Fra 5. maj til 6. august 2020 er der åbnet for en ny tilskudsordning for slagtesvinestalde. Der er afsat 85 mio. kr. på finansloven til modernisering og nyetablering af slagtesvinestalde, og puljen kan række til etablering af op til 90.000 nye stipladser

Af Helene Meden Hansen

Under påskud af ”grøn klimastøtte” bliver de store svineavlere nu begunstiget med op til 25 pct. af udgifterne til byggeri, og samtidig kan regeringen greenwashe sig ud af støtte til en syg kødproduktion, hvor samfundet poster penge i et bundløst hul til gavn for kødglade kinesere og store svineproducenter. Tilbage står Danmark med hele forureningen og regningen for samme. For samfundet står for finansieringen som sædvanligt. Borgere i landdistrikterne betaler dobbelt – både med pengepungen og med helbredet som indsats ved at bo tæt på intensive svinefabrikker

Helene Meden Hansen. Privatfoto

DER ER ingen fornuft i at støtte større og flere kæmpefabrikker med svin i Danmark. Argumentet er som oftest, at de gamle svinestalde forurener mere end de nye, fordi der kan installeres forureningsbegrænsende teknologi på de nye.

Og det er sådan set også korrekt.

Man glemmer blot, at nye slagtesvinestalde (og støtten til dem) betinges af omkostningseffektivitet. Det handler i bund og grund om at få produktionsomkostningerne ned pr. produceret enhed (læs: gris).

JO STØRRE en stald er, jo flere producerede enheder er der til at sprede omkostningerne ud på. Dermed bliver nye svinestalde meget større end de gamle stalde. Ofte 6-10 gange større. Uanset hvilken teknologi man installerer, så giver en mere intensivt drevet stald en større punktforurening til omgivelserne. Samtidig er smittefaren blandt svinene også langt større.

NÅR omkostningseffektivitet også er et afgørende parameter for tildeling af støtte, siger det sig selv, at de største vil få mest i tilskud. Flere produktionsenheder i en stor stald er mere økonomisk rentabelt end færre svin i en mindre stald. Dermed kommer tilskudsordningen til at favorisere de store svineavlere, som i forvejen har en ganske god indtjening.

De mindre bedrifter vil ikke kunne score højt nok på omkostningseffektiviteten, og så er vejen banet for, at endnu flere mindre bedrifter kan opsluges af de store, og dermed intensiveres svineproduktionen yderligere på færre hænder.

Svineproducenterne skovler penge ind som aldrig før (den blå kurve), men alligevel vælger en socialdemokratisk regering at øge den økonomiske støtte fra skatteborgerne. Kilde: Danmarks Statistik

DEN forureningsbegrænsende teknologi skal installeres som et krav for at opnå tilskud. Men i landbruget opererer man med et ”proportionalitetsprincip”. I udgangspunktet skal svineavleren bruge den bedst tilgængelige teknologi på markedet (BAT) i forhold til at minimere forureningen fra stalden.

Men hvis denne teknologi bliver ”for dyr” at installere pr. produceret enhed, gøres der brug af ovennævnte proportionalitetsprincip.

Dette vurderes ud fra ”branchens generelle økonomiske formåen”, og altså ikke den enkelte landmands egen økonomi. Et noget aparte princip, hvis man skal se på branchens generelle økonomiske formåen. Som aldrig før skovles der penge ind i øjeblikket, og prisen på svinekød har ligget højt i meget lang tid takket være svinepest i Kina og andre lande.

PENGENE til støtteordningen udbetales af fødevareministeren, men kommer oprindeligt fra Den Europæiske Landbrugsfond, hvis formål bl.a. er ”at finansiere og styrke livet og udviklingen i landdistrikterne”.

Hvis der er noget, som de megastore svinefabrikker ikke styrker, så er det livet og udviklingen i landdistrikterne. Tværtimod. I Landsforeningen mod Svinefabrikker bliver vi ugentligt kontaktet af borgere, som i den grad føler sig magtesløse over at være nabo til en eller flere svinefabrikker. De ønsker at flytte, men kan som oftest ikke sælge deres huse.

De bliver stavnsbundne til at bo og leve et sted med helbredsrisici og økonomisk ruin. Rundt om dem lukker lokalsamfundene ned, fordi der mangler arbejdspladser og aktivt erhvervsliv. Skolerne lukker, og butikslivet uddør. Svinefabrikkerne er mennesketomme fabriksbygninger med en enkelt personbil på polske plader parkeret foran de ellers hermetisk lukkede bygninger.

