Denne annonce er klart ulovlig, hvis EU-forordningen skal overholdes, fordi den ser stort på alle advarsler. Se hele annoncen her. Udformningen er sket efter af BASF-koncernen har modtaget både vejledning og indskærpelse af reglerne.

Sprøjtegifte markedsføres i landbrugsmedierne i strid med EU-lovgivningen, men miljømyndighederne griber ikke ind. De ”vejleder” blot, så kemikoncernen fortsætter med de ulovlige annoncer. Landbrugsmediernes ansvarshavende redaktør beklager og lover bedre kontrol med annoncerne i fremtiden

Sidste år i september modtog den tyske kemiproducent BASF en klar påtale for en ulovligt udformet annonce for sprøjtegiften Focus Ultra, der mistænkes for at kunne skade det ufødte barn. Tilsynsmyndigheden fremsendte desuden en udførlig vejledning i korrekt udformning af annoncer for sprøjtegifte, men BASF gentog alligevel 17. januar i år den ulovlige markedsføring. Kemikoncernen modtog derefter en indskærpelse af reglerne 27. januar, hvor der også blev truet med en politisag.

Alligevel fortsatte kemikoncernen annonceringen med endnu en ulovlig reklame 16. februar. Den er nu indberettet til miljømyndighederne, hvor den er under behandling.

Syv sprøjtegifte uden lovpligtige advarsler

Den ulovlige annonce fra 17. januar i år blev bragt i E-udgaven af landbrugsavisen. Den omfattede de syv BASF-sprøjtegifte Pictor Aktive, Comet Pro, Terpal, Medax Top, Architect, Focus Ultra og Caryx. Sprøjtegiften Focus Ultra, som havde været i søgelyset i september 2025, optrådte atter i den ulovlige annonce.

Focus Ultra er en af BASF-koncernens slagvarer som man reklamerer for igen og igen -også selvom annoncerne er ulovlige.

Annoncen blev indberettet til Kemikalieinspektionen, som vurderede, at den manglede både de lovpligtige advarselssætninger og -symboler for sprøjtegiftene, og sætningen ”Vær opmærksom på de advarselssætninger og advarselssymboler, der fremgår af etiketten”, hvilket er en overtrædelse af artikel 66, stk. 6 i plantebeskyttelsesmiddelforordningen fra EU.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion indskærpede 27. januar kravene til annoncering af sprøjtegifte overfor BASF, som henvistes til den tidligere vejledning fra september 2025. Styrelsen gjorde det også klart, at hvis virksomheden fortsætter med at overtræde plantebeskyttelsesmiddelforordningen, kan det komme på tale at politianmelde. BASF vil så stå til at få en bøde, skrev Kemikalieinspektionen i sin indskærpelse.

Men det blæste virksomheden på.

Ulovlig sprøjtegiftreklame fra tysk kemikaliekoncern i LandbrugsAvisen afslører et tilsyn uden gennemslagskraft

Knap tre uger senere, 16. februar, reklamerer BASF atter for sine sprøjtegifte og igen uden at nævne de lovpligtige advarsler. Denne gang er det midlerne Architect og Caryx, som optræder i en netreklame i Landbrugsavisens E-udgave. Begge midler var blandt de syv i den ulovlige markedsføring fra 17. januar.

Annoncen for Architect og Caryx er indberettet og vurderes nu i Kemikalieinspektionen af inspektør Anna Hansen i Center for Sikker Kemi. Architect og Caryx er begge vækstreguleringsmidler med betydelige sundhedsrisici ved forkert anvendelse.

Hvad siger reglerne

EU-lovgivningen, som er fra 2009, siger i artikel 66, at enhver reklame for sprøjtegifte skal ledsages af sætningerne »Plantebeskyttelsesmidler skal anvendes på forsvarlig måde. Læs altid etiketten og oplysninger om produktet før anvendelse«. Sætningerne skal være let læselige og stå klart adskilt fra den øvrige del af teksten.

