Ret beset er ødelæggelsen af livet i havet omkring Danmark en af de groveste forbrydelser, der er begået herhjemme i de seneste 25 år. Anderledes kan man ikke retvisende beskrive den bevidste og systematiske nedbrydning af det marine miljø i de danske farvande. Alligevel er forbryderne aldrig blevet straffet, og regeringen lader landbruget fortsætte med at fodre det dræbende fedtemøg
KOMMENTAR Da den forrige SVM-regering indgik den såkaldte Aftale om et Grønt Danmark i juni 2024, påstod dens politikere, at aftalen om Den Grønne Trepart ville forandre Danmark markant i de kommende år. Midlerne skulle være mere natur i nærområderne, mindre forurening af grundvandet og sundere havmiljø med en massiv indsats mod kvælstofudledning og iltsvind for at bringe livet tilbage i fjordene og kystvandene.
Men alt sammen på længere sigt. Faktisk først helt fremme i 2045.
Selvom havmiljøet befinder sig i en dramatisk krise, der kun kan karakteriseres som en dødskamp for en række fjorde og større kystområder, så afviste den daværende regering kategorisk at yde havet akuthjælp. Alle kendte årsagerne til fedmøgets hærgen, men alligevel sagde politikerne nej til en øjeblikkelig opbremsning af landbrugsforureningen med næringsstoffer.
Årsagen til fedtemøget var den ekstra gødning, landbrugspakken fra februar 2016 havde givet landbruget ret til at udbringe, men rulle pakken tilbage ved at fjerne de ekstra tons her og nu sagde regeringen nej til.
Ifølge aftalen havde man valgt et ”langsigtet grundlag for omlægning og omstilling af Danmarks arealer og af fødevare- og landbrugsproduktionen. Indsatserne i aftalen vil reducere sektorens udledninger af drivhusgasser og bidrage til at indfri Danmarks 2030-klimamål samt sikre bedre vilkår for natur, biodiversitet, vandmiljø og drikkevand.”
Nu er der så gået mere end to år siden aftalen blev indgået mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening. En ny regering er også kommet til med fortsat deltagelse af Socialdemokraterne og Moderaterne, mens Venstre er gledet ud, og ind som nye ansvarlige er kommet Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre.
Denne regering kalder sig selv den grønneste nogensinde, og den miljøansvarlige minister Christian Rabjerg Madsen (S) sendte en klar besked til landbruget blot tre uger efter regeringsdannelse: ”Ambitionerne bliver ikke rykket en millimeter”.
Det blev de så alligevel.
Allerede 19. juni havde ministeren skubbet kvælstofindsatsen et år frem i tiden. Først i januar 2028 skal landbruget levere de livsnødvendige besparelser på kvælstofkontoen. Landbrugslobbyisterne havde skaffet sig nok et år til at kaste grus i maskineriet. Det betyder, at tiden går med fortsat forurening, og at ”kvælstofhammeren” kan ende med at være fremstillet af skumgummi.
Først i august kom så det næste svigt. Som for at føje spot til skade viser den ”grønne” regering sig tilsyneladende parat med økonomiske tilskud for at sikre en fortsat stor svineproduktion. I et interview med Jyllands-Posten den 5. august henviste Christian Rabjerg Madsen til, at regeringen i dag generelt arbejder for, at det skal gøres nemmere for nye landmænd at overtage og udvikle landbrug. Han tilføjede:
»Det vil være helt naturligt, at griseproduktionens rammevilkår indgår som en del af de drøftelser. Jeg er sikker på, at vi i fællesskab kan finde gode løsninger for fremtidens danske griseproduktion.«
Den grønne indsats kører i slæbegear
Lyder det sortsynet? Dagbladet Information har set nærmere på, hvad de to år+ er blevet brugt til. Resultaterne er ikke imponerende.
Hvis man har gået og tænkt over, hvordan det egentlig skrider frem med den historisk store omlægning af dansk landbrugsjord, er svaret: langsomt. Det fremgår af ministeriets egen statusside.
Indtil videre er de danske fjorde, åløb og søer blevet sparet for 28 tons skadeligt kvælstof, viser regeringens statusside. Det er bogstaveligt talt ingenting, når man tænker på, at landbruget sammenlagt skal reducere 12.776 tons. Det svarer til at være nået 0,2 procent af vejen.
Det samme gælder skovene. Her er der kommet 547 hektar ny skov ud af de 250.000 hektar, der skal rejses. Også 0,2 procent.
Og så er der arbejdet med at få de jorde, som landbruget har drænet vandet væk fra med betydelig statsstøtte for at få mere dyrkbar jord, tilbage til deres naturlige tilstand som mose og ådaler. Pointen med det er at gøre dem til gode levesteder for planter, insekter og dyr og stoppe udledningen af CO₂ til atmosfæren og kvælstof til havene. Her er drænene blevet fjernet på 728 hektar ud af 140.000. Det er 0,5 procent.
Nu kan man sagtens indvende, at der er langt flere projekter på vej. Og det er rigtigt, at projekterne med at forandre landskabet ofte tager så lang tid at gennemføre, at der på et tidspunkt vil være et større antal projekter, som når i mål. Der er således givet tilladelse og støtte til at begynde arbejdet med at omlægge lavbundsjorde – som vil bringe os op på 16 procent. Og yderligere 52 procent skal forundersøges for at se, om projekterne kan lade sig gøre.
