Vind, vejr og trafikpropper kan forsinke en dyretransport med nogenlunde acceptable 2, 3 og 4 timer, når der er tale om lange ruter ud i Europa. Men der er ingen undskyldning for forsinkelser på 15, 16 og 17 timer. Slet ikke, når der er tale om lastbiler pakket med levende dyr. Foto: Dyrenes Beskyttelse

En stort anlagt sag mod 11 fynske vognmænd, som var tiltalt for 1011 ulovlige dyretransporter tilbage til 2017, er nu skrumpet til 31 sager mod to fynske vognmænd. Det skyldes, at anklagemyndigheden tabte en prøvesag ved landsretten i 2021. Men anklagemyndigheden har arbejdet videre med sagerne, som nu følger begrundelserne i landsretsdommen

Frifindelsen i prøvesagen handler om en transport, der tog 30 timer. Reglerne siger, at når en svinetransport varer over 24 timer, skal svinene ud af lastbilen og på stald. Her skal de have foder, vand og hvile. Når vognmanden alligevel blev frifundet, var det fordi turen ud i Europa var planlagt og organiseret efter reglerne. Det var sket ud fra en realistisk tidsplan, som derudover var godkendt af Fødevarestyrelsen. Derfor blev han frifundet.

Så sjovt er det så heller ikke at blive transporteret i mere end 24 timer ned gennem Europa. Privatbillede

Det fik samtidig Fødevarestyrelsen til at indføre en ny praksis. Det betyder, at Fødevarestyrelsen nu accepterer, at 24 timers-fristen godt kan overskrides, fordi det kan være vanskeligt at forudse trafikpropper, dårligt vejr eller andre uforudsete begivenheder ned gennem Europa.

Men dermed forsvandt også grundlaget for hovedparten af de 1011 sager, skriver Politiken 1. april 2025. Mens det oprindelige anklageskrift fyldte 262 sider med 1011 forhold, fylder det nye 6 sider med 31 tiltaleforhold.

Ditte Erichsen, Dyrenes Beskyttelse

Dyrenes Beskyttelse kalder det en retspolitisk skandale, at et så massivt antal ulovlige dyretransporter ikke bliver straffet, ifølge Ditte Erichsen, dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse:

– Hele forløbet dokumenterer en ineffektiv håndhævelse af lovgivningen på dyretransport
området uden reel afskrækkende effekt. Og det er dyrene, der betaler prisen. Risikoen for tørst, overophedning og udmattelse øges med de stigende transporttider.

Siden 2017 er der sendt mere end 70 millioner svin på lange transporter fra Danmark. Hvor mange af dem har været sendt af sted i mere end 24 timer, spørger Ditte Erichsen.

Hverken de to tiltalte vognmænd i de nu 31 sager eller deres advokater ønsker at udtale sig. Ifølge Fyens Stiftstidende har et af de to vognmandsfirmaer i forvejen mistet retten til at transportere dyr. Firmaet og dets ejer har gennem årene fået flere domme og bøder for håndteringen af især svin.

Juni var den måned, der blev sendt flest svin på lange dyretransporter sidste år. Der burde ellers af hensyn til dyrevelfærden eksporteres langt færre grise, når det er varmt. Grafik: Dyrenes Beskyttelse.

Ifølge anklager Kasper Nygaard Jensen, Fyns Politi, er der dog stadig registreret en virksomhed i firmaets navn. Det er denne juridiske enhed, tiltalen er rettet imod. Gylle.dk ville gerne have uddybet, om anklagemyndigheden har undersøgt, om firmaet rent faktuelt stadig eksisterer, men anklageren er på ferie.

Til gengæld vil Dyrevelfærdsgruppen i Nordjylland, der har fulgt sagen tæt gerne fortælle, at det pågældende firma drives videre af en søn. Rita Levorsen, Dybvad i Nordjylland, fra Dyrevelfærdsgruppen siger til Gylle.dk:
– Det er da forkasteligt, at da sagen startede i 2017, var de mange dyretransporter ulovlige.
Siden er reglerne så ændret. Derfor bliver de nu ikke tiltalt. Men de 11 vognmænd bør da dømmes efter de regler, der var, da de begik ulovlighederne.

Bannerbillede. Svinetransport. Privatfoto

Visited 202 times, 11 visit(s) today

Discover more from Gylle.dk

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Skriv en kommentar