Østersøen er gået i fisk

Er det overhovedet muligt at stoppe en destruktiv udvikling? Når først et system kører på fuld kraft, vil det så fortsætte ud over dets egen grænse – indtil sidste træ er fældet eller den sidste fisk er fanget?

I dette nyhedsbrev rapporterer jeg om, hvordan EU i årtier faktisk har forsøgt at stoppe en udvikling i fiskeriet, mens danske regeringer har ført en politik for det modsatte.

Igen i år var det desværre den danske tilgang, der trak den længste fisk. EU anbefalede fx en reduktion af torskefiskeri på 85 %. Men det endte med en reduktion på 0 %.

Bagklogskab

I bagklogskabens klare lys og på afstand er det typisk nemt at lave en rationel vurdering: Hov, vi skulle nok ikke have fanget den sidste fisk – eller fældet det sidste træ. Ift. til det sidste er der faktisk et historisk eksempel på det: På Påskeøen fældede man alle træerne – og det kom med klare, måske indlysende, konsekvenser.

Historien er, at da man fældede de sidste træer, blev jorden blæst væk, så de ikke kunne dyrke noget, og at de ikke havde træer til at bygge skibe til og således sejle fra den ulevedygtige ø. Man mener, at de fældede træerne med det formål at bygge de mindesmærker, øen nu er kendt for: Når et samfund kollapser | Kristeligt Dagblad .

Man må sige, de var dedikerede til kunsten. Men hvorfor var der ikke nogen, som i processen opdagede, at de var på vej hen et sted, hvor det kunne gå galt? Da de var halvvejs? 80-90%? Måske var der det også – men alligevel fortsatte de til bogstaveligt talt det sidste træ.

Men måske er det ikke så underligt at forestille sig? For det er i øjeblikket præcis den situation, vi står over for ift. fiskeriet i Østersøen. Østersøen har det laveste “biomassse-niveau” nogensinde. Det betyder, at der er et faldende antal fisk. De er blevet overfisket og endda “nedfisket” som det nu bliver omtalt som i Folketingets dokumenter.

Overfiskningen og nedfiskningen er ikke noget, som vi først er blevet opmærksom på i år. Det har været kendt siden i hvert fald 2006, hvor man i EU begyndte at lave fiskekvoter for Østersøen. Men siden da er det kun blevet værre. Derfor er det blevet en del af vores fiskeripolitik at lave “fastsat målintervaller for fiskeridødeligheden”:

Det lyder pænt. Men det er et begreb, som ikke rigtigt peger i retning af faktuelle biologiske tilstande. Men det afslører dog en politisk virkelighed. For de “fastsatte målintervaller” dækker sådan set blot over det faktum, at fiskene dør. Kort sagt: vi fanger flere fisk, end hvad der muliggør en bestandsoverlevelse på den lange bane. Alle burde jo stoppe op og sige, at vi jo ikke skal lave politik for fiskeridødelighed. Men selvfølgelig for fisk.

Torsk

Lad os tage torsken som eksempel. Der er europæisk videnskabelig rådgivning, der kræver “nulfangst for 6. år i træk” for de “nedfiskede bestande”. Så hvis vi følger dette, burde det jo være fint.

Derfor har man i EU lavet en række bifangstkvoter for at “undgå de potentielt alvorlige socioøkonomiske konsekvenser af en fuldstændig lukning”. Det betyder i praksis, at man så alligevel godt må fange fx torsk – blot så længe at det er ikke er målrettet.

Men problemet er, at vi i Danmark fisker med meget store skibe og net, hvilket betyder, at vi ikke fisker målrettet, men fanger alt i områderne, hvor vi fisker – herunder de uheldige torsk.

Derfor er ordet “bifangstkvote” et fake politisk begreb. EU har dog forsøgt at kræve, at man skal minimere bifangsten ved at anvende selektive redskaber, dvs. at man skal fiske mindre både, store masker og med overvågning.

Men det har været “svært” for Danmark at implementere. Brugen af selektive redskaber er ikke nået til Danmark endnu. Og vi har fx haft nogle enkelte projekter med overvågning, men i Europaudvalget i sidste uge så fiskeriministeren, at regeringen først forventer i 2033 at have en generel overvågning.

Men min erfaring med regeringens ambitioner, der ligger langt ud i fremtiden, siger mig, at man ikke skal forvente, at de bliver overholdt – nok blot udskudt til 2040, 2050, etc.

Noget kunne tyde på, at EU-kommissionen også har mistet tålmodigheden. Derfor krævede de i år, at vores bifangstkvoter bliver reduceret kraftigt med 84 %:

Det er de danske fiskeriforeninger selvfølgelig imod. Og det er nogle stærke stærke og indflydelsesrige aktører indenfor fiskeriet – ligesom Landbrug & Fødevarer er det for landbruget.

