Mindre kød, mere plantemad

Miljøforeningen Tuse Næs gik forrest, da der første gang nogensinde blev afholdt en folkelig protest mod industrilandbruget i Danmark. Demonstrationen fandt sted 30. september 2018 udenfor Christiansborg i København.

Ved det nyligt afholdte landsmøde ”Mod industrisvin – for et grønt landbrug”, søndag 28. oktober på Makværket ved Regstrup, holdt landbrugspolitisk rådgiver ved Greenpeace Danmark, Kristian Sloth, følgende tale:

Kødproduktionens mange skadevirkninger

Jeg vil tale lidt om de udfordringer og problemer, som den industrielle kød- og mejeriproduktion afstedkommer – for almindelige danskere – for vores land – og hvis vi taler den globale produktion i allerhøjeste grad for hele kloden.

Tidligere var jeg journalist i over 25 år på TV Avisen i DR, hvor jeg gennem årene lavede mange historier om miljø og landbrug.

Kristian Sloth, Greenpeace.

Naboer til industrifarme lider

Jeg har flere gange lavet indslag om naboklager, og jeg husker især en familie, der boede så tæt på en svinefarm, at deres campingvogn var helt grøn. Jeg glemmer aldrig den campingvogn og deres engang gennemsigtige plastiktag, der også var helt grønt. Der stank slemt, og de viste mig billeder af døde grise, der var smidt i fælles indkørsel.

Og så var der historierne fra Jungshoved, hvor folk stod i kø for at fortælle om, hvordan stanken og bare det at bo så tæt op af en dyrefabrik med støj og støv forpestede deres liv. Gruppen på Jungshoved har vist sig at være særdeles sejlivet, for den består den dag i dag og kæmper fortsat indædt mod den lokale svinebaron Peder Andersen.

Et andet stærkt og bevægende eksempel er fra Bukkerup, Soderup og Tingerup – 3 sjællandske landsbyer ikke langt herfra, der kæmper med generne fra svineavler Peter Kjær Knudsens fabrikker. Kjær Knudsen er en af landets største svineproducent og tidligere fremtrædende medlem af Bæredygtigt Landbrug. Han har gennem årene haft en række sager, hvor han har været på kant med loven.

En af forkvinderne fra gruppen af utilfredse naboer fortalte på Tuse Næs-gruppens stiftende møde om forholdene, og selv om jeg har set og hørt meget, så fik jeg tårer i øjnene ved at høre, hvor meget deres liv er forpestet af at være nabo til disse svinefarme.

Titusindvis af familier

Det her handler jo ikke om een gruppe naboer til fx en skotøjsfabrik i Herning eller en fiskefabrik i Esbjerg, der er i klemme. Nej her er det titusindvis af husstande, der over hele landet er naboer til dyrefabrikkerne, og alle disse mennesker får daglige påmindelser om den skade, som de her fabrikker forårsager.

Døde svin venter på afhentning ud til offentlig vej.

Det være sig i form af personlige gener som lugt, støv, støj – og måske synet af døde dyr. Men det kan også være påmindelser om den skade på miljø og natur, som de mange industridyr forårsager.

Som nu på Tuse Næs, hvor en af Danmarks allerbedste botaniske lokaliteter, Udby Vig, er mere end truet af ammoniaknedfaldet fra de mange mink- og svinefarme på halvøen.

Orkideerne på Tuse Næs

I den lille film om konflikten på Tuse Næs, som vi har lavet i Greenpeace, der fortæller en af landets førende botanikere, Åse Gøtchen, der har optalt de sjældne orkideer ved Udby Vig i over 20 år, at antallet af orkideer allerede er dramatisk reduceret på grund af kvælstofnedfaldet fra dyrefabrikkerne. Hun fortæller i filmen, at det vil gå endnu værre, hvis den lokale svinebaron Preben Hansen får lov til at bygge en 5-7000 m2 stor svinestald kun 600 meter fra vigen – der altså er et beskyttet Natura 2000 område (se filmen her

Der er mange skadevirkninger ved industrifarmene, og derfor er naboerne mange steder utilfredse, og nogle steder bliver de så eddikesure, at de gør noget ved det. At de samler sig og gør modstand. Råber op lokalt, skriver læserbreve, holder møder, danner foreninger eller tager den for nogle lange vej til et møde som dette.

