Fie Graugaard giver ikke meget for den grønne trepart

Resultatet af aftalen viser klart, at demokratiet ikke fungerer! De kommende generationer og de lidt ældre modeller, som ønsker at påtage sig et medansvar for fremtiden – får smadret tilliden til at folkestyret vil folket det bedst. Det skriver økolog Fie Graugaard

Mere udpint jord, mere gift – mindre håb

Fortsatte store CO2-udledninger fra en uændret animalsk produktion – er aftalens ordlyd.
Det sprøjtevenlige landbrug flyttes så til såkaldte ”robuste landbrugsarealer” – hvad det så end er? Og produktionen skal ifølge aftalen udvikle sig til en mere ”arealeffektiv” landbrugsproduktion” – så det er blot endnu mere udpint jord, endnu mere gift, endnu mere kvælstof og endnu større marker med monokultur.

En uændret animalsk produktion på færre hektar, betyder naturligvis også mere importeret foder, men det er så bare andre lande, der kommer til at svine mere og det er jo ligegyldigt for vi tænker ikke i helheder her i Dannevang!

Danmarks Naturfredningsforening har fået ekstra naturareal med i aftalen og det er naturligvis rigtig godt. Her kan de bier, der stadig er tilbage, boltre sig, men det er yderst underligt, at DN ikke har sat spor i landbrugslandet og herunder krævet, at det økologiske landbrug kommer med ind som en væsentlig del af løsningen på mange af de problemer vi står i? ”Natur” skal ikke kun være en løsrevet del af et landområde, bare spørg dem der lever derude.

Det er ikke lang tid siden, at DN var enig i, at en væsentlig reduktion af den animalske produktion i DK er afgørende for, at vi kan ”holde os inden for de planetære grænser” og at ”60% af landbrugsarealet skal bruges til afgrøder direkte til humant konsum”. Citat fra ”Fra Foder til Føde II”. Hvad sker der i den forening? Hvad kan man regne med fra jer?

OG så kan det også undre, at Landbrug & Fødevarer, som jo påstår at: ”Økologien bidrager til det samlede landbrugs målsætning om en klima- og miljømæssigt bæredygtig landbrugs- og gartneriproduktion” (Citat fra L&F’s hjemmeside) – så IKKE inddrager det økologiske landbrug i løsningsforslagene??? – Men de mener nok ikke hvad de skriver og de store stærke virksomheder i L&F har jo også meldt sig ud af Økologisk Landsforening. Måske skal L&F tænke på at opdatere deres hjemmeside og skrive det de mener i dag!

Milliarderne fra samfundets Treparts-kvæstede borgere skal ifølge aftalen så bruges på løsninger, der fastholder vores husdyr i livsvarigt fængsel under forhold som ligger milevidt fra dyrenes naturlige behov både vedrørende adfærd og foder. Her kan lige indskydes at der i Dyrevelfærdsloven, Kapitel 1, § 3 står følgende:

” Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.”

Overtrædelse af denne lov sker allerede millioner af gange hver dag i dette land. Men altså… langt de fleste millioner af husdyrene står jo i lukkede rum, som samfundets borgere, jurister og politikere ikke får adgang til, vi hører og ser dem ikke – så ”Hvad man ikke ser….” og det er tilsyneladende ikke et strafområde, som tages så juridisk alvorligt?

Ud over Trepartens manglende fokus på økologiens løsningsmuligheder og husdyrenes velbefindende, så er det jo himmelråbende, at aftalen ikke lægger op til en væsentlig større planteproduktion på de dyrkede arealer. Herpå naturligvis også protein-rige afgrøder, som kan erstatte nogle af de animalske proteiner, som VI VED er fremtidens primære proteiner. Større arealer med planter til menneskefoder frem for til dyrefoder er indlysende nødvendigt.

Hvor er de voksne?

Unge med mistet håb for fremtidens DEMOKRATI. Det er rigtig skidt!

