
Tre solrige dage i Hirtshals blev rammen om et Naturmøde, hvor både folkefest og politisk alvor fyldte. Tusindvis af mennesker strømmede til byen til debatter, koncerter og fællesskab – men også til diskussioner, hvor fronterne var tydelige, og svarene ikke var enkle. For naturdebatten står ikke stille, selvom naturen har det skidt
Ulve, biodiversitet, havmiljø, arealanvendelse og beskyttelse af drikkevand blev diskuteret med en skarphed, der afspejler en virkelighed, hvor hensyn til natur, erhverv og lokalsamfund støder sammen. Samtidig fyldte Den grønne Trepart og spørgsmålet om, hvordan store nationale aftaler omsættes lokalt, mere end nogensinde.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Hjørring Kommune 30. maj 2026.
På trods af de igangværende regeringsforhandlinger var politikere fra Christiansborg også at finde i Hirtshals – og Naturmødet fastholdt sin rolle som stedet, hvor naturpolitik ikke bare diskuteres, men udfordres og konkretiseres.
– Naturmødet er dér, hvor uenighederne bliver tydelige – og hvor vi bliver mindet om nødvendigheden i at finde veje frem. I år har vi set en stærkere vilje til at rykke fra ord til handling. Det er helt afgørende, hvis naturdebatten skal gøre en reel forskel, siger chef for Naturmødet, Leif Lund Jakobsen.
Netop behovet for handling var gennemgående. Beskyttelsen af drikkevandet, tempoet i den grønne omstilling og balancen mellem natur og produktion blev ikke kun vendt – men sat ind i en ramme, hvor der blev efterspurgt konkrete løsninger og ansvar.
Samtidig viste Naturmødet sin særlige styrke: at være både demokratisk værksted og folkelig begivenhed. Mens debatterne trak fulde huse, summede byen af liv med mad, musik og møder på tværs af holdninger og baggrunde.
– Naturmødet er noget, vi er stolte af i Hjørring Kommune. Det er her, hele Danmark mødes – også når uenighederne er store. Og det er netop det, der gør Naturmødet vigtigt. Vi skal kunne tale sammen og finde løsninger, hvis Den Grønne Trepart skal lykkes, og hvis vi skal skabe en bedre balance mellem natur, landbrug, fiskeri og de mange andre interesser, der er på spil, udtaler borgmester i Hjørring Kommune og formand for Naturmødets bestyrelse, Søren Smalbro.
I år blev der samtidig taget nye skridt i måden, naturdebatten føres på. Flere debatter blev skruet sammen med fokus på modspil, borgerinddragelse og konkrete resultater – ikke kun holdningsudveksling.
Når Naturmødet 2026 slutter, står det klart: Naturdebatten kan ikke længere parkeres – den kræver beslutninger, der både kan mærkes og måles.

Naturmødet er sat i kalenderen til at vende tilbage til Hirtshals næste år den 27. – 29. maj.
Redaktørens selvoplevede kommentarer
Overordnet bedømt af en erfaren festivalgæst med stor biodiversitetskompetence, der udtalte sig på betingelse af anonymitet, bar årets program mindre præg af konfrontation og hidsig debat og mere af vidensbaseret formidling. Årsagen skulle blandt andet være, at de kontroversielle Århus-biologer og rewilding-tilhængere ikke længere får lov at dominere programmet.
Den mere bløde linje blev markeret allerede i Socialdemokraternes store telt i Skippergade på Hirtshals havn, hvor der blev budt på gratis wienerbrød, hvilket næppe var udtryk for partiets holdning til naturen og Naturmødet. Derimod var de økologiske gulerødder i det noget mindre SF-telt rundt om hjørnet i bedre overensstemmelse med ånden i den velbesøgte festival med titusinder af gæster og de mange hundrede debattører.
Redaktøren af Gylle.dk var inviteret af SF til at levere oplæg til to debatter, og trods tekniske vanskeligheder blev det til en livlig debat om kritikken af ekstremlandbruget i Danmark. MF Marianne Bigum ledede debatten med sikker hånd.
I SF’s telt på Naturmødet var der planlagt en lang række debatter om, hvordan vi får mere vild natur og mere grønt Danmark.

”Vi var godt tilfredse med et flot fremmøde og stor spørgelyst til debatterne med blandt andet journalist og forfatter Kjeld Hansen, Marianne Bigum, SF, Alexander Holm, biolog, og Emil Nielsen, SF,” udtaler Nils Brøgger, som sammen med lokale frivillige har hjulpet med at planlægge SF’s aktiviteter på Naturmødet.
Nils Brøgger mener også at: “De mange spørgsmål og interesse viser en stor utilfredshed med det industrielle landbrug og det sørgelige faktum at Danmark er et af de lande i verden med den mindste og den mest forarmede natur.”
Bannerfoto: Fra åbningen af naturfestivalen i 2025. Pressefoto.
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.