Entreprenante folk

Små lokale protester bliver ofte håndteret lokalpolitisk. Der er meget ofte betænkeligt gode forbindelser mellem byrådsmedlemmer og kødproducenter. Hvis producenterne ikke selv sidder i byrådet, så kender de nogle, der gør – nogle der skylder dem en tjeneste eller nogen, for hvem det bare i det hele taget bedst kan betale sig at holde sig på god fod med egnens storbønder.

For det er tit entreprenante folk – de ejer en hele masse jord og bygninger og maskiner og de beskæftiger også stadig nogle få dyrepassere. Hele deres virksomhed giver omsætning i den lokale bager, hos smeden og vognmanden, og hvis byen mangler en hånd eller et tilskud til noget, så ved mange storbønder godt, hvor de skal sætte deres penge.

Så der skal tit mere end nogle få utilfredse naboer til for at få et byråd til at gå op imod den lokale svinebaron.

Forening med 600 medlemmer

Det er også derfor der er så god grund til at tage hatten af for folkene fra Tuse Næs. Det startede med, at nogle få utilfredse folk begyndte at snakke sammen. Flere af dem er travle folk med arbejde og familie, men alligevel fandt de energi og tid til at få indkaldt til et stiftende møde i det lokale forsamlingshus – der var vel 50 mennesker med.

I dag driver de en forening med over 600 medlemmer fra alle egne af landet.

Greenpeace-happeningen ved fødevaretopmødet gav genlyd over Europa. Her er en presseomtale fra Rumænien, hvor danske svineproducenter også skaber konflikter.

Da Greenpeace sidst i august lavede en happening og en protest mod regeringens såkaldte World Food Summit, da arrangerede folkene fra Tuse Næs sammen med Noah en demonstration mod svinelandbruget ved Christiansborg. Det øsregnede, men alligevel var der flere hundrede mennesker.

Det kræver rigtig meget at styre sådan en stor forening, at arrangere en demonstration og at være medarrangør på et møde som det i dag. Der er god grund til at takke folkene fra Tuse Næs for deres stædige protester mod industrilandbruget.

Det glæder mig at se så mange fra så mange forskellige steder i landet, for der er brug for at stå sammen i kampen mod den industrielle kødproduktion.

Tænk hvis den hedengangne Foreningen af Gylleramte kunne blive genoplivet med små lokale afdelinger rundt om i landet. Det kunne give modstanden mod industrilandbruget een samlet stemme fra ganske almindelige danskere, og jeg kan i hvert fald sige fra Greenpeace Danmark, at vi vil støtte og samarbejde med en sådan forening med samme styrke og engagement, som vi har gjort og fortsat gør med Tuse Næs gruppen.

Mindre kød – mere grønt

For industriel kødproduktion giver en hel masse problemer for især de tusinde danskere, der er naboer til dyrefabrikkerne.

Men ikke nok med det. For hvis vi går nogle klinger op, så giver præcis kød- og mejeriproduktionen også en hel masse problemer for hele vores klode.

Som sagt er jeg den danske campaigner for den globale Greenpeace kampagne Mindre Kød – Mere Grønt, som Greenpeace satte i gang for et års tid siden i lande over hele kloden. Kampagnens hovedmål er at halvere den globale produktion af kød og mejeriprodukter senest i 2050.

Med den forventede globale befolkningstilvækst til 10 mia. i 2050, da er der slet ikke råd til at føde verden med kød som det gøres i dag i Vesten og i stigende grad også i middelklassen i Asien og Afrika.

Planter mætter 3-4 gange så mange

Kødproduktion er ekstremt pladskrævende, fordi der skal 3-4 gange så meget jord til at producere kødprotein som planteprotein. Når vi putter planterne gennem dyrene i stedet for at spise dem selv, så mistes 3/4 af planteproteinet i processen. Det forsvinder simpelthen, så 4 kilo planteprotein bliver kun til 1 kilo kødprotein. Det vil altså sige, at man kan føde 3-4 gange så mange mennesker med planter, som man kan med kød.

Og som sagt er vi i 2050 mindst 10 mia. mennesker på kloden – mod ca. 7,5 mia. nu. Med de tørker og andre naturkatastrofer, som klimaforandringerne i stigende grad forårsager, så bliver der nok ikke ligefrem MERE landbrugsjord på kloden fremover. Så vi har simpelthen ikke plads til at føde verden med kød, fordi man som sagt kan føde 3-4 gange så mange med planter som man kan med kød.

Svin, svin, svin – 31 mio. bliver det til om året i Danmark.