Danmarks Naturfredningsforening og WWF er bekymret over den “fortsat alarmerende tilbagegang i flere fiskebestande i Østersøen”, og henviser til at problemet måske endda er større pga. et mørketal ift. bifangster, fejlrapportering og russiske fangster (som pga. krigen i Ukraine og det dårlige samarbejdsklima er på vej ud af samarbejdet omkring fiskeriet i Østersøen):

Så hvad er regeringens holdning til dette? Det er at holde “bifangstkvoter på en mængde, der tillader fortsat fiskeri af andre bestand”. Det betyder i praksis: vi ønsker ikke at reducere bifangsten, hvilket betyder i praksis: vi ønsker ikke at reducere torskefiskeriet.

Ud fra et kortsigtet økonomisk perspektiv giver det mening. Der kan tjenes penge på at sælge fisk. Problemet er blot, at det på den lange bane ikke giver mening at komplet ødelægge fiskeriet som erhverv og som fødekilde.

Man kan politisk diskutere, hvorvidt hensynet til de kortsigtede økonomiske gevinster er så store, at det vejer op for at efterlade Østersøen helt tom for fisk. Et andet spørgsmål er, om Danmark lever op til vores juridiske forpligtelser.

EU har i mange år krævet en større indsats for at beskytte fiskene. Særligt ift. torsken, hvor de har krævet, at man bruger selektive redskaber for at minimere omfanget af bifangster samt overvågningen af fisk for at undgå snyd og fejlrapporteringer.

Jeg spurgte ministeren på europaudvalgsmødet sidste uge, om Danmark overholder EU-forordningen fra 2019, men det kunne ministeren ikke svare på, og jeg vil derfor få et skriftligt svar. Så nu afventer jeg svar på det.

Men den interessante pointe her er, at alle ved, at mange fisk, heriblandt torsken i Østersøen er overfisket og endda “nedfisket”. Alligevel fortsætter vi med at finde veje til at fortsætte fiskeriet trods at det tydeligvis ikke er holdbart.

Vi er simpelthen i Danmark 2025 ikke blevet klogere end Påskeøens befolkning, som fældede de sidste træer og underminerede økosystemet for deres liv. Det kan være vi ikke skal muntre os over denne historie, men i stedet bruge det klare spejl, det stiller op, til at se os selv i øjnene og bemærke, at vi faktisk griner ad os selv.

Fra 84 % til 0 %

De endelige tal for nødvendige fiskereduktioner er netop blevet offentliggjort af EU-kommissionen: table-baltic-sea-2026x.pdf. Og her viser det sig, at de europæiske regeringsledere, herunder i Danmark, ikke har lyttet til EU kommissionen. Kommissionen anbefalede som nævnt en fiskeri-reduktion på 84 % for torsken i den vestlige del af Østersøen, hvor Danmark er en af de største fiskerinationer.

Men det blev sløjfet i den politiske proces. Så nu står reduktionen på 0 %. Det betyder i praksis, at vi fortsætter ufortrødent med at nedfiske torsken. Og det er nok særligt Danmark, som er ansvarlig for det.

Klima

Et lignende “irrationelt” eksempel er klimaforandringerne – selvfølgelig. Der er noget enormt tragisk, men også, ud fra et sociologisk perspektiv, interessant og fascinerende over, at mennesket, som den eneste biologiske art i verden, udvikler teknologier til at underminere den tynde atmosfære, som er det eneste, der beskytter vores eksistens i et ellers tomt rum.

Og når vi så bliver opmærksomme på denne trussel, så evner vi ikke kollektivt at ændre adfærd. I stedet accelererer vi de ødelæggende processer. Jeg havde et debatindlæg i Klimamonitor i sidste uge om status på klimapolitikken, som jeg også har skrevet om her på nyhedsbrevet: https://klimamonitor.dk/nyheder/debat/article18615920.ece

På Påskeøen står der nogle flotte figurer tilbage. Spørgsmålet er, hvad der står tilbage, når Østersøen er tom for fisk og klimaforandringerne har ændret de klimatiske betingelser for de samfund, som vi har bygget op de seneste 10.000 år?

Tak

Tak for alle jeres kommentarer, svar og søde opmuntringer. Jeg læser alle, og det betyder meget for mig at modtage sådanne beskeder. Fordi min tid er så knap, når jeg desværre ikke at svare alle beskederne. Jeg ved, det kan være frustrerende at sende en mail afsted og ikke modtage svar. Men jeg håber, at I forstår min prioritering af min tid.

GD: Sidste chance

Grønne Demokrater nærmer sig slutspurten for at kunne nå at blive opstillingsberettiget. Vælgererklæringer gælder kun 18 måneder, og de begynder med at løbe ud til vinter. Derfor ser det usandsynligt ud at nå i mål.

Men vi har til året ud, hvorfor alle har en sidste chance til at:

• igangsætte vælgererklæring
• bekræfte din vælgererklæring (ca. 3.000 har igangsat, men ikke bekræftet endnu. Tjek din eboks)
• opfordre dine kolleger, venner og familie til at give en vælgererklæring.

Jeg håber, du vil dele budskabet.

Theresa Scavenius

Medlem af Folketinget og stifter af Grønne Demokrater

Bannerbillede: Der var engang, hvor havet var fuld af fisk – også til fuglene. Foto: Jan Skriver