Naturbeskyttelse og vedvarende energi er fuldstændig ud af sync i Silkeborg Kommune

Det skal gå stærkt! Vi har brug for vedvarende energi for at nå vores klima- og forsyningsmål. Fair nok. Vi har opdaget, at både klimaet skal reddes og at de forkerte mennesker bestemmer for meget i verden for tiden. Både klimakrisen og sikkerhedspolitikken har højeste prioritet, men skal de sidste store naturområder ofres på klimakampens alter? Høringsfristen er 6. april…

Lars Nyhus, Vrads

Artiklen er skrevet af Lars Nyhuus, vildmand og ildsjæl fra landsbyen Vrads, der ligger ved hedeområderne Vrads Sande fem kilometer vest for Bryrup og 20 kilometer syd for Silkeborg. Vrads hører administrativt til Silkeborg Kommune.

FREMSKYNDELSE og lempelse er de to ord, som går igen i den nye bekendtgørelse. VE-projekterne skal fremskyndes, og natur- og miljøreglerne skal lempes. Det betyder færre krav til screening, miljøvurdering og undersøgelse af lokale naturforhold. Det betyder ringere hørings- og klagemuligheder. Det betyder dårligere mulighed for lokal indflydelse.

Her hvor jeg bor – midt i Danmarks største skov – er der en statslig VE-park under udpegning. Et skovstykke på 600 hektar tiltænkes vindmøller. Til sammenligning er Amager Fælled er 220 ha, Mols Laboratoriet er 150 ha og Rebild Bakker er 395 ha. Møllerne kan blive op til 250 meter høje, altså samme højde som pylonerne på Storebæltsbroen. Frihedsgudinden er med soklen ‘kun’ 96 meter høj og pyramiderne er ‘kun’ 140 meter høje.

Vrads Sande med Store Hjøllund ude i horisonten hører til Danmarks fineste natur, men det blæser Silkeborg Kommune på. Foto: Peter Holm

SKOVEN I HJØLLUND rummer ifølge Miljøportalen mere end 250 fredede og rødlistede arter, og såmænd også 24 hele §3-arealer af høj værdi. Men ak, skoven er ‘kun’ fredskov og ikke Natura 2000. Derfor åbner bekendtgørelsen for adgang til at opføre vindmøller i selve skoven – og det er præcis det, som er ved at ske.

Da regeringen tiltrådte i 2022 var det med følgende passus i regeringsgrundlaget: ’Regeringen vil indføre en samlet lov om natur og biodiversitet med mål og virkemidler for et grønnere Danmark. Målet er at bidrage til EU’s biodiversitetsstrategi for 2030, som har som mål, at 30 pct. af EU’s areal til lands og til havs skal være beskyttet natur, hvoraf 10 pct. skal være strengt beskyttet natur.’

Nu venter vi på opfølgningen.

Enigheden om vindmølleparken i Store Hjøllund smuldrer så småt, efter at SF har trukket sin støtte til projektet 26. februar 2025. Læs debatartikel om møllerne.. Skærmbillede.

SIDEN REGERINGEN fik taget det obligatoriske gruppebillede i 2022, har verden forandret sig. Behovet for sikkerhed og forsyning er blev forstærket. Det, som ikke har ændret sig siden 2022, er vores globale biodiversitetskrise og den nationale naturfallit.

Københavns Universitet udgav sidste år en diger rapport til regeringen, med forslag til 239 store, sammenhængende naturområder i Danmark. Sammenhæng, størrelse og tid er afgørende parametre, for at stoppe den katastrofale tilbagegang for biodiversiteten. Rapportens entydige konklusion er, at vi skal tage udgangspunkt i de naturområder, vi allerede har, hvis vi skal kravle op ad biodiversitetsstigen.

BIODIVERSITETSRÅDET peger på, at investering i store, sammenhængende naturområder har betragtelige CO2-gevinster. Det er efter alt at dømme en af de billigste måder at reducere vores CO2-aftryk. En beskeden investering i natur vil kunne bidrage med 13% af grundlaget for vores 2030-mål. Investering i natur har desuden mange andre økonomiske gevinster i form af forbedret vandmiljø, beskyttelse af grundvand, forbedret biodiversitet og efterfølgende indtægter fra turisme.

Biodiversitetslovgivningen og VE-lovgivningen burde køre i samme spor. Med et forspring til VE-udviklerne, risikerer vi at miste sammenhæng og retspraksis for naturbeskyttelsen. Det er ved at ske i Silkeborg kommune. Den aktuelle høring om kæmpevindmøller i Hjøllund-skoven lugter langt væk af, at industrien har haft held med en række indspark, som primært vil hjælpe med at accelerere en god forretning.

Høringsfristen er 6. april…

Her skal møllerne placeres, hvis det står til kommunalbestyrelsen i Silkeborg.