Kødproduktion er selvsagt også ekstremt vandforbrugende. Udover at dyrene selv drikker vand, så skal der naturligvis dyrkes enorme mængder af planter til alle de dyr.

Konventionel kød- og mejeriproduktion forurener langt mere end økologisk produktion af plantebaseret mad. Ammoniak i luften, zink og fremmedstoffer i jorden, kvælstof og fosfor og medicinrester i vandløb, søer, fjorde og hav, sprøjtegift og nitrat i drikkevandet og resistente bakterier i samfundet.

Kød og mejeri skader klimaet

Alt dette er slemt – men det allerværste for Greenpeace globalt set, det er naturligvis den store udledning af klimagasser fra kød- og mejeriproduktionen.

Kødproduktionen alene står ifølge FN for næsten 15% af verdens udledning af klimagasser. I Danmark, der er verdens største producent af kød pr. indbygger, tegner alene dyrearterne svin og kvæg sig for svimlende 19% af landets samlede klimagasudledning.

Prøv et øjeblik at tænk over, hvor meget det er. Køer og svin alene står for 19 % af AL udledning i Danmark – biler, veje, al transport, tog, lastbiler, boliger, industri, mennesker, butikker, varme- og elproduktion – ja ALT hvad der udledes – der udleder alene svin og kvæg 19% af DET HELE!!

SÅ mange dyr er der i vores lille grønne land – vi ser dem bare ikke, for de er spærret inde i industrifarmene.

Så der er en stribe gode grunde til markant at reducere produktionen af kød- og mejeriprodukter, der af alle de grunde jeg lige har været igennem suverænt er verdens mindst bæredygtige fødevarer.

Danmarks skamfulde rekorder

Det er ikke kedeligt at være den danske talsmand for Greenpeaces globale kødkampagne. Der er nok at gøre, for Danmark har en række skamfulde rekorder:

  • Danmark er – som nævnt – verdens største producent af kød pr. indbygger.
  • Danmark er det EU land, hvor der er flest svin pr. indbygger.
  • Danmark er verdens største producent af mink med 18 mio. skind om året.
  • Danmark er EU`s mest opdyrkede land med 62% af sit areal under plov.
  • Danmark er det land i EU, hvor natur udgør den mindste del af arealet.

Nogle er måske stolte af disse rekorder – men det er jeg ikke. Jeg synes det er flovt og skændigt at se, at mit lille dejlige land er blevet sådan et øffeland og sådan en ammoniakpøl – hele verdens kødfabrik.

For som jeg har været inde på, så skader kød- og mejeriproduktionen på SÅ mange måder, at det burde være noget ethvert land ville søge at begrænse. Det er vel ikke efterstræbelsesværdigt at være bedst til det værste.

Vi er i Greenpeace ikke ude på, at vi alle skal være veganere og at vi slet ikke må spise kød eller have landbrugsdyr. Dyr er nødvendige for blandt andet naturpleje ved græsning, og hvis bare dyrene kan gå ude og der ikke er for mange af dem, så kan vi fint have lidt dyr.

Hvede, hvede, hvede – og intet andet, så langt øjet rækker.

Men i Danmark er det altså gået over gevind – som de 5 rekorder tydeligt vidner om. Der er alt alt for mange dyr i Danmark, og de skal have bjerge og atter bjerge af planter at æde.

Gigantiske livløse marker

Den kolossale foderproduktion efterlader disse gigantiske marker uden levende hegn, markveje, stendiger og de småbiotoper, der fandtes førhen. For at skaffe foder nok til det abnorme antal dyr, er det simpelthen nødvendigt at skabe disse store kønsløse marker, så de store maskiner – ikke mindst sprøjten med de 15 meter lange arme til hver side – hurtigt og effektivt kan bearbejde jorden og fjerne al modstand med giftsprøjten. Det er derfor, at vi overalt ser disse tydelige kørespor i danske marker – marker hvor der ikke gror så meget som et græsstrå. Der er intet udover selve afgrøden. Alt andet er sprøjtet væk.

For antallet af dyr er SÅ enormt, at der bare skal dyrkes noget pr. hektar. Der er ikke plads til øko-pjat eller ekstensiv planteavl i den konventionelle kødproduktion. Der skal bankes noget korn ind i siloerne til alle de her dyr. Ja der er så mange dyr, at Danmark ikke engang er stort nok, for i Sydamerika dyrkes der sojakager til danske svin på et areal større end Sjælland. Der efterlader dansk kødproduktion altså også et uheldigt klima- og miljøaftryk.

