Det virker naturligt, at store fugle og dyr flygter, når vi nærmer os i naturen. Men i virkeligheden er det jagten, der gør dem sky. På steder, hvor der kun er lidt eller ingen jagt, er selv større fugle og andre dyrs flugtafstand ofte blot 10-40 meter, mens de på steder med intensiv jagt som i Danmark ofte flygter på flere hundrede meters afstand, når vi færdes i naturen
Af Hans Meltofte, dr.scient. og emeritus, Aarhus Universitet
I mere end 100 år har det været debatteret, hvordan jagt påvirker de vilde dyr og fugle direkte, dvs. om jagten reducerer bestandene, eller jægerne blot høster en overskud, som alligevel ville dø. I stedet for at gå ind i den debat har jeg analyseret de indirekte effekter i form af flugtafstande for gæs, ænder og vadefugle ved hjælp af data fra mere end 8000 målinger verden over og sammenholdt målingerne med intensiteten af jagt.
Forskellene var markante.
Flugtafstande vokser dramatisk med jagt
Fugle i områder uden eller med kun lidt jagt, flygter i gennemsnit på 26 meters afstand fra en gående person, mens afstanden stiger til hele 307 meter i områder med jagt, som fx i det meste af Danmark. Og det gælder vel at mærke også uden for jagtsæsonen.
På havet var forskellen endnu større. Her var den gennemsnitlige flugtafstand i områder uden jagt 32 meter overfor mennesker i både, mens den var hele 509 meter i områder, hvor der blev drevet jagt. Både til lands og til vands taler vi altså om mindst en 10-dobling af den afstand, dyrene flygter på.
Det er ikke alene de jagede arter, der bliver mere sky. Også andre arter, der opholder sig i områder med jagt, bliver meget mere sky. Det gælder fx for vores traner, store rovfugle og svaner udenfor byerne.
Konsekvensen er, at fuglene bliver jaget væk fra store områder, hvor de ellers kunne hvile og søge føde. Arealet, de flygter fra, er cirka hundrede gange så stort i områder med jagt, som i lande uden eller kun med lidt jagt.
Det betyder, at vi andre, som blot færdes i naturen, uforvarende kommer til at forstyrre langt mere, end vi ellers ville have gjort. Formentlig op til 1000 gange mere, fordi fuglene møder mennesker i naturen langt oftere, end de møder en jæger. Selv om en jæger i øjeblikket selvfølgelig forstyrrer mere under jagten.
Vi ved endnu ikke, hvor meget fordrivelsen fra levesteder påvirker bestandene. Men det er indlysende, at fuglene får sværere ved at finde føde.
Helt klart er det, at øget skyhed reducerer både børns og voksnes mulighed for store naturoplevelser. Hvorfor skal store flokke af gæs kun være noget, der kan opleves på lang afstand, eller når man har en bil at skjule sig i? Det medfører, at det er nødvendigt at beskytte fuglene med reservater og andre adgangsbegrænsninger, hvor ikke alene jagt, men også andre menneskelige aktiviteter er forbudt.
Behov for mere viden – og politisk handling
Biologer fra Aarhus Universitet har i mange år været førende i verden i forskning om forstyrrelser fra jægere på jagt, men denne afledte effekt har kun fået begrænset opmærksomhed. Det til trods for, at de indirekte forstyrrelser fra jagt via unaturligt store flugtafstande kan have nok så alvorlige konsekvenser for bestandene som de kendte direkte forstyrrelser fra jagten.
Et bedre kendskab til omfanget og især effekterne af den stærkt øgede skyhed, som jagten forårsager, synes nødvendigt, når politikerne skal balancere hensynet til artsbeskyttelse, jægernes interesser og vi andres muligheder for at opleve naturen. At dyr bliver sky, når de jages, er indlysende – og bør allerede nu indgå i forvaltningen af de kommende, strengt beskyttede naturområder.
Se analysen her.
Denne artikel har været publiceret af POV International 26. august 2025.
