
“Naturen kender ingen grænser”, står der på en planche, opsat af de stolte danske myndigheder efter et vellykket EU-støttet dansk-tyskt naturprojekt ved Flensborg Fjord. Teksten fik Simon Vanlichtervelde fra universitetet i Strasbourg til at grine. For lige op og ned ad skiltet har Danmark efterfølgende, uden at konsultere hverken EU eller de tyske naboer, bygget et 70 km. langt grænsehegn med det formål at holde naturen ude…
Det skriver Hans Kristensen fra bogjagt.dk den 4. oktober 2026.
Den franske forsker Simon Vanlichtervelde besøgte området i Sønderjylland i 2025 for at samle materiale om begrebet rebordering – genafgrænsning: Efter en periode med fokus på samarbejde og åbenhed lukkes mange EU-grænser nu enten fysisk eller funktionelt.

I hans omfattende studier af hegnets historie og betydning, der netop er offentliggjort i en videnskabelig artikel, dokumenterer han, at vildsvinehegnet er en del af denne tendens:
”Det undergraver i sagens natur den grænseoverskridende samarbejdsindsats, der har eksisteret ved grænsen i årtier, og har tydeligt vist, at Danmark foretrak en nationalt orienteret løsning frem for at deltage i den internationale indsats (i EU-regi) for at bekæmpe ASF (afrikansk svinepest)”, skriver Vanlichtervelde.
Han samler den viden og forskning, som findes om hegn som middel mod sygdommen og konstaterer, at set i forhold til den samlede ASF-indsats “fremstår opførelsen og vedligeholdelsen af det danske vildsvinehegn som meningsløs”.
Men hvorfor står det der så? Ifølge Vanlichtervelde dels fordi de indflydelsesrige landbrugsorganisationer pressede på for at berolige eksportmarkederne, og dels fordi højreorienterede kræfter ønskede et grænsehegn. ”Mens svineproducenternes interesser”, skriver han, “blev varetaget af regeringspartierne (især Venstre), blev Dansk Folkeparti påvirket af en studietur til grænsen mellem Ungarn og Serbien, hvor de beså det grænsehegn, der var etableret for at håndtere menneskelig migration”.
Dermed havde de to parter en fælles interesse i et symbolstærkt produkt, der appellerede til kernegrupper i vælgerskaren: ”Det danske vildsvinehegn er således et skoleeksempel på, at hegn er politisk attraktive”.

Med sit fokus på, hvordan projektet spiller ind i en tidstypisk tendens til grænseglæde og national selvtilstrækkelighed, er Vanlichterveldes studier med til at forklare, hvorfor politiske og erhvervsmæssige særinteresser har været afgørende beslutningsparametre på bekostning af internationale indsatser og veterinær- og vildtfaglig viden.
Det forhold, at faglige argumenter ikke rækker, har fået mange til at reagere med sort humor. ”In fact, the Vildsvinehegn was rather subject of jokes, as a way to protest its absurdity”, konstaterer Simon Vanlichtervelde.

Den samme humor havde han selv brug for, da han stod i området og så, at Danmark både skilter med indsatsen for en natur uden grænser – og samtidig selv har genafgrænset sig mod naturen og EU med et solidt stålhegn.
Det aktuelle studie af grænsehegnet er ikke en bog om vildsvinehegnet men indgår som et eksempel på problematisk “rebordering” i en ny udgivelse med flere forskningsprojekter om grænseoverskridende samarbejde – eller mangel på samme.
𝑺𝒊𝒎𝒐𝒏 𝑽𝒂𝒏𝒍𝒊𝒄𝒉𝒕𝒆𝒓𝒗𝒆𝒍𝒅𝒆: 𝑹𝒆𝒃𝒐𝒓𝒅𝒆𝒓𝒊𝒏𝒈 𝒊𝒏 𝒕𝒉𝒆 𝑴𝒊𝒏𝒅𝒔, 𝑹𝒆𝒃𝒐𝒓𝒅𝒆𝒓𝒊𝒏𝒈 𝒐𝒏 𝒕𝒉𝒆 𝑮𝒓𝒐𝒖𝒏𝒅. 𝑷𝒖𝒃𝒍𝒊𝒄𝒆𝒓𝒆𝒕 𝒊 𝑪𝒊𝒄𝒆𝒐/𝑷𝒂𝒖𝒏: 𝑴𝒐𝒅𝒆𝒍𝒔 𝒂𝒏𝒅 𝑷𝒆𝒓𝒔𝒑𝒆𝒄𝒕𝒊𝒗𝒆𝒔 𝒐𝒇 𝑪𝒓𝒐𝒔𝒔-𝑩𝒐𝒓𝒅𝒆𝒓 𝑪𝒐𝒐𝒑𝒆𝒓𝒂𝒕𝒊𝒐𝒏 𝒊𝒏 𝑪𝒆𝒏𝒕𝒓𝒂𝒍-𝑬𝒂𝒔𝒕𝒆𝒓𝒏 𝑬𝒖𝒓𝒐𝒑𝒂. 𝑷𝒓𝒆𝒔𝒂 𝑼𝒏𝒊𝒗𝒆𝒓𝒔𝒊𝒕𝒂𝒓𝒂 𝑪𝒍𝒖𝒋𝒆𝒂𝒏𝒂.
Det aktuelle studie af grænsehegnet er ikke en bog om vildsvinehegnet, men indgår som et eksempel på problematisk “rebordering” i en ny udgivelse med flere forskningsprojekter om grænseoverskridende samarbejde – eller mangel på samme.
Bannerbillede: Daværende Venstre-miljøminister Esben Lunde Larsens famøse vildsvinehegn står der stadig. Foto: Hans Kristensen
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.