Landbruget og politikerne glemmer at regne dette klimaaftryk med, når de udråber dansk kødproduktion til at være blandt verdens mest klimaeffektive.

Bjerge af kød

Selv om især de unge har omlagt deres kostvaner i mere plantebaseret retning, så er danskerne stadigvæk blandt de folkeslag i verden, der spiser mest kød pr. indbygger.

Vi kan dog ikke spise os igennem årligt mere end 30 millioner svin, over 100 millioner kyllinger, mejeriprodukter fra over en halv mio. malkekøer – og de 18 mio. mink hører også med, selv om vi ikke spiser dem.

Så 90% af kødet – råt såvel som forarbejdet til postejer og bacon – eksporteres. Igen og igen sejler containerskibe bjerge af kød til lande som Kina, hvor fødevareministeren sammen med Danish Crown og Arla holder det ene erhvervsfremstød efter det andet.

Danish Crown satser enorme resurser på at sælge svinekød til kineserne.

Her burde ministeren sige til Kineserne: ”Vi ved godt, at det er et klima-, miljø-, natur- og biodiversitetsmæssigt værre lorteprodukt, vi sælger, men vi er rigtig gode til at lave det, så har I ikke lyst til at købe noget af os.”

Sådan burde det siges derude på den røde løber.

40.000 levende dyr i døgnet

Vi er også sublime til at køre dyr rundt på Europas veje. Op mod 15 mio. smågrise – det er mere end 40.000 dyr hvert eneste døgn – køres i år til opfedning i lande som Ukraine, Letland, Rumænien, Bulgarien, Slovakiet, Polen og Tyskland.

Tænk sig at ligge og rakke rundt med så mange levende dyr – 40.000 dyr i døgnet. Hvis vi antager, at sådan en gris er en meter lang – så det ville være cirka 40 kilometer kød – hvert døgn året rundt. 40 kilometer kød i døgnet.

Som sagt – SÅ mange dyr er der i Danmark. Vi ser dem bare ikke, fordi de er spærret inde.

Danske storbønder i Østeuropa

Og nu vi er ved udlandet, så er de allerrigeste af svinebaronerne i fuld gang med at udvide deres forretninger i især Østeuropa men nu også Kina.

En stor svineproducent i dag er et konglomerat af gårde – en storbonde ejer mange gårde og har mange selskaber, har ofte tusindvis af hektar og producerer mange tusinde svin.

Billedet her viser svinefarmen kaldet Lille Amalienborg, der i foråret blev købt af Danmarks største svinebonde, Martin Lund Madsen. Foto: EDC.

Martin Lund Madsen driver op mod 30 gårde i Jylland – og nu altså også Lille Amalienborg. Han leverer 250.000 slagtesvin til Danish Crown om året, så han kan godt få en gratis rundvisning på slagteriet.

Martin Lund Madsen ejer også 15% i noget der hedder Slovakiet Invest – en stor kvægfarm i Slovakiet.

Danske storbønder – de fleste svineproducenter – ejer i dag en lang række industrifarme i udlandet i selskaber som Goodvalley, Danuscha, Polen Invest, Ukraine Invest og Slovakiet Invest.

De har tjent SÅ godt på at lave kød her i Danmark, at de har kunnet investere i andre lande og udvide deres forretninger. Så selv om landbruget ofte brokker sig over det ene og det andet – så skovles der i hvert fald nogle steder penge ind på kød og mejeri.

Hver dag dør næsten 25.000 smågrise i Danmark – hver dag!

Elendig dyrevelfærd

Og hvordan er de penge så tjent?

De er jo altså blandt andet tjent ved at holde dyrene indendørs med så lidt plads som overhovedet muligt og lige akkurat lovligt.

En so på 1,99 meter får en boks på 2.06 med så kort mellem bøjlerne, at hun næsten ikke kan rejse sig op.

Hun er fremavlet til at få over 30 grise, selv om hun kun har 14 patter. Ungerne bliver naturligvis små, skravlede og svage, og næsten hver fjerde gris er dødfødt eller dør inden for de første dage.

Smågrisene får halerne klippet af uden bedøvelse. De går så tæt og keder sig så meget i de triste båse, at de bider hinanden i halerne. Og hvad gør man så? Man klipper helt systematisk halerne af dem – selv om systematisk halekupering er forbudt.

Hangrisene bliver kastrerede som helt små – uden bedøvelse af betydning. Den bedøvelse, de får, svarer til at få en Panodil, inden du får trukket en tand ud.

