Svenske grise har det mindre hårdt end danske svin

Færre grise i kuldet, længere tid hos soen, mere plads i stalden og langt mindre behov for antibiotika kendetegner svensk griseliv i sammenligning med tilværelsen for de danske industrisvin

I et åbenhjertigt foredrag på det årlige DANMAP-seminar dementerede svinedyrlæge John Haugegaard fra Den Danske Dyrlægeforening, den officielle fremstilling af den danske svinekødsindustri som verdens bedste for dyrene og miljøet. Emnet for seminaret var forbruget af antibiotika i sundhedssektoren og i husdyrproduktionen, og da svinekødsproduktionen tegner sig for 84.03 % af det samlede veterinære forbrug (2023) af antibiotika – og er stejlt stigende – var der stor interesse for John Haugegaards indlæg.

DANMAP-seminaret fandt sted på Statens Serum Institut i København 18. november 2024 og tilhørerne var fortrinsvis læger og dyrlæger. John Haugegaard har knap 40 års erfaringer som svinedyrlæge, er formand i bestyrelsen for Faggruppe Gris hos Den Danske Dyrlægeforening og er en respekteret ekspert i Det Veterinærmedicinske Råd.

Kritik af den danske svinekødsindustri

Flere andre sammenlignelige lande bruger væsentligt mindre antibiotika til deres svineproduktion end Danmark, påpegede John Haugegaard, og henviste i detaljer til broderlandet Sverige. Haugegaard påviste helt konkret, at på stort set på alle parametre har svenske grise det væsentligt bedre end de danske svin.

Ifølge Haugegaards foredrag handler et af de store kritikpunkter mod den danske svinekødsproduktion om den enorme dødelighed blandt småsvinene, hvor op mod en fjerdedel aldrig når frem til køledisken. Årsagerne til dette spild af liv, der løber op i knap 10 mio. døde svin om året, er velkendte, og John Haugegaard remsede dem op i sammenligning med forholdene i Sverige.

Helt centralt står den forfejlede genetiske udvikling af søer, der producerer så store kuld, at de ikke fysiologisk er i stand til selv at opfostre dem. Til trods for at soen kun har 14 mælkegivende patter, leverer de dansk fremavlede søer i gennemsnit 19,6 småsvin i modsætning til de svenskes 16,6 pr. kuld. Af samme grund dør der flere småsvin i de store danske kuld, fordi der næsten altid fødes individer, der ikke er færdigudviklede og med en fødselsvægt under et kilo. John Haugegaard lagde ikke skjul på, at de høje kuldstørrelser udelukkende skyldes økonomisk optimering.

Pladsforholdene er også forskellige mellem de to lande. Danske pattesvin kan boltre sig på 0,15 til 0.3 m2, mens de svenske skal have mindst 0,37 m2. Et normalt papirark (A4) har et areal på 0,062 m2, så mindstemålet for stiplads til småsvin er lidt mere end to A4-ark. For slagtesvin er forholdene også trange. Et dansk slagtesvin vejer mellem 100 og 120 kilo og har 0,62 m2 at boltre sig på, mens de svenske kan brede sig på 1 m2.

På de danske svinekødsfabrikker fikseres soen i en jernbøjle, før den leverer sit kuld, mens den skal gå løs i Sverige. Og når det gælder de overlevende småsvins tid sammen med den diegivende so, så afvænnes de typisk i Danmark efter 21 døgn, fordi soen atter skal insemineres. I Sverige er grænsen 28 dage, og det betyder en stor forskel for det altdominerende problem i dansk svinekødsindustri: Fravænningsdiarre.

Diarre er det store problem

Alle i branchen medgiver, at den tidlige afvænning i Danmark er roden til et omfattende problem med diarre hos småsvin, da det billige foder ikke er egnet til foderskifte i så tidlig en alder. Da diarre nedsætter væksten og i værste fald slår dyret ihjel, så har man tidligere løst denne udfordring ved at blande tungmetallet zink i foderet. Den løsning er imidlertid ikke længere mulig.

Siden sommeren 2022 har zink som fødekilde været forbudt på grund af forureningen og risikoen for udvikling af resistente bakterier, men selvom forbuddet blev varslet fem år tidligere, har mange danske svineproducenter ikke magtet at omstille deres fodersystem. De har blot udskiftet zink med store mængder antibiotika som kur mod fravænningsdiarre.

Resultatet har været en enorm stigning i forbruget af antibiotika i stedet for det politisk aftalte årlige fald på 2%. Her træder forskellen mellem de to lande tydeligt frem. Danske svin opdrættes med et forbrug på 44,3 mg antibiotika pr. kilo kropsvægt, mens de svenske klarer sig med 12,7 mg pr. kilo, altså knap 4 gange mindre.

Det eneste punkt, hvor de danske svineproducenter har større succes end de svenske, er foderprisen pr. kilo svinekød.

Danske svin bliver spist af med foder til 12,88 kr. pr. kilo, hvorimod svenske griser koster 17,28 kr. pr. kilo. Her er formentlig nøglen til at forstå årsagen til det høje forbrug af antibiotika i de danske svinekødsfabrikker. Det handler om det foder, svinene spises af med. Hvis kvaliteten af erstatningsfoderet er for ringe, bliver småsvinene ikke rustet til at fortsætte livet på fast føde, når soens mælk fjernes. Så enkelt er det.

Se slides fra hele John Haugegaards foredrag.

Bannerbillede: Sådan ligger soen fastspændt på en dansk svinefabrik, mens den går frit omkring i en svensk. Foto: Dyrenes Beskyttelse.