Heilmanns forårskalender: Naturens mirakuløse alkymister er atter i arbejde

Summende guldbasser og røde mariehøns, sommerfugle med guldhaler eller glans og glød fra perlemor, dukater, morgenens aurora og kejserligt gyldne kåber giver mental næring og velfærd til den undrende iagttager og kan måske hjælpe os til at se både død og evigt liv i et forvandlet klarsyn

Fortidens alkymister var optaget af at finde vejen til de vises sten og det evige liv, foruden besat af drømmen om at kunne lave guld gennem en forvandlingsproces af mere trivielle og mindre ædle metaller tilsat passende kemikalier. Dette esoteriske tankesæt havde solidt tag i selv giganter som Tycho Brahe og Isaac Newton, som jo ellers havde deres rationelle øjne og kalkuler rettet mod fjerne himmellegemer. Men om man så som Faust havde haft en pagt med selveste djævelen, ville der i bunden af de boblende kolber i alkymisternes dunkle og hemmelige laboratorier dog aldrig have udfældet sig så meget som et gran guld, uanset ingredienserne og hvor stærk ild man end havde varmet op med.

Først gennem kernefysikkens indsigter er det blevet klarlagt, at man må ud til universets fjerne og ekstreme laboratorier i skikkelse af supernovaeksplosioner og stjernekollisioner for at finde energier høje nok til at syntetisere guld og andre tunge grundstoffer som fusionsprodukter af mindre tunge kerner. Herfra har de sjældne stoffer som kosmisk støv fundet vej til og indgået i det stof, som solsystemet og jorden blev dannet af for 4.6 mia. år siden.

Grundstofferne fra den tunge ende af det periodiske system forekommer af gode grunde sparsomt på jorden og er bekostelige at udvinde. Det gælder ikke mindst rækken af de såkaldt sjældne ”jordarter”. Det er en serie på i alt femten metaller med noget nær ens kemiske egenskaber, men med hver sine specifikke og højst eftertragtede magnetiske egenskaber. Udvinding såvel som raffinering af disse kritiske metaller er kompliceret, ressourcekrævende og ydermere stærkt miljøbelastende. Det kræver avancerede kompetencer, bemestret af konkurrerende kredse af tekniske specialister – vor tids alkymister med et skarpt strategisk fokus.

Alkymi på naturens egne betingelser finder ikke kun sted i fjerne kosmiske eruptioner, men på sæt og vis nærmest lige for næsen af os i den levende natur. Hvad der aldrig lykkedes for middelalderens alkymister, synes at være den smalleste sag for enhver insektpuppe. Heri udfolder der sig en forbløffende forvandling af stof, når en larve starter med at nedbrydes til en tilsyneladende triviel og ensartet grå grød, for en tid efter at bryde ud af puppens kolbe som et fuldt differentieret insekt af ædelt stof, med farver, mønstre, vinger, ben, følehorn, sanser og mere til. Og vel at mærke uden at der er tilført hverken energi eller stof undervejs. Det er et af naturens mest forunderlige fænomener, hvor selv fagbiologer kan gribes i at ty til ord som mirakel eller trylleri. Under metamorfosen fastholder nogle af cellerne fra det oprindelige æg åbenbart genomet til det færdige insekt, mens andre celler i grøden som en æggehvide tjener som insektgenesens nærende vækstmedie.

I denne tid af året kommer oliebillerne frem, friske fra puppen. Det er sære trægt krablende små maskiner på seks såvel hjulben som kalveknæ, klædt i blank blåsort brynje, som var de smedet af gadolinium eller et andet kostbart kritisk metal. Og når foråret folder sig mere ud og bliver til sommer, næres vores sanser og sind yderligere af summende guldbasser og røde mariehøns, og af sommerfugle med guldhaler eller med glans og glød fra perlemor, dukater, morgenens aurora og kejserligt gyldne kåber. Denne naturens mirakuløse alkymi giver mental næring og velfærd og kan måske hjælpe os til at se både død og evigt liv i et forvandlet klarsyn. Så bliver det af mindre betydning om man finder de vises sten.

Bannerbillede: Alkymisten på arbejde – øjensynligt med en abe som laboratorieassistent. Anonymt stik.