70.000 kilo antibiotika

Og så bliver dyrene så syge, at der hvert år hældes over 70.000 kilo antibiotika i dem. Rigtig meget af antibiotikaet gives til de små grise, der får mavepine, fordi de fjernes fra deres mor efter 3-4 uger – hos vildsvin forlader grisene soens patter efter 15.-17 uger.

Men det er der ikke tid til at vente på i det industrielle svinebrug, så ungerne tvangsfjernes alt for tidligt. Det svarer til, at en baby fjernes fra brystmælken efter en måned og tvinges over på mere proteinholdig mad. Vi ved alle, at babyen ville blive meget syg. Men i den industrielle svineproduktion fixes dette problem altså med store mængder antibiotika og zink, der stabiliserer maven hos de små.

Det er metoder som disse, der bruges for at maksimere forretningen i en moderne svinestald og for bygge hovedhuse som det på Lille Amalienborg eller for at investere i jord i udlandet.

Danske landmænd er dygtige

Men hvad er det så, vi vil? Vil vi nedlægge dansk landbrug? Hader vi landmænd? Nej det gør vi ikke.

Danske landmænd er dygtige og myreflittige – og de har de seneste 100 år igen og igen været i stand til at omstille sig.

Rørmalkning, gylleforsuring, biogas, præcisionsdyrkning – der er mange eksempler på danske landmænds dygtighed, og vi kan ikke omstille landbruget uden dem. Det er dem – og ikke en skrivebordsbaseret Greenpeace-medarbejder i København – der kl. 6 om morgenen står derude med udfordringerne.

Verdens sultne masser kan ikke mættes med dansk svinekød.

Så samtidig med, at vi skal kritisere industrien og konglomeratet af magtfulde mænd bag den industrielle kødproduktion, så skal vi også appellere til den kærlighed til og interesse for natur og dyr, som langt de fleste danske landmænd bærer i sig. Mange landmænd reagerer aggressivt overfor alle disse krav om forandring, men det gør de ofte mere fordi de føler sig i klemme, end fordi de ikke kan se de problemer, deres produktion fører med sig.

Kød er fortidens mad

Så på en eller anden måde skal vi få danske landmænd til at få færten af, at den massive kød- og mejeriproduktion er SÅ ødelæggende for SÅ mange ting, at der skal skrues markant ned for den. At dansk landbrug skal forske i og interessere sig for fremtidens plantebaserede mad i stedet for stædigt at holde fast i fortidens mad og være bedst til at lave det dårligste.

Men det kan landmanden ikke bare gøre selv. Hans familie skal have mad på bordet, og hans investeringer i jord og stalde skal forrentes. Landmanden er ofte trængt op i en krog af en tyngende gæld og det konstante krav om indtjening og indtjening og indtjening.

Landmanden skal have hjælp af os forbrugere, ved at vi begynder at spise mere af fremtidens mad og mindre af fortidens. Og det er vi danskere heldigvis begyndt på. Bevidstheden om, at meget kød er yt og planter er in er ved at bide sig fast, så lige så langsomt vil kød- og mejeriforbruget falde – i hvert fald i den vestlige verden.

Men lige om hjørnet buldrer blandt andre Kinas og Indiens middelklasser frem, så dansk landbrug kan indtil videre sælge alt det kød, det kan producere. Og det er lidt af en opgave at overbevise giganter som Danish Crown og Arla om, at de ikke skal gå efter guldæblet – når de nu har hele apparatet til at plukke det.

Det er politikerne, der skal se visionen og understøtte fremtidens mad. I den nuværende regering er det miljø- og fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen, der bør løfte ansvaret.

Politikerne bærer det største ansvar

Erhvervet og politikerne har travlt med at sige, at det er forbrugerne, der skal få tingene til at ændre sig. Det er forbrugerne, der bestemmer, og så længe folk vil have kød, så laver vi kød, lyder det fra landbruget.

Men det er for billigt og for nemt udelukkende at overlade ansvaret til det enkelte menneske, for det enkelte menneske er svagt. Det er præcis derfor, at vi har politikerne til at tage helikopteren op og sikre, at samfundet bevæger sig i den rigtige retning.

Det er politikerne, der skal se visionen og understøtte fremtidens mad fremfor fortidens – og det skal jeg hilse og sige, at det gør danske politikere generelt ikke.

Milliarder til kødindustrien

Tværtimod så hælder de hvert år hundrede vis af millioner af skattekroner direkte ned kød- og mejeriindustriens – det vil i Danish Crowns og Arlas -lommer.

