Der var en gang et lille land, som levede af at producere og eksportere landbrugsprodukter og fisk

Af Niels Riis Ebbesen, info@niels-ebbesen.net

Dengang da landbruget, gartnerierne, frugtplantagerne og erhvervfiskeriet var ‘krumtappen’ i den danske økonomi, der havde disse erhverv naturligvis en meget stor politisk magt, og der er sikkert ikke en minister for landbrug og fiskeri, som ikke har prøvet at skulle stå skoleret inde på Axelborg eller på Fiskeriforeningens hovedkontor.

Men midt i 1960’erne måtte både landbruget og fiskeriet konstatere, at de begge var blevet overhalet af en hurtig voksende industrieksport, og hele den flok af politiske pampere, lobbyister, rådgivere, konsulenter, agronomer, dyrlæger, o.s.v., som havde og stadig har levet meget højt på at være toppen af landbruget, var hurtige til at indse problemet, for med den hast, der var på udviklingen, så ville der kun gå nogle få år, så ville deres ekstremt vellønnede jobs forsvinde, da nogle få tusinde landmænd ikke ville have råd til at betale for dem.

Hos Landbrug & Fødevarer, som dengang hed Landbrugsrådet, var man straks OBS på problemet, og der er hen over de sidste 70 år brugt enorme summer på reklamekampagner, som har udbredt en løgnhistorie om landbrugets kæmpestore betydning for beskæftigelsen, samfundsøkonomien og eksporten. Man gik endda så langt, at man opfandt begrebet fødevareklyngen, som skulle give danskerne et indtryk af, hvor mange jobs der var relateret til landbruget, og alt og alle blev talt med. I fødevareklyngen medregnede man blandt andet de bagerjomfruer, som søndag morgen solgte rundstykker til danskerne.

Summa summarium er, at det i mere end 70 år helt uberettiget er lykkedes for landbruget at fastholde alle dets mange privilegier, subsidier og støtteordninger, og en praksis som faktisk gør, at landbruget mere eller mindre er undtaget fra reglerne i dyreværnsloven. Det er f.eks. sådan, at hvis en kennelejer gav sine hunde de samme betingelser, som en landmand, der producerer grise, giver dyrene, så ville han straks ryge i fængsel.

Men her i 2026 er vi så nået dertil, hvor landbruget har spændt ‘buen’ så hårdt, at den simpelthen er knækket. Det er ved at gå op for flertallet af danskerne, at historien om alle landbrugets mange fortræffeligheder er en kæmpestor løgn.

Siden introduktionen af sprøjtegifte i 1950’erne, har landbruget sammen med kemiindustrien på et fuldstændigt løst grundlag fået godkendt et utal af sprøjtegifte, og myndighederne har med lukkede øjne accepteret vidtløftige forklaringer om, at de mange tusinde tons gift, som landbruget hvert år spreder på deres afgrøder, forsvinder og bliver til ingenting.

De seneste undersøgelser har vist, at der er rester af sprøjtegifte i over halvdelen af alle danske drikkevandsboringer, og flere TV-udsendelser har blotlagt den ikke eksisterende dyrevelfærd i de danske svinestalde. Det har naturligvis medført nogle kraftige reaktioner, og flertallet har ved det seneste folketingsvalg markeret, at der skal ske en oprydning af forholdene i det danske landbrug. Der skal være styr på dyrevelfærden, og danskerne vil ikke have ødelagt vores fælles grundvand med sprøjtegifte.

Landbrugets reaktion har helt forventligt været voldsom, de har jo været vant til en udstrakt grad af særbehandling, så derfor har erhvervets modsvar i første omgang været truende. Landbruget har dog helt glemt, at det faktisk ikke har noget at true med.

Fiskerierhvervets historie er lidt anderledes, men den er på mange måder mindst lige så ‘kulørt’ som landbrugets.

Det startede med at gå galt i begyndelsen af 70’erne, da erhvervsfiskeriet blev industrialiseret. Før den tid kunne over 1600 små blå fiskekuttere hver dag sejle ud og fiske alt det de kunne, uden kvoter eller andre former for reguleringer, og fiskernes samlede belastning var ikke større end, at bestandenes reproduktion sagtens kunne følge med.

Da erhvervsfiskeriet i løbet af 70’erne blev industrialiseret, gjaldt der pludselig kun EN regel: Reglen var, at de fiskekuttere, som havde de største og stærkeste motorer, og som kunne slæbe de største trawl, de kunne så fange flest fisk og derfor tjene flest penge.