Til trods for et faldende kødforbrug i både Danmark og EU, så øges produktionen af svinekød voldsomt, og priserne følger med. Det skyldes det umættelige marked i den kommunistiske diktaturstat Kina, som dansk landbrug leverer stadig større mængder kød til. Kilde: Danmarks Statistik

SÅ DER er tale om, at danske skatteydere betaler en masse penge til EU. EU sender så en del af disse penge tilbage til den danske regering øremærket til landdistriktsudvikling. Regeringen uddeler så en del af disse midler som ”grønne investeringer” til udvidelse af den i forvejen enormt forurenende svineproduktion, vi har i landet. Grønne investeringer pakkes ind i ”miljørigtig teknologi”, som i forvejen er nødvendig at installere. Ikke til gavn for naboer og natur, men udelukkende for lovmæssigt at kunne placere de gigantiske svinefabrikker i det åbne land.

Svineavlerne vinder, lokalsamfundene og naturen taber stort. Overskuddet investeres i svineavlernes udenlandske interesser og bidrager dermed ikke til udvikling i det danske samfund.

STØTTEN til flere stipladser i slagtesvinestalde falder på et meget ”belejligt” tidspunkt, hvor Landbrug og Fødevarer har været ude med en 17-måls plan for at få Danmark i gang igen efter corona-krisen.

Det er desværre ikke de 17 verdensmål, de har ladet sig inspirere af. Blandt de mange tiltag (som alle kræver støtte fra staten) er netop investeringer i ”miljørigtige stalde”.

Der skal altså bygges flere svinestalde og eksporteres mere svinekød ud af Danmark, hvilket indebærer udenlandsk arbejdskraft i de danske stalde og forarbejdning på udenlandske slagterier bemandet med underbetalte østeuropæiske arbejdere. Skatteborgerne betaler for, at Danmark kan være hele Kinas pølsevogn.

Sådan mener L&F, at vi skal få hjulene i gang igen efter corona …

Den danske regering betaler kinesiske journalister og bloggere for at skrive pænt om dansk landbrug som led i afsætningen af svinekød til riget i midten. Her er det daværende førvareminister Esben Lunde Larsen (V), der poserer i august 2017 sammen med betalte mediefolk fra Kina.

MEN eksporten er jo vigtig for dansk økonomi, vil et kor af svineavlere og interesseorganisationer råbe. Sagen er blot, at landbruget samlet udgør mindre end 2 pct. af det danske BNP og er dermed ikke særlig betydningsfuldt. Dertil skal lægges regningen for forureningen af vores luft, grundvand, jord og havmiljø samt CO2-udledningen fra kødproduktionen og soyaimporten. Så virker det hele som en endnu dårligere forretning, og vi spiser af vores egen hale.

I denne ekstremt følsomme økonomiske periode, som vi går ind i nu, vælger regeringen at uddele 85 millioner skattekroner til svineindustrien. Hvordan kan vi være det bekendt? En industri, hvor de få tjener på, at de mange er tvunget til at betale for deres forarmning af natur, miljø, helbred og økonomi.

HVOR ville det dog give mere mening, f.eks. at yde tilskud til mindre bedrifter med mangfoldig planteavl. På den måde kunne man støtte både en overgang til mere klimavenlig plantebaseret kost hos forbrugerne, en højere fødevarekvalitet og en bedre biodiversitet på markerne og i naturen.

Og samtidig – særligt i lyset af coronakrisen – sikre en bæredygtig fødevareforsyning med egne produkter til konsum i Danmark. En slags national selvforsyning. Det ville skabe flere arbejdspladser i landdistrikterne, en større bevidsthed om fødevareproduktionen hos forbrugerne, samt en bydende nødvendig reduktion af klimagasudledningerne.

Info om Landsforeningen mod Svinefabrikker

Helene Meden Hansen fra Holbæk er formand for Landsforeningen mod Svinefabrikker, uddannet økologisk landmand og cand.comm.

E-mailadresse: info@landmodsvin.dk

Hjemmeside: www.landmodsvin.dk hvor alle kan indmelde sig som medlem af foreningen.

One Comment

  1. Tom Vestergård

    Svineproduktionen er blevet industri og bør derfor ikke være en del af en landbrugspolitik. Al kød bør være en del af en bæredygtigheds strategi. Begrebet ‘skovsvin’ skulle måske sættes på dagsordenen. Et mere nuanceret syn på de dyr vi spiser som en del af den biologiske diversitet.

Skriv en kommentar