Der skal være teknisk belæg for alle de oplysninger, der anvendes til reklameformål., og reklamerne må ikke indeholde visuelle fremstillinger af potentielt farlig praksis, såsom blanding eller anvendelse uden tilstrækkelig beskyttelsesbeklædning, anvendelse i nærheden af fødevarer eller anvendelse af eller i nærheden af børn.

Her er det fagtidsskriftet Effektivt Landbrug, der bringer en ulovlig annonce fra BASF.

Reklame- og pr-materiale skal gøre opmærksom på mærkningens relevante advarselssætninger og -symboler. På Miljøstyrelsens  hjemmeside om  godkendelse og reklamering for sprøjtegifte oplyses under pkt. 2 følgende ordlyd:

  • Reklame og pr-materiale skal altid enten vise mærkningens relevante advarselssætninger og advarselssymboler eller ved at følgende sætning anvendes:

”Vær opmærksom på de advarselssætninger og advarselssymboler, der fremgår af etiketten.”

  • Mærkningens relevante advarselssætninger og advarselssymboler omfatter de faresymboler samt risikosætninger (H-sætninger), der er angivet på det godkendte pesticidmiddels etiket
  • Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion er ansvarlig for tilsyn med, at reglerne om salg, annoncering, besiddelse, anvendelse m.v. af kemiske stoffer og produkter med kemiske stoffer bliver overholdt. Reglerne findes i kemikalieloven og bekendtgørelser udstedt i medfør af loven samt i en række EU-forordninger.
Disse tre topmodeller er BASF-koncernens sælgere af sprøjtegifte, der gang på gang markedsføres som det rene saftevand og ofte i ulovlige reklamer. Skærmbillede af annonce fra Effektivt Landbrug.

Medierne har også et ansvar

Af EU-lovgivningen fremgår det klart, at det er kemikalievirksomheden, der skal sikre, at al annoncering og markedsføring af sprøjtegifte sker i overensstemmelse med EU-forordningens artikel 66.

Imidlertid påhviler det også de medier, hvor markedsføringen foregår, under strafansvar at sikre sig, at annoncer, der bringes, overholder lovgivningen. Det er den ansvarshavende redaktør, der skal drage omsorg for dette i henhold til § 27 i Medieansvarsloven.

Ansvarshavende chefredaktør Christian Friis Hansen. Foto: Linkedin

Hos landbrugsmedierne, der har bragt de omtalte BASF-annoncer, hedder den ansvarshavende redaktør Christian Friis Hansen. Han er journalistuddannet og har været bekendt med sit ansvar for de ulovlige BASF-annoncer siden den første sag i efteråret 2025.

I overensstemmelse med god presseskik har vi anmodet Friis Hansen om en kommentar til den seneste indskærpelse. Svaret blev fremsendt på mail 24. februar. Den lyder:

’LandbrugsMedierne har ingen anden interesse end at følge lovgivningen, og derfor beklager vi, at vi har bragt en annonce, som ifølge Kemikalieinspektionen ikke overholder alle regler. Det er i sidste ende mit ansvar som ansvarshavende redaktør at sikre, at annoncer bragt hos os overholder gældende lovgivning, og vi har derfor i samarbejde med annoncøren taget initiativ til at gennemgå vores annoncer med yderligere tættekam for at forhindre gentagelser. Vi noterer os, at Kemikalieinspektionen afslutter sagen på det foreliggende grundlag.’

Kjeld Hansen: Forbyd reklamer for pesticider

Bannerbillede: Den “moderne” landdmand kan ikke drive sin virksomhed uden et stort arsenal af sprøjtegifte. Det tjener kemikoncernerne styrtende med penge på. Foto: Piqsels

Visited 345 times, 346 visit(s) today

Discover more from Gylle.dk

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Kommentarer

  1. Torben Aagesen

    Forbyd de famøse sprøjtegifte, og idøm forhandlerne strenge bøder, for deres ignorering af reglerne. Alt andet hjælper ikke en dyt, og lovgivningen ignoreres konsekvent .

  2. Pingback: Kemikoncernen BASF blæser på afgørelser fra kemikalieinspektionen - Natur og mad

Skriv en kommentar