Bannerbillede: Et skovstykke på 600 hektar tiltænkes vindmøller. Til sammenligning er Amager Fælled er 220 ha, Mols Laboratoriet er 150 ha og Rebild Bakker er 395 ha. Møllerne kan blive op til 250 meter høje, altså samme højde som pylonerne på Storebæltsbroen. Frihedsgudinden er med soklen ‘kun’ 96 meter høj og pyramiderne er ‘kun’ 140 meter høje. Fotocollage: Vrads Sande Miljøgruppe.

Visited 940 times, 940 visit(s) today

Kommentarer

  1. John Christensen

    Tjae, hvis man alligevel havde tiltænkt sig at indhegne det hele og slippe heste og kreaturer ud derude, så folk ikke kan færdes derude, uden betydelig risiko for konfrontationer med disse heste og kreaturer. Ja så kan de da lige så godt sætte møller op derude..

    INGEN af delene bør gøres derude. Lad denne natur være som den er og som jeg vil vædde med at langt det meste af lokalbefolkningen derude sikkert også mener..

    Mvh
    John

  2. Peter Fischer Mikkelsen

    Ikke at kæmpe vindmøller pynter på landskabet, men disse argumenter om naturbeskyttelse kan jo i princippet bruges alle steder i landet….. Og nu står der såvidt jeg kan se navnet “Plantage” flere steder på kortet, så naturlig skov er det heller ikke. Fair nok, vi skal have biodiversitet, men at rode det sammen med CO2 besparelse er nok lidt søgt.
    Hvis ikke det er natur, så er det udsigt = huses friværdi! Vi kommer aldrig til at gøre den grønne omstilling til en super god forretning for alle – selvom vore politikere ser ud til netop på denne måde at “ville puste og have mel i munden”. Genvalg er jo den vigtigste sag i hele verden!

  3. Flemming Bjerke

    Ja, Peter Fischer Mikkelsen. Billedet med vindmøllerne viser så vidt man kan se, møllerne i gran (rødgran?). Hvorfor er gran (plantage?) så bevaringsværdig? Skal vi også til at betragte pyntegrøn-bevoksninger og hvedemarker som så bevaringsværdige at de skal hindre vindmøller? Der mangler også præcision: Hvilke områder med høj biodiversitet burde bevares? Hvad betyder: “Vrads Sande med Store Hjøllund ude i horisonten hører til Danmarks fineste natur, men det blæser Silkeborg Kommune på.” ? Hvad er problemet? At hugormene ikke kan tåle at se vindmøllerne? I horisonten ses en granplantage eller ? – og hvad er problemet? Linket til Miljøportalen er blot en almen henvisning til portalen og dokumenterer dermed ikke at nogen naturværdier vil blive ødelagt.

  4. Lisa Poulsen

    Dybest set er meget af den “grønne” energiproduktion ikke grønt, men kun grimt.
    Kreativ bogføring er en bedre betegnelse.

    • Kære Lisa Poulsen
      Prøv venligst at dokumentere at grøn energiproduktion ikke er grøn. På forhånd tak.

      At grøn energiproduktion efter din mening er grim er et problem du kan gøre noget ved når der er folketings- og kommunalvalg.
      I mellemtiden kan du glæde dig over at fremsynede for mange år siden, mestendels for egen regning, begyndte at udvikle væsentlig mindre forurenende vedvarende energianlæg der nu efter fornuftig bistand med skattekroner viser sig at være billigere end strøm fra gas og kulfyrede elværker, især når miljøgevinsten indregnes.
      Selv synes jeg ikke vedvarende energianlæg er grimmere eller kønnere end gylletanke, motorveje, højspændingsmaster, skorstene, kornsiloer m.fl.

      Eksport af dansk energiteknologi var i 2023 af samme størrelse som den reelle landbrugseksport, begge omkring 100 mia.
      Ifølge Landbrug og fødevares rendyrkede kreative bogføring, benævnt “fødevareklyngen” nåede sammes eksport, ved hjælp af fiskeri, brødfabrikker, bryggerier, og tilhørende maskinfabrikation op på ca 200 mia.

  5. Visualisering på på billedet øverst er ikke korrekt.
    Møllerne står ikke så skarpt og kontrastrige set mod solen!
    Har i mere end 20 år set på vindmøller fra min tidligere adresse.
    I samme periode er mindst fire nedtaget.
    Samlet er antal af vindmøller i DK faldet!
    ‘Ikke i min baghave’ er kun et argument hvis modstandere af landvindmøller er villige til at betale højere EL-pris eller mindske forbruget!
    Vindmøllers ca 30 års levetid kan ikke sammenlignes med andre væsentligt mere permanente bygningsværker som for eksempel Storebæltsbroen 27 år.Frihedsgudinden 149 år eller pyramiderne 4600 år.

Skriv en kommentar