
Et beredskab skal virke i praksis – ikke blot stå som et symbol. Vildsvinehegnet langs den dansk-tyske grænse blev rejst med et alvorligt formål: at mindske risikoen for afrikansk svinepest i Danmark. Det formål bør ingen gøre grin med. Et dansk udbrud kan få voldsomme følger for svineproduktion, arbejdspladser og eksport, og derfor skal Danmark naturligvis have et stærkt og troværdigt beredskab, men har det virket?
Kommentar 22. oktober 2026 redaktionen på netnatur.dk
Redaktionen på netnatur.dk rejser det alvorlige spørgsmål, om det milliondyre vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse har virket, altså om det har været pengene værd eller bare er endnu et symbol på et sort kapitel i dansk politik.
Vi bringer nogle uddrag af kommentaren, som kan læses her i sin helhed:
”Efter syv år er det rimeligt at kræve et klart og fagligt svar på, om hegnet faktisk har stoppet vildsvin, og om der overhovedet er et relevant vandringstryk i området. Kan det ikke dokumenteres, er det svært at se andet end et behov for en grundig evaluering.
(…)
Et grænsehegn kan i princippet have værdi som en ekstra barriere. Men en ekstra barriere bør kunne forsvares med aktuelle data: Hvor er de tyske vildsvin? Hvor ofte forsøger de reelt at passere? Hvor mange passager har hegnet hindret? Og hvor stor er den samlede risikoreduktion sammenlignet med andre tiltag?
Læs også:
Kritikken handler ikke kun om, hvorvidt hegnet stopper vildsvin. Den handler også om de dyr, hegnet faktisk møder. Kronvildt, dåvildt og råvildt bevæger sig ikke efter administrative grænser. De følger sæson, føde, ro, brunst og gamle vandringsruter. Når et langt hegn lægges gennem landskabet, kan det ændre disse bevægelser. Det er ikke et argument imod alle hegn i enhver situation, men det er en konsekvens, der skal tages alvorligt.
(…)
Et af de mest konkrete spørgsmål er hegnets geografiske rækkevidde. Det går ikke hele vejen rundt om Danmark, og det lukker naturligvis heller ikke alle tænkelige adgangsveje. Vildsvin, der er registreret i Danmark, er tidligere blevet kædet sammen med indvandring via området ved Flensborg Fjord – altså en passage, som et landbaseret hegn ikke i sig selv løser.
15 forpustede vildsvin er filmet svømmende over Slien ved den lille tyske by Maasholm i Slesvig-Holsten. Landgangen er fanget på video af Andreas Mews og delt på det tyske medie shz.de’s youtube-kanal. Forinden kameraet blev tændt krydsede vildsvinene den tyske fjord Slien. En distance som Andreas Mews i Flensborg Avis vurderer til mellem 500 og 1500 m.
(…)
Der bør gennemføres en uvildig, offentlig evaluering med klare svar på mindst fem punkter:
- Hvor mange dokumenterede vildsvinepassager er hegnet reelt blevet udsat for?
- Hvor mange passager er forhindret, og hvordan er det målt?
- Hvilke kendte skader og barriereeffekter har hegnet haft for hjortevildt og andre arter?
- Hvordan har risikoen fra Flensborg Fjord, grænseovergange og menneskelig smitte udviklet sig?
- Ville samme ressourcer give større beskyttelse, hvis de blev brugt på overvågning, biosikkerhed, hurtig respons og målrettet information?
Hvis evalueringen viser en målbar beskyttende effekt, skal man tage den viden alvorligt. Hvis den derimod bekræfter, at den praktiske effekt er tæt på nul, mens naturkonsekvenserne er tydelige, bør hegnet fjernes – eller i det mindste afvikles og erstattes af løsninger, der rammer den faktiske risiko bedre.”
(…)
Læs hele kommentaren her.
Bannerbillede: Vildsvinehegnet i Niehuuser Tunneltal. Foto: Wikipedia
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.