Denne Trepartsaftale, hvis virkninger vil påvirke ALLE`s liv fremover, men er fixet af nogle FÅ hvis primære målsætning åbenbart kun er bedre vilkår for et fortsat udpinende og klimabelastende landbrug. Og denne ødelæggende landbrugsform vil de FÅ så gerne at vi ALLE skal betale for konsekvenserne af??

Ud over at de FÅ i aftaleteksten får milliarder i statsstøtte til udvikling af nye usikre teknologier, som fastholder vores husdyr i livsvarigt fængsel med unaturligt foder, stjæler den halm, der burde ned i mulden og forudsætter en fortsat storproduktion af gylle som ”råvare” – så vil de også gerne at vi ALLE betaler for DERES skader på samfundet. –  Rensning af pesticid- og kvælstofforurenet grundvand. Konsekvenserne af store nye epidemier som følge af intensivt husdyrbrug. Genoprettelse af et rent havvand så vi om 100 år måske igen kan se en fisk samt arsenalet af konsekvenser fra en fortsat klimabelastende produktion.

De stadig større svinekødsfabrikker møder stigende folkelig modstand, men politikerne holder stadig hånden over dem. Den grønne trepart ændrer intet ved denne favorisering. Foto: Greenpeace

De siger og skriver, at de vil fixe det ødelagte økosystem – uden overhovedet at tænke/nævne/foreslå tiltag der fremmer økologiske landbrug??? Økologi nævnes på ½ side ud af 43 sider i aftaleteksten og handler primært om hvordan Trepartsaftalen kan undgå at skade økologisk landbrug??

Så den biodiversitet, der jo skal fremmes ifølge aftaleteksten, den skal sørge for at holde sig uden for de ”robuste landbrugsarealer” for her skal der være plads til sprøjten og gyllen og de store monokulturer. Det ser ikke ud til, at de personer, der p.t. er ansvarlige for tilstanden på 60% af Danmarks meget intensivt dyrkede areal overhovedet har forstået betydningen af biodiversitet – over og under jorden. Det er ikke blot et romantisk sværmeri af flora og fauna, det er forudsætningen for alt liv på kloden – herunder også muligheden for at dyrke vores mad.

Stifteren af Merkur Bank, Lars Persson, skrev engang disse ord:
”Det, som er uerstatteligt, behandles økonomisk set som værdiløst”. Klog og voksen mand.

Demokratiets valgte ansvarlige skal nødvendigvis forstå netop dette hvis de skal lave lov at bevare taburetterne og nøglen til pengekassen. De skal skabe tro, håb og kærlighed til fællesskabet og samfundet. Ikke smadre vores liv af hensyn til nogle få, der tydeligvis tænker kortsigtet og ikke i fællesskaber og helheder. Bliv voksne!

Hvor er medierne og formidlingen om virkeligheden i dansk landbrug?

De fleste danskere ved ikke meget om hvordan deres mad bliver fremstillet. Morten Korch er død for længst og det er særdeles få der har besøgt en konventionel kyllingefarm, en nysprøjtet kartoffelmark, en so i bås, stået midt i en livløs kæmpehvedemark…

Det er noget andet i økologien. Her er åbenhed og mennesker vælger netop økologiske produkter fordi de interesserer sig for hvordan deres mad fremstilles og hvordan kloden har det. Men p.t. er det kun ca. 12% af fødevarerne i detail, der sælges som økologiske!

Medierne har en kæmpe rolle her!! Ikke mindst DR, der som ”Danmarks nationale public service-mediehus” skal sørge for formidling til folket – og politikerne – så alle kan tage stilling på et oplyst grundlag.

Hvor er historierne og dokumentarerne om hvad der reelt sker i en svinestald? Hvorfor vises ikke interview med en landmand, som kører med sprøjten og hvor man fortæller om giften og konsekvenserne af den? Hvorfor laver DR ikke en udsendelse om vores udpinte jord, som i løbet af de seneste 80 år har mistet 80% af frugtbarheden og humusindholdet? Hvorfor laver DR ikke et interview med en kylling, som ikke kan rejse sig – ikke kan gå – fordi den er fremavlet til at gro absurd hurtigt uden hensyn til dyrets velbefindende?

