Er tiden inde til at bryde landbrugets forbløffende magtposition?

Man kan let trække på skuldrene af forslaget om at nedlægge landbrugets eget ministerium. Men spørgsmålet er, om ikke det kunne være i både landets og landbrugets egen interesse, hvis fødevareproducenterne blev behandlet som alle andre, skriver professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen i et debatindlæg hos Altinget.dk 4. maj 2026. Vi bringer nogle uddrag

(…) Landbruget er ikke længere landets hovederhverv, og produktionen af landbrugs- og fødevarer er koncentreret på få og store enheder. Det udløser spændinger. Det viste valgkampen, hvor grisenes kår der blev et af de store temaer.

Der er parallelt sket noget andet. Reguleringen af landbruget har ændret karakter. Den er ekstremt tæt. Nutidens bønder er spundet ind i et netværk af regler og tilskudsordninger.

Nogle skal støtte erhvervet. Andre skal beskytte forbrugerne. Atter andre skal sikre dyrevelfærden og miljøet.

Og opgaverne er fordelt mellem to ministerier med tilhørende styrelser og en talstærk skare af biologer, dyrlæger og jurister.

Ja, oven over alting svæver EU, som både yder tilskud og sætter sin del af de regler, der skal beskytte bønder, dyr, forbrugere og natur.

Og for at det ikke skulle være løgn offentliggjorde Statsrevisorerne midt under regeringsforhandlingerne “en skarp kritik” af Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri under Fødevareministeriet og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø under Ministeriet for Grøn Trepart.

”Det er selvskadende adfærd at optræde som et agrarindustrielt kompleks. Tiden er ikke til det”

Kritikpunkterne er mange, men lader sig koge sammen til Rigsrevisionens konstatering af, at de to myndigheders tilsyn med griseavlen ikke er specielt tæt og systematisk, og at myndighedernes sanktionering af overtrædelse af reglerne gennemgående er mild, idet den ikke bruger de midler, som lovgivningen giver dem i form af forbud, påbud og politianmeldelser.

Styrelserne henholder sig for deres vedkommende til, at deres tilsyn er dialogbaseret og derfor bruger information og vejledning som vigtige instrumenter i kontrollen.

Kunne det være i både landets og landbrugets interesse, at landbrugs- og fødevareerhvervene blev behandlet som alle andre erhverv?

(…)

For det første kunne det være i både landets og landbrugets interesse, at landbrugs- og fødevareerhvervene blev behandlet som alle andre erhverv?

Hvorfor skal de have deres eget ministerium? Kunne den erhvervsretlige og erhvervsøkonomiske regulering ikke med fordel ligge hos Erhvervsministeriet, som regulerer alle andre erhverv?

Og kunne det ikke bryde den magtposition, som erhvervet på forbløffende vis har formået at fastholde?

For det andet, bygger reguleringen af landbrugs- og fødevareerhvervene på en ultrakompleks blanding af EU- og national støtte, EU- og national regulering. Så kan man gøre noget for at forenkle den?

Hvad der rejser spørgsmålet: Kan det ske uden en urealistisk EU-reform?

For det tredje bør de tilsynsførende ikke gå hårdere frem, således som Rigsrevisionen og Statsrevisorerne indirekte foreslår?

Det kan man ud fra et lov-og-orden-synspunkt mene, men erfaringen siger, at et dialogbaseret tilsyn slet ikke er så ineffektivt endda.

Det benytter man også på andre områder, men det kæver selvfølgelig et medspil fra dem, tilsynet er rettet imod.

Landbrug & Fødevarer og dets specialorganisationer med de meget få og store producenter, der er tilbage, har her en politisk-pædagogisk opgave, som det bør være i stand til at løfte.

Det er selvskadende adfærd at optræde som et agrarindustrielt kompleks. Tiden er ikke til det.

Jørgen Grønnegård Christensen (81) er professor emeritus på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Gennem sit liv som professor i statskundskab har Grønnegaard været med til at forme den danske offentlige forvaltning. Selv efter han i 2012 blev professor emeritus, har han fortsat været en aktiv stemme i debatten om forvaltningens rolle i samfundet.

Bannerbillede: Svinekødsindustrien møder stadig stærkere kritik. Foto: Holger Øster Mortensen