På kvælstofområdet er der rundt omkring i landet også udpeget langt mere jord, der potentielt kan tages ud, end der skal til ifølge planen. Det er et godt udgangspunkt for at nå målet. Men intet af det ændrer ved, at der er lang vej igen, før der reelt løber mindre kvælstof fra gylle og gødning ud i vandmiljøet.
Akut førstehjælp kunne man derimod have ydet havet, hvis landbrugspakken straks var blevet rullet tilbage. Men det turde ingen politikere binde an med.
Hvem har ansvaret for fedtemøget?
De fleste ville nok afvise, at der skulle findes så megen politisk kynisme, at nogen folkevalgt politiker eller regering ville ofre livet i vort moderlige hav for at tækkes en marginal vælgergruppe. De tager fejl. Overalt langs de danske kyster skyller det ildelugtende fedtemøg i land som den direkte konsekvens af magtfuldkomne politikeres leflen for landbruget.
Forbrydelsens omfang kan der ikke herske tvivl om. Fiskene er flygtet, ålegræsset rådner, og på havbunden breder iltsvindet sit hvide liglagen. Tilsmudsningen med fedtemøg af fjorde og kystnære havområder er sandsynligvis irreversibel – eller sagt på jævnt dansk, en forbrydelse, der aldrig kan gøres god igen. Og overalt langs kysterne fortvivler befolkningen over tabet.
Årsagen til fedtemøgets opkomst hersker der ingen tvivl om. Alt for store mængder næringsstoffer fra landbrugets handelsgødning og gylle (læs: urin og afføring fra mere end 200 mio. husdyr) forårsager den voldsomme opblomstring af slimede alger, som vi kalder fedtemøget. Det kvæler al naturlig vegetation i havet og jager fisk og bunddyr på flugt.
Indtil 2016 havde miljøet i de fleste fjorde og kystområder lige præcis magtet at neutralisere denne forurening, men så kom den politiske landbrugspakke. Den lovliggjorde en voldsom forøgelse med op mod 20 procent mere gødning, og det blev strået, der knækkede kamelens ryg.
De skyldiges identitet er der ingen tvivl om. Agroproducenterne i verdens hårdest dyrkede land står for udslippet, men er de forbrydere? Nej, ansvaret var aldrig deres, om end de kunne have taget det frivilligt på sig. Det gjorde de bare ikke, men fortsatte med at gøre, hvad der var godt for deres økonomi, indenfor lovens rammer.
Så ansvaret – hvor ligger det? Det kan der heller ikke herske tvivl om: Hos de politikere, der med åbne øjne trodsede al fagkundskab for at give frit løb for forureningen. Rene Christensen (DF), Mette Bock (LA), Rasmus Jarlov (Kons.) og Erling Bonnesen (V) må i dag se tilbage i vanære som blandt ophavsmændene til fedtemøg og liglagner.
Ministeren, der pressede landbrugspakken igennem, måtte ganske vist forlade sin taburet, fordi hun blev grebet i at lyve, men Eva Kjer Hansen (V) indrømmede aldrig sin skyld. Hendes politiske chef forsvarede hende også til det sidste og gjorde sig dermed medskyldig, men slap alligevel for al videre tiltale. Trods sit åbenlyse ansvar for både den forurenende landbrugspakke og for hans ministers usande oplysninger blev skytset aldrig rettet mod den daværende statsminister. Lars Løkke Rasmussen stod fader til fedtemøget, men slap for videre tiltale.
Ødelæggelsen af havet omkring Danmark har været uden konsekvenser for de skyldige politikere. Tilbage står en befolkning, der er blevet frarøvet, hvad de fleste vel altid har betragtet som et umisteligt gode, og tabet skal også bæres af vores børn og børnebørn og deres børn og børnebørn langt ud i fremtiden.
Bannerbillede: Mindesten for det rene hav ved Saxild Bugt i Østjylland. Privatfoto
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Det er deprimerende læsning… og jeg har kun et spørgsmål!:
Er havenes tilstand, dyrevelfærds problemerne, klimaforandringerne, forureningen o.s.v. ikke i lige så høj grad befolkningens ansvar, i.h.f. den del af verdens befolkning, som klandrer de selv samme politikere, som de selv har givet mandat til ikke at handle på vegne af klimaet, kloden, dyrene og menneskeheden?
Undskyld mig, men vi har dælm dytme alle et ansvar for vores eget forbrug, misbrug af resurser og vores valg af politikere!!
Sagen er den, at de der tager individuelt ansvar, er bevidste forbrugere, ikke flyver rundt, ikke æder døde dyr, og som genbruger vand, ting o.s.v. giver mandat til mennesker, som VIL et bæredygtigt forbrug, et samfund hvor goderne fordeles mere ligeligt, hvor kvalitet includerer ægte dyrevelfærd og sunde dyrkningsmetoder m.v.
Jeg ved ikke om de ” vil i Velling”, men vi er mange som gør en betydelig indsats ved at tage personligt ansvar gennem vores daglige valg. Vi har ikke stemt på partier, som gemmer sig når journalister og andre, søger svar på livsvigtige spørgsmål. Skal de ikke snart i gang? Mig forekommer det, at folketinget har været underdrejet i månedsvis!?