Heilmanns naturkalender: Kyndelmisse

Trange tider langsomt skrider,

langsomt skrider. Det har den art.

Dagene længes, vinteren strenges,

vinteren strenges. Og det er svart.

Trange tider langsomt skrider,

langsomt skrider. Det har den art.

Det er netop i disse uger rette tid til H. A. Brorsons salme ”Her vil ties, her vil bies”. Alle seks vers rummer et væld af subtile referencer til bibelsk stof, ikke mindst gennem natur- og vinterbillederne. Salmen besidder en særegen sproglig rytme og poetisk kraft, bl.a. gennem de mange hypnotiserende gentagelser og afstemte vokalklange, som kan gøre selv en stålsat rationalist blød i knæene. Men teksten kan tilmed også stimulere den mere analytiske hjernehalvdels snørklede vindinger med associationer, som af gode grunde ikke har strejfet 1700-tals pietisten Brorson.

Dagene længes, vinteren strenges, står der i det citerede vers to. Naturvidenskabeligt anskuet kan det første siges at være en nødvendighed, det andet en mulighed. At dagene længes kan vi regne med som sikkert, fordi den deterministiske bevægelse af jorden, med sin egen omdrejningsakse på sned, i sin svagt elliptiske bane omkring solen, med omløbstiden 365,2425 dage, er en konsekvens af, at solen er så enormt meget større end Jorden og solsystemets øvrige medlemmer. Trods de andre planeter, måner og kometer bliver Jordens tyngdekraftsstyrede runddans et anliggende så godt som udelukkende mellem solen og jorden – den reduceres til et såkaldt tolegeme-problem. Allerede på Brorsons tid kunne man regne den ud, både frem og tilbage i tiden. Erkendelsen af at det var et lykkeligt særtilfælde kom først langt senere.

Oplysningsberusede naturfilosoffer og matematikere med franske P.-S. Laplace i front forestillede sig omkring 1800, at himmelmekanikkens strålende triumfer i princippet ville kunne overføres til i bogstavelig forstand alt muligt andet mellem himmel og jord, blot man havde en dæmon med enorm regnekapacitet til rådighed. Det blev den legendariske franske matematiker, fysiker og polyhistor Henri Poincaré, der ca. hundrede år senere trak det logiske tæppe væk under sin ældre landsmands mekaniske verdensmodel. Poincaré demonstrerede, at den velkendte og fejrede eksakte matematiske behandling af to legemers indbyrdes dynamik ikke lader sig udvide til flere end netop to. Allerede når der er tre legemer involveret, bryder den eksakte analyse sammen – det er indholdet i Poincaré´s berømte trelegeme-problem.

Forestiller man sig et alternativt solsystem med f.eks. tre kloder: jorden og månen og en lilleputsol af sammenlignelig størrelse og tilsvarende nærmere, ville ingen ønske at være til stede. Den samme veldefinerede tyngdekraft som før ville give komplet uforudsigelige og tumultariske indbyrdes bevægelser, Dage og nætter, måneder, år, årstider, solopgange, måne- og solformørkelser og klima ville være meningsløse kategorier, totalt kaos ville råde, alt hulter til bulter, og liv ville næppe være muligt.

Der er derfor al mulig grund til at skønne på, at vores kære sol er så enorm stor og samtidig så tilpas fjern, at vi effektivt set er involveret i et venligt og passende tempereret kosmisk tolegeme-problem. Langsomt skrider tiden og året, til tider trangt; men vi kan trygt forlade os på og glædes ved tanken om, at dagene længes og efter vinter kommer vår og siden en sommer lang.

At vinteren strenges er et muligt udfald, som synes at komme til at passe netop i år. Tilfældigvis. Men vejrsystemerne har en dynamik som et kaotisk ”mangelegeme-problem”, hvis modellering tidens kraftigste supercomputere højst kan fremskrive med rimelig sikkerhed nogle dage frem. I slående kontrast til f.eks. de præcise forudsigelser af solformørkelser årtier og århundreder ud i fremtiden.

Bannerbillede: Naturen er fuld af kaotisk dynamik med uforudsigelig formdannelse til følge, som f.eks. fremvæksten af isblomster. Ikke to snefnug er ens. Deterministiske forløb hører overalt i naturen til undtagelserne. Foto: Ian Heilmann