Hvorfor spiser en DR journalist ikke en kartoffel, der er sprøjtet med Reglone? Reglone er forbudt i EU fordi giften kan give hjerneskader, men i Danmark gives den ene dispensation efter den anden til det konventionelle landbrug. Kartoflen til journalisten kunne jo serveres med en bette svinekotelet, så er der basis for flere samtaleemner.

Hvorfor laver DR ikke en udsendelsesrække hvor forskellene på konventionelt landbrug og økologisk landbrug vises og fortælles i bedste sendetid. – Det vil være public service!
DR bør bringe viden til folket om de metoder, der ligger bag produktionen af vores MAD – og naturligvis konsekvenserne af disse metoder. Public Service bør handle om at give folket mulighed for at tage stilling ud fra tilført viden – DR har et kæmpe ansvar her og modtager hvert år omkring 3 milliarder støttekroner/år fra vores fælles skattepengekasse?

Nogle andre medier gør det rigtig godt. Bringer nyttig og grundig viden. Forholder sig kritisk.
TAK for det. I bibringer en vis tro på at der også er voksne til stede.

Merøkomoms bliver til milliarder

At økologiske fødevarer er dyrere at købe end de konventionelle, er helt goddaw og naturligvis med til at holde økologien nede. At forureneren betaler, gælder ikke i dagens landbrug, men det kan demokratiet jo ændre på.

I 2023 blev der solgt for 15,5 milliard kroner økologi i dansk detail. Momsen udgør som bekendt 25% af et køb og jo højere pris – jo mere moms til skattekassen.

Når 1 kg øko kartofler koster 23,-kr. og 1 kg konventionelle kartofler koster 15,40kr. – så betaler øko-kunden 1,90kr. mere i moms end kunder, som køber konventionel. – Og det er lavt sat, der er mange eksempler derude på en meget større prisforskel.

Danskerne spiser i snit 40kg kartofler/år. Merprisen for hver øko-kunde er derfor 76,-kr/år.
Når 12% af os 6 millioner danskere betaler 1,90kr./kg mere i ”økomoms” – lander regnestykket på en MERØKOMOMS PÅ 55 MILLIONER KRONER. Og det er KUN KARTOFLERNE !!

Samme regnestykke kan laves på den samlede mængde økologisk frugt&grønt solgt i dansk detail i 2023 og her viser Økologisk Markedsrapport en omsætning på 380 mill. kg. i 2023.
Lavt sat, med 1,90kr/kg i merøkomoms, er resultatet så 722 mill.kr. ekstra til skattekassen betalt af de økologiske forbrugere.

Laves tilsvarende regnestykke på de 230 millioner liter økologisk mælk og plantedrikke, der blev solgt i dansk detail i 2023, så betaler de økologiske forbrugere her 440 mill. kr. i merøkomoms til skattekassen.

Blot to varegrupper på økohylderne giver altså godt 1 milliard ekstra i skattekassen i forhold til hvis grøntsagerne og drikkene var konventionelle produkter.
Og hvor mange milliarder når vi mon op på når alle de økologiske varegrupper beregnes?

Trepartsaftalen er en Ommer

Treparten vil da gerne have fat i merøkomomskronerne, for de vil give 10 milliarder til udvikling af den usikre pyrolyseteknologi. Begrundet i, at vi jo skal bevare den uansvarligt høje animalske produktion og derfor skal kunne håndtere de store mængder gylle fra de indespærrede dyr på spaltegulvene.

Trepartaftalen er en OMMER. Og det vil være på sin plads om repræsentanterne fra landbruget reelt repræsenterede et landbrug, som faktisk ønsker at løse klima- og miljøudfordringerne i landbrugs- og fødevaresektoren – og det er via aftaleteksten dokumenteret, at det ikke er L&F alene. Og det er skræmmende, at én organisation har fået lov til at sætte så voldsomme aftryk på en aftale når denne organisation tydeligvis ikke tager ansvar for fællesskabet.

