flere familier, at deres private ejendomsret til et hus med have krænkes på det groveste, når en svineproducent beslutter at sætte en større produktion i gang.
Hverken tidligere eller nugældende regelsæt yder nogen reel beskyttelse mod de gener, der opstår. Tværtimod lægger myndigheder som f.eks. Miljøstyrelsen til grund for deres vurdering i klagesager, at folk i landsbyer må tåle disse nye lugtgener, fordi de har valgt at bo på landet!
Det betyder på almindeligt dansk, at miljøbeskyttelseslovens paragraffer ikke gælder med samme styrke for Per som for Poul!
Landet over kører der nu sager mellem landsbybeboere og de nye godsejere. Kommunerne har svært ved at tackle problemerne, fordi de politiske netværk ofte arbejder til godsejernes fordel. Det er værd at bemærke, at hver femte borgmester i Danmark har siddet bag rattet på en traktor. Samtidig bakkes de nye godsejere op af Landboforeningernes juridiske konsulenter, der hurtigt har opnået en omfattende ekspertise i at håndtere de kommunale embedsmænd og politikere. De ‘gylleramte’ familier, derimod, står stort set alene og uden ressourcer i disse konfrontationer.
I de mest ulykkelige tilfælde havner familien i en situation, hvor den stavnsbindes til en ejendom, som lugtgener døgnet rundt gør til et ulideligt sted at opholde sig. Det betyder selvklart, at ejendommens salgsværdi forringes voldsomt, og i værste fald ender den som usælgelig, men disse tab må familien selv bære. Set i lyset af de omfattende ordninger for økonomisk kompensation til ejere af landbrugsejendomme, der bliver pålagt restriktioner på råderetten over deres ejendom, virker det helt urimeligt med denne skæve byrdefordeling i forureningssager med svin. Princippet om, at forureneren betaler, er vendt fuldstændig på hovedet. Her er det offeret, der helt alene må bære den økonomiske smerte.
På et mere overordnet plan påvirker de mange sager naturligt nok de kommunale planer for bosætning og erhvervsudvikling. Kommuner, som f.eks. Morsø, Hals, Dronninglund, Hadsten, Odder, Lunderskov, Nordborg, Ryslinge, Neksø m.fl., der ufrivilligt får ry som ‘svinekommuner’, får alvorlige odds mod sig i kampen om at tiltrække nye skatteydere og nye erhvervsudøvere. Tilflyttere, i form af familier såvel som igangsættere inden for erhvervslivet, vil selvfølgelig kræve garantier mod at få svinefabrikker som naboer.
Landbrugsloven er en væsentlig årsag til den udemokratiske udvikling. Den sikrer de nye godsejere et omfattende monopol på retten til at eje Danmarks jord.
Kravet om en landbrugsuddannelse for at kunne købe jord er et af midlerne, selvom denne forudsætning er blevet lempet noget gennem årene. I dag kan man dog ikke købe mere end 30 hektar landbrugsjord, medmindre man har en landbrugsuddannelse – eller er minister! Og man har pligt til at drive landbrug på jorden.
Nok så effektivt et magtmiddel er bopælspligten, der kan tages i anvendelse for at sikre monopolet. Interessant er det imidlertid, at langt de fleste landmænd i dag er lovlige ejere af mere end en ejendom – ofte hele fem – selvom de naturligvis kun kan bo på en enkelt af disse. Nogle af Danmarks største landbrug drives faktisk af ejere, der aldrig har boet på ejendommen. Det gælder f.eks. for Fiilsø Gods i Vestjylland på mere end 1.000 hektar, hvis ejer altid har boet i Struer.
Derimod træder bopælspligten i kraft med stor styrke og ofte med dramatiske konsekvenser, når ikkelandmænd forsøger at købe blot et enkelt større landbrug. Ejendomshandler til millioner af kroner kræves hyppigt annulleret – og bliver det – når landboforeningerne beslutter sig for at stå fast på kravet om bopælspligt. Thor Pedersen-sagen demonstrerer den store vilkårlighed, der ligger bag håndhævelsen af bopælspligten.
Helt tydeligt træder monopolets vogtere i karakter, når nogen forsøger at erhverve landbrugsejendomme til andre formål end traditionelt landbrug. For eksempel har golfbaner umådeligt svært ved at få landbrugets velsignelse, medmindre man vil inddrage naturarealer.
Naturbevarende fonde som ejere advarer Landboforeningerne direkte imod.
I 2001 var der en meget omtalt sag i Nordsjælland, hvor en privat fond ville investere op mod 10 mio. kr. i at genskabe naturen i en udtørret sø som en gave til offentligheden. På grund af veto fra Landboforeningerne måtte Frederiksborg Amt og folk i Nordsjælland skyde en hvid pind efter det generøse tilbud.