Problemet var så bare, at naturen og fiskebestandene slet ikke kunne følge med til en så intensiv udnyttelse, og i løbet af 80’erne kollapsede de fleste bestande af konsumfisk. Efterfølgende måtte politikerne kaste flere redningskranse ud til fiskerne, hvor skatteyderne bl.a. betalte for ophugningsstøtte til mange hundrede fiskekuttere, så ældre fiskere kunne gå på pension med en lille klatskilling i lommen.

Der blev så indført et kvotesystem for at beskytte de rester af fiskebestande, som var tilbage, så de måske kunne genopbygge sig selv.

Men erhvervsfiskerne betragtede ikke kvoterne som en hjælp, men derimod som en straf. De kunne eller ville ikke indse, at de var i fuld gang med at fange de sidste fisk, og de forsøgte med alle midler at omgå og sabotere kvoterne. Der blev ligefrem lavet TV-udsendelser, som viste, hvordan fiskerne legede kispus med fiskerikontrollen.

Sidenhen, hvor fiskerne mere eller mindre har lært at leve med kvoterne, blev de nærmest til en handelsvare mellem fiskerne, hvor enkelte fiskere har opkøbt så mange kvoter, at de er blevet såkaldte kvotekonger, som er blevet milliardærer på at fange samfundets fisk.

Og her i 2026 må vi desværre konstatere, at både erhvervsfiskeriet og industrilandbruget stadig anvender metoder og driftsformer, som udgør en uacceptabel og ødelæggende rovdrift på naturen og miljøet.

Men borgerne i et gammelt landbrugs- og fiskeriland som Danmark, skal naturligvis have adgang til gode og sunde landbrugsprodukter, grøntsager, frugt og friskfanget fisk fra havet omkring Danmark.

Derfor ville det være en optimal løsning, hvis fiskeriet og landbruget, via en stram lovgivning og et revideret kvotesystem, blev reduceret til nogle størrelser, så der her i Danmark ikke blev produceret flere landbrugsprodukter, grøntsager og frugt, eller fanget flere fisk, end det lige nøjagtig dækker forbruget på det danske hjemmemarked.

Kvoterne på fangst af fisk og skaldyr skal naturligvis gives til de fiskere, som kan garantere, at de vil anvende  skånsomme redskaber og metoder.

På den samme måde med landbruget: Der skal kun gives produktionskvoter til de landbrug, som kan garantere en god dyrevelfærd og produktion uden brug af  sprøjtegifte.

En reduktion af landbrug og erhvervsfiskeri vil stort set ikke få nogen Dbetydning for Danmarks BNP, for dels er eksporten af forarbejdede landbrugsprodukter og fisk ikke større end den er til at overse, og konkurrencen på verdensmarkedet har medført, at indtjeningen på eksporten er marginaliseret. I forhold til landbrugets eksport, så skal der også modregnes en meget stor import af landbrugsmaskiner, kemiske gødninger, sprøjtegifte, dieselolie og soyaprotein til foder.

Når landbrugets produktion ikke skal være større end at Danmark er selvforsynet med landbrugsprodukter, grøntsager og frugt, så vil det selvsagt medføre, at det opdyrkede areal bliver væsentligt reduceret, så der vil være råderum for, at store områder kan blive til skov og vild natur.

Et nedskaleret landbrug vil også indebære meget store besparelser på alle de kontante støtteordninger, og landbrugets CO2 udledning og kvælstofforurening vil ligeledes blive reduceret.

Og for at landbruget ikke skal kunne komme og kræve sig kompenseret for den nødvendige omlægning, så skal samfundet bare lukke af for alle støtteordninger og subsidier. Dette vil medføre, at alle de urentable bedrifter vil lukke ned af sig selv, og lovgivningen omkring produktionskvoterne skal så bare være udformet således, at det kun er de bedrifter, der vil opfylde de fastsatte betingelser, som kan få landbrugsstøtte.

Hvad angår dem som er beskæftiget i landbruget og erhvervsfiskeriet, så er der masser af industrivirksomheder der vil kunne absorbere den arbejdskraft, der bliver overflødig, og det er jo sådan, at en stor del af de ansatte i landbruget er underbetalte østeuropæere og afrikanere under særlige landbrugsstøtteordninger.