
Den perfekte feriedestination, hvor unik natur og industriel landbrugsproduktion eksisterer i perfekt harmoni. For den nysgerrige og den modige gemmer Danmark på vidundere, der bare venter på at blive opdaget

Nordens Døde Hav
Dyk ned i det fascinerende Nordens Døde Hav. Oplev havets magi – uden fisk og fugle, men rigeligt med mystisk brunt slam. En uhyggeligt smuk oplevelse, du ikke finder magen til.

Fredet natur på en ny måde
Gå på opdagelse i Danmarks alternative naturreservater – p-pladser, golfbaner og motorveje. Vores NATURA-2000 beskyttede områder vil vende op og ned på din opfattelse af naturbeskyttelse.

Autentisk bondegårdsferie
Kom bag kulissen i dansk landbrug og indånde den autentiske duft af verdens tætteste svinebestand. Lad dig imponere af effektiviteten på svinefabrikkerne og oplev, hvor din bacon begynder sin rejse.

Golfbanen er Danmarks ultimative naturreservater
Disse frodige, grønne oaser er rige på biodiversitet, hvor det kortklippede græs og velplacerede sandbunker skaber et helt unikt økosystem. Hold godt øje med den sjældne ”golfvogn”, kendt for sin karakteristiske, summende kaldelyd og dens symbiotiske forhold til den lokale ”golfspiller”-bestand.
Gårdferie i baconlandet
Tag på gård-ferie og kom bagom den danske mad-scene. Velkommen til bacon-landet! Danmark er verdensmestre i svin med den største produktion (per indbygger). I dag er der faktisk på ethvert tidspunkt mere end 2 svin per dansker.
Lad lugten af ammoniak og gylle pirre i næsen og få en overraskende naturoplevelse. At møde danske grise kan dog være svær, for få ser dagens lys. Men nu får du en eksklusiv mulighed for et besøg bag industristaldens mure.
Se livets mirakel, når de fikserede søer giver liv til pattegrise, der lever korte liv i produktionens tjeneste. Det er sparsomt med fuglesang på gårdtur, men til gengæld kan du om aftenen blive lullet i søvn til et kakofonisk kor af tusindvis af grise, der skriger fra staldene. Der er så dejligt ude på landet!
Se hele den spændende og farvestrålende brochure fra ReVisit Denmark!
Bannerbillede: Iltsvind og livløse tilstande skaber et spændende nyt miljø i Sø Torop Sø på Sjælland. Foto: Will Rose © Greenpeace Danmark
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Her bliver Danmark vist i en omvendt fortælling – det velordnede og roste “civiliserede” / “hyggeland”
– der præsenterer den selvfølgelige syge kultur som normal, er skabt af ligegyldighed og ubegavet politisk forvaltning.
Protester og krav om stop af den ødelæggende industrielle udvikling, er blevet undertrykt og overhalet af den altoverskyggende vækst – med dette initiativ er budskabet indiskutabelt – en fortsættelse i denne retning er dødsdømt, for os alle.
Man føler sig hensat til Hawaii. Sikke en fri natur. Som en københavnerpige sagde, da hun besøgte os på landet midt i gylletiden: “Lugter der så sådan af lort hver uge”? We hope to see you soon…