Tro, håb og politik for de mange

Det er NU vi skal tro på, at der er voksne til stede hos dem, som har fået lov at holde dirigentpinden på Tinge for en tid. De kommende uger vil vise om vi må tro om?!
Ellers må vi have fat i kampdragten igen engang:

  1. Skærm jeres hus med grav og planke, hvæs jeres leer snittende blanke,
    frygt ikke Borgens sorte hær, silke skal vige for vadmelsklæ’r.
    Bønder, tømrer, jyske knejte, nu skal vi sejre i grevens fejde.
  2. Bagved de riges glitrende hjelme, skjuler sig bange, skælvende skælme.
    Djævelen selv har dem givet til pynt, rustninger, skjolde, jorder og mønt.
    Bønder …
  3. Mennesker bytter de ud for penge, porten til fremtid de låse og stænge,
    piner og binder med arv og med gæld, jorden, som havde de skabt den selv.
    Bønder …
  4. Rigdom, si’r de, er for de rige. Biblen har noget andet at sige.
    Fattig på jorden vandred Guds søn, hented just ikke hos dem sin løn.
    Bønder …
  5. Hanen har galet trende gange, stå nu kun fast, for vi er de mange.
    Lad ikke fremtiden sige om os, Treparten knægted os uden at slås.
    Bønder …

Skrevet med håbet om en frugtbar og fælles fremtid af Fie Graugaard. Økologisk jordbruger i mere end tre årtier. Stifter af Hanegal A/S i 1992. Stifter og ejer af Organic Future Aps og Organic Plant Protein A/S
Medlem af repræsentantskabet i Økologisk Landsforening.

Bannerbillede: Den grønne trepart lanceres den 28. juni 2024. Foto: Klimaministeriet/Adam Rieper

Visited 708 times, 159 visit(s) today

Kommentarer

  1. Peter Jørgensen

    Glem ikke at DN er en part i denne aftale og har blåstemplet den. Og her gik mange jo naivt rundt og troede, at DN kæmpede for natur og miljø. Men det tyder på, at foreningen glemmer alt om dette, hvis bare de får plantet lidt skov rundt omkring i landet og bliver inviteret med til landbrugets høstfest.

    • Fie Graugaard

      Hej Peter. Ja, man kan sandelig undre sig? De taler med flere tunger åbenbart. Tak for din deltagelse. Venligst Fie

  2. Tak Fie 🙏❤️
    Håber dit oplæg bliver bragt i samtlige aviser.

    • Fie Graugaard

      Hej Wendie. Mange tak for din positive kommentar. Men hverken Information eller Politiken ville bringe den? Dog er den – ud over Gylle.dk blevet bragt i Klimamonitor. Venligst Fie

  3. ,preben Kofod

    Tak for det Fie Graugaard. Gid vi kunne stå sammen om at komme dette humbug, manipulation, og vanvid til livs. Og tak til gylle.dk for jeres store arbejde for at få sandheden frem i lyset.

    • Fie Graugaard

      Hej Preben. Ja, vi er heldigvis ret mange der vil noget andet end Treparterne. Vi må sandelig satse på at der kommer andre boller på suppen når den endelige version lander. Men det er svært at tro på! Tak for din opbakning. Venligst Fie

  4. HELT ENIG – Det skal blive en OMMER, som vi skrev allerede d. 29-06: https://gylle.dk/husmaendene-trepartsaftalen-ligner-en-ommer/
    Lad os nu gå sammen om at få trepartsaftalen erstattet af noget, der virker, så vi får liv i jorden, i vandet og på landet igen – ASAP!

    • Fie Graugaard

      Hej Ole. Ja, tak – vi vil noget andet. Supergodt at Frie Bønder – Levende land håber op her. I det hele taget – godt I er der! Venligst Fie

  5. Søren Rønhede

    Resultatet af aftalen viser klart, at demokratiet ikke fungerer!

