Tag børnene i den ene hånd og kikkerten i den anden, når DOF BirdLife inviterer dig og din familie ud i det danske vinterlandskab for at opleve vores fantastiske ørne d. 23. februar 2025
Voksen havørn med bytte. Foto: John Kristensen.
Synet af havørn kan få det til at gibbe i enhver, uanset om man er ny fuglekigger eller garvet ornitolog. Med et enormt vingefang på op til 240 cm er ørnen da også betydelig større end en voksen mand, i hvert fald i den fuldt udfoldede version. Sammen med dens firkantede silhuet på himlen har det givet nordens største rovfugl tilnavnet ’den flyvende dør’.
Den 23. februar 2025 inviterer DOF BirdLife store som små til Ørnens Dag og her er der god sandsynlighed for at spotte havørnen.
Eventet afholdes rundt omkring i hele landet, hvor DOF’s lokalafdelinger vil stå klar med teleskoper og kikkerter for at vise og fortælle dig om ørnene og Danmarks andre fugle. Det er gratis at deltage og det eneste du skal medbringe er dit gode humør iført varm beklædning.
Er der ikke et event nær dig, eller kan du ikke på dagen, så har vi lavet en liste med de absolut bedste steder at se på ørne på egen hånd, som du kan læse herunder. Du kan også følge med i ØrneTV, hvor vi sender live fra et havørnepars liv på Lolland.
God fornøjelse!