Bannerbillede: Hvor fuglene ikke jages af mennesker, er de ofte meget tillidsfugle. Indisk Skovstork, Myanmar. Foto: Niels Poul Dreyer
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Det er min bekymring at det også gælder for ulven.
Jeg ved godt at det er et følsomt emne, men når fugle og andre arter bliver frygtsomme af jagt, hvordan kan man så tro at ulven vedbliver med at være bange for mennesker når den ikke jages.
Vh Lars Boelsmand
Hej Lars Boelsmand
Jeg er helt enig. Se vedhæftede indlæg i JP.
Mange hilsner
Hans
Jyllands Posten mandag 19. maj 2025
En død ulv har ikke lært noget
Truende ulve har brug for en gummikugle. Så lærer de at holde afstand til mennesker.
En død ulv kan ikke lære sine artsfæller, at mennesker skal man holde sig fra. Det kan den derimod, hvis den én gang har ”smagt” en gummikugle, skriver Hans Meltofte. Arkivfoto
Hans Meltofte Dr. scient., biolog, København Ø
Den ofte fremførte påstand om, at ulve er sky af natur, holder ikke. Det kan man nemt konstatere i Oksbøl. De skal holdes sky. Det opnår man ikke med skræmmemidler. Det gør derimod et blåt baglår efter en gummikugle. Derfor er det mig en gåde, hvorfor alle statens vildtforvaltningskonsulenter i Jylland ikke er udstyret med geværer med gummikugler, så de hurtigt kan rykke ud til ulve.
Planerne om at ”regulere problemulve” holder ikke ulvene sky. En død ulv kan ikke lære sine artsfæller, at mennesker skal man holde sig fra. Det kan den derimod, hvis den én gang har ”smagt” en gummikugle. Det er barskt, men langt bedre end at slå ulven ihjel.
Derfor bør alle, der ønsker sameksistens mellem ulve og mennesker, støtte sådan en ordning, i stedet for at ulvene skal skydes. Og så skal ”sikre” ulvehegn naturligvis gøres reelt ulvesikre.
Hverken fugle eller ulve er ubekendte med om de jagtes og hvor de jagtes, og holder derfor en sikkerhedsafstand i de risikable områder. Mig bekendt er ulve generelt meget sky – ved ikke om de skyldes at mennesker i umindelige tider har været bange for ulve (angst “smitter” eller rettere kan lugtes af hunde) hunde og ulve er som bekendt meget nært beslægtet. Så Lars og Hans I har sandsynligvis ikke grund til at være bange for ulve eller hunde med mindre I skyder efter dem eller binder dem.
Kære Nora
Nej, ulve er ikke sky af natur. Det er noget, de har lært af århundreders beksydning i beboede områder. Se her, hvad jeg selv har oplevet i Nordøstgrønland:
En junidag i 1998 sad jeg på hug ved en kjoverede og målte, hvor meget æggene var ruget. Kjoverne dykkede aggressivt tæt over hovedet på mig, og jeg skyndte mig væk, så snart jeg var færdig. Men kun 10-15 m væk var der noget inde i baghovedet, der sagde mig, at der var noget galt: kjoverne dykkede ikke mere over hovedet på mig, men over noget lige bag mig. Jeg vendte mig om og stod ansigt til ansigt med tre hvide ulve præcis der, hvor jeg lige havde siddet. Vi kiggede et langt minut på hinanden, hvorefter de en for en vendte om og løb op i bakkerne, hvor de fem minutter senere stod og hylede ud over dalen. Hver enkelt af dem kunne let have lagt mig ned, men ulve angriber ikke voksne mennesker, der står op. Det var det, at jeg sad ned, der gjorde mig ’interessant’. De opdagede aldrig kjoveæggene, som klækkede succesfuldt to uger senere.
Også Slædepatruljen Sirius har oplevet ulve, der fulgte et slædehold i dagevis på en snes meters afstand.
mange hilsner
Hans