    • Fie Graugaard

      Hej Søren. Nemlig. Det er ret trist og sandelig tankevækkende. Der bliver ellers pralet meget med vores demokrati rundt omkring, men det virker ikke helt! Venligst Fie

  6. Søren Rønhede

    Fie Graugaard giver ikke meget for den grønne trepart. Naturligvis ikke, for det er et stort svindelnummer. Vi må se at få os meldt ud af DN.
    Indlægget bliver nok ikke bragt i aviserne; de er en del af komplottet.
    Demokratiet ER afviklet, jvf. T. Scavenius’ grundige analyser og den dæmonisering, hun udsættes for, fordi hun afklæder stemmekvægsfolketinget med de høje lønninger, der fungerer som holdkæftbolsjer.
    https://pov.international/axelborg-diktaturet/

  7. Ian Heilmann

    Tak til Fie Graugaard. Det er en grundig udredning – skrækindjagende og samtidig jo ikke overraskende. Også jeg vandrer hvileløst rundt og overvejer mit fortsatte DN-medlemskab. Jeg er bekendt og har kontakt med en midaldrende konventionel landmand (30 ha – planteavl) her på Store Merløse kanten. Han siger ganske klart og roligt, at der ikke vil ske forbedringer i natur og miljø, før den vanvittige skala af den animalske produktion her i landet bliver skåret markant ned.

    • Fie Graugaard

      Hej Ian. Tak for de gode ord! – Og godt at høre at din bekendte er med på den nødvendige omstilling til mere plantebaseret. Det er ikke så tit det høres i medierne fra en konventionel landmand. Tak for den besked. Venligst Fie

  8. Aksel Thomsen

    Der skal andre boller på suppen hvis vores drikkevand og natur skal reddes.
    Og der skal ikke være nogen med tilknytning til BL. som skal have nogen
    stemme i de beslutninger . STRAM OP NU.

    • Søren Rønhede

      Desværre er det umuligt, så længe vælgere i stort tal lader sig vildføre til at stemme på partier, der er i lommen på det ondes højborg Axelborg.

  9. Det er egentlig interessant at vi allesammen har en tendens til at falde over Danmarks Naturfredningsforening, når det nu reelt er en fåtallig landbrugselite, der er bedøvende ligeglad med vores efterkommere, vores hårdt pressede natur til lands til vands og i luften, og det økologiske, regenerative, giftfrie jordbrug, som en lille gruppe mennesker faktisk prøver at opretholde.
    Den lille elite styrer åbenbart alt og alle – og hvis man prøver at forhandle med denne elite bliver man bare smidt i den “SORTE GRYDE”

    Kærlig hilsen en der ikke har tænkt at melde sig ud af naturfredningsforeningen, fordi vi må blive ved med stå sammen om at passe på naturen selvom AXELBORGEN synes uindtagelig

    • Kjeld Hansen

      Kære Nora – jeg tror, at pointen er, at DN-præsidenten optræder for meget som en del af eliten og reelt svigter de 135.000 medlemmer, der forventer kamp til stregen for naturen. DN er jo IKKE en del af hverken Folketinget eller Centraladministrationen, men opfører sig i høj grad som om, når man går med til den aftale om et grønt Danmark, der forgylder (endnu en gang) landbruget, men som kun hjælper naturen marginalt… Se f.eks. her: https://concito.dk/nyheder/danmark-kan-faa-meget-mere-groent-ud-eus-landbrugsstoette – og spørg så dig selv og DN, hvorfor det er Concito (og gylle.dk), der gang på gang skal påpege det enorme spild af støttepenge, som ikke gavner naturen men kun forgylder jordejerne…

    • Fie Graugaard

      Hej Nora. Det er vist fordi vores forventninger til DN er blevet skuffet her og at vore forventninger til L&F blot er “indfriet”. Det er så særdeles trist at de folkevalgte politikere ikke har større pondus og større ønsker om vores fælles fremtid end det vi ser i den nuværende tekst i aftalen. – Tak for kommentar og fastholdenhed. Vi må håbe at DN også fastholder deres grundholdning. Venligst Fie

Skriv en kommentar