For eksempel foreslår regeringen i sin nyligt fremlagte klimaplan, at der skal bruges 160 mio. kr. på at nedbringe ammoniakudslippet fra landbruget. Andre 90 mio. skal bruges på såkaldt forskning i “klimatiltag” – herunder tætning af grisestalde.

Hvad betyder det? Jamen det betyder, at svineproducenterne nu skal have yderligere 250 mio. kr. til at bygge tættere stalde eller tætne de gamle.

I virkeligheden gøres dette for at opfylde en gammel aftale med EU om, at Danmark på grund af det abnorme antal landbrugsdyr skal reducere sit ammoniakudslip med næsten en fjerdedel.

Dette løfte til EU har intet med klimaet at gøre. Ammoniak er ikke en klimagas og bidrager derfor ikke direkte til udledningen af klimagasser – men alligevel afsætter regeringen i sin klimaplan en kvart milliard skattekroner på at holde ammoniakken inde i staldene.

Derimod stilles der i klimaplanen ikke eet eneste konkret krav til landbruget om at ændre adfærd for at begrænse sin kolossale udledning af klimagasser.

Det eneste, der virkelig batter noget og reelt nedsætter landbrugets udledning af klimagasser, er at reducere antallet af dyr markant. Men det våben griber regeringen ikke til. Tværtimod så poster den uden blusel yderligere 250 mio. kr. direkte ind i kød- og mejeriindustrien i et håbløst forsøg på at holde den ildelugtende ammoniak inde i staldene.

Dette er blot eet eksempel blandt mange, for regeringen understøtter igen og igen kød- og mejeriindustrien – en industri, der i forvejen støttes med mange milliarder EU-kroner.

Landdistrikterne tømmes for liv med den nuværende landbrugspolitik. Overalt i Udkantsdanmark står der hundredvis af gamle gårde og forfalder.

Staten bør købe fallerede industrifarme

Hvad kunne politikerne gøre i stedet for – ja her er et par forslag.

Den kvarte milliard til ammoniakken var bedre givet ud til statslige køb af fallerede svinebrug. At staten – eventuelt i samarbejde med private aktører – opretter en fond, hvis formål det er at opkøbe konkursramte kødfabrikker og plante jorden til med CO2 absorberende skov eller bare vild natur.

For hver gang man køber en svinefarm og planter skov, så falder Danmarks CO2 aftryk lige med det samme. Det sker overnight. Belastningen fra dyrene forsvinder, samtidig med at den plantede skov straks begynder at holde på CO2.

Læg afgifter på kød

Politikerne kunne forhøje momsen på kød- og mejeriprodukter og nedsætte den på grøntsager, bælgplanter, frugt og brød. Lette afgiften på økologisk mad og forhøje den på konventionelt dyrket mad.

Man kunne ændre kostrådene i mere plantebaseret retning og sikre, at der også er øko-planter på menuen i offentligt betalte måltider.

Man kunne arbejde for, at EU-landbrugsstøtten ikke blot uddeles efter, hvor meget jord man ejer men også efter, hvad og hvordan man dyrker. Arbejde for, at dyrkning af øko-plantebaseret menneskemad udløser højere hektarstøtte end dyrkning af konventionel dyrefoder.

Politikerne kunne i det hele taget gøre en række ting, der sætter gang i den helt nødvendige omlægning af dansk landbrug fra fokus på kød- og mejeriproduktion til produktion af plantebaseret mad.

Hår på brystet

For tilbage står, at vi af hensyn til klima, miljø, natur, biodiversitet og folkesundhed er nødt til at reducere klodens indtag af kød- og mejeriprodukter markant. Og det skal gå hurtigt, for som FN`s klimapanel sagde for nyligt: Der skal tages drastiske midler i brug i alle sektorer, hvis Paris-aftalen skal overholdes.

Og det gælder selvfølgelig ikke mindst her i vores eget lille land, der har så mange kedelige rekorder. Produktionen skader på SÅ mange parametre – og det er lige fra den helt store klimaklinge til dagligdagen for de tusindvis af danske familier, der er naboer til industrifarmene.

Industrilandbruget og virksomhederne bag er bomstærke og sindssygt godt polstrede og organiserede. Det kræver virkelig hår på brystet at rokke ved denne magtfaktor.

Men så meget desto større grund er der til at stå sammen og forsøge at danne fællesskaber, der får en større stemme og derfor nemmere bliver hørt.

Comments

comments

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.