Monopolet forvaltes gennem de magtfulde jordbrugskommissioner, der skal godkende alle handler med landbrugsjord. Sammensætningen af disse kommissioner afspejler samfundsforholdene, som de var på den tid, Morten Korch skrev sine populære romaner. Det var dengang, Danmark var et landbrugsland, og en overvejende del af befolkningen arbejdede ved landbruget.
Men den dag i dag er det Landboforeningerne og Husmandsforeningen, der udpeger de to lokale landmænd i hvert amt, der sammen med en juridisk sekretær udøver hals- og håndsret over al handel med landbrugsjord i Danmark. Hverken lokale erhvervsfolk, politikere, planlæggere eller repræsentanter for natur- og friluftsorganisationer har noget at sige. De bliver ikke engang hørt.
Jordbrugskommissionernes enevælde blokerer i dag konsekvent for en moderne strukturudvikling i landdistrikterne. Nidkært håndhæver de monopolet på retten til at eje Danmarks jord. Kontrollen med lovligheden af de eksisterende landbrug er derimod langt mere lemfældig.
Det blev til fulde demonstreret, da Fødevareministeriet i oktober 1997 kunne udsende en liste over 1.264 bedrifter, der mistænktes for at overtræde landbrugslovens bestemmelser om loft over den enkelte ejers antal af ejendomme og den samlede størrelse i hektar. Blandt navnene på listen var der en række af landbrugets toppolitikere.
Kontrollen af disse forhold ligger hos Jordbrugskommissionerne, men de nåede kun at behandle 1.001 af disse sager, før landbrugsloven var blevet ændret – og med tilbagevirkende kraft! Folketinget lovliggjorde simpelthen overtrædelserne! Man nåede dog at konstatere, at i 688 af de undersøgte tilfælde (70 procent) var der tale om lovbrud, men de blev ordnet ved hjælp af lovliggørelse, dispensation eller venlige påbud. I Fødevareministeriet har man ingen erindring om ét eneste bødeforlæg i den omfattende sag.
Moralen kunne være den velkendte, at tilladelse er svær at få, men tilgivelse vil man altid kunne opnå. Trods lempelserne i lovgivningen er der fortsat problemer med Jordbrugskommissionernes arbejde. Det fremgår af den mest aktuelle liste fra Fødevareministeriet over landmænd, der søger hektarstøtte til mere end tilladt efter landbrugsloven. Listen er fra november 2001, og ifølge den foregår der stadig ulovlig samdrift af for store arealer eller antal ejendomme på 238 landbrugsbedrifter.
Monopolet på Danmarks jord forsvares den dag i dag med argumentet om sikkerhed for en tilstrækkelig høj produktion til at dække befolkningens behov for fødevarer. Men den effektive danske produktion af landbrugsvarer modsvarer faktisk 15 millioner menneskers behov, så reelt kan vi undvære to tredjedele af landbrugsarealet, uden at nogen behøver at gå sultne i seng.
Ser man på typen af danske produkter, der helt overvejende domineres af svinekød, klinger argumentet endnu mere hult. I vores del af verden, hvor fedme og overvægt hastigt breder sig som epidemiske folkesygdomme, er flæskesteg ikke lige det, der er mest behov for.
Rent faktisk produceres der så mange svin herhjemme, at mere end 80 procent af svinekødet eksporteres – efter at danskerne har mættet sig.
Eksporten går ikke til de områder i verden, hvor befolkningerne sulter.
Svinekødet sælges fortrinsvis til rige lande som Tyskland, England og Japan.
Det er på tide at slå bremserne i for den hastige koncentration af ejendomsretten til Danmarks jord.
Nedlæg Jordbrugskommissionerne og erstat dem med rådgivende udvalg med en demokratisk valgt sammensætning af landmænd, erhvervsfolk, lokale politikere, planlæggere samt repræsentanter for natur- og friluftsorganisationer. Først da får vi gang i en positiv udvikling i landdistrikterne.
Fjern kravet om landbrugspligt for to tredjedele af det dyrkede areal.
Vælg de ringeste jorde, så den gode dyrkningsjord bevares – og så samfundet sparer nogle af de mange milliarder af tilskudskroner, der i dag er den direkte årsag til, at selv de mest usle marginale jorde er under plov. Lad disse arealer komme ud i fri handel blandt alle danskere, og fjern så den korrumperede bopælspligt. Den har for længst mistet al rimelighed.
Set ud fra almenvellets synspunkt er der langt større interesse for og økonomi i at bruge noget mere af jorden til naturnær bosætning, fritidsformål, golfbaner, våde områder, vandrensning, fuglereservater, skovrejsning eller egentlige naturparker – end til deponering af svinegylle.
Et sådant multifunktionelt landskab med fri offentlig adgang for alle danskere vil være et adelsmærke for fremtidens liberale samfund. Samtidig vil det være et demokratisk værn mod det frembrusende godsejervælde – og bananrepublikken.
