Bjergvipstjerten – den fuldendte fugl

Kvintessensen af en fugl, en lille, smækker og strømlinet skabning, lige fra den ene ende med det fine næb i spidsen af det koniske hoved, til den anden, hvor den dråbeformede krop smalner ind til en overdådigt lang og smal hale – en fugl af fuldendt elegance, malet i kontrastrige og delikate mønstre i sort, hvidt og blygråt og lysende kromgult på bugen med intens mætning på undergumpen

Der må have været hektisk travlhed på Gud Herrens centralværksted gennem samtlige skabelsens seks dage. Ikke mindst på fjerde dag, hvor bl.a. fuglene og alle øvrige vingede væsener blev skabt, ”efter deres arter”, som der står skrevet.

En sprudlende fantasi og et sikkert håndelag med det bløde ler har den gamle mester lagt for dagen alene med de over seks tusind arter spurvefugle; og det må have været med ekstra stor tilfredshed, at han er trådt et par skridt tilbage for at beundre sin bjergvipstjert, inden den i næste øjeblik tog til vingerne for at gøre sit til at fylde himmelhvælvingen og blive frugtbar og mangfoldig.

Bjergvipstjert er kvintessensen af en fugl, en lille, smækker og strømlinet skabning, lige fra den ene ende med det fine næb i spidsen af det koniske hoved, til den anden, hvor den dråbeformede krop smalner ind til en overdådigt lang og smal hale – en fugl af fuldendt elegance, malet i kontrastrige og delikate mønstre i sort, hvidt og blygråt og lysende kromgult på bugen med intens mætning på undergumpen.

Det blev i tidernes morgen til i alt ti arter af vipstjerter, alle med lignende elegant udformning og alle med kontrastrige mønstre, gerne med gult – og med den charmerende adfærd uophørligt at vippe med den lange hale og ofte med bagkroppen med, så fuglen af og til synes at kompensere med forkrop og hoved i modfase for at holde balancen. Der er vipstjerter i Europa, Afrika, Asien og Australien, men ikke i Amerika, når man ser bort fra lokale bestande af hvid og gul vipstjert i det vestligste Alaska.

Navnet bjergvipstjert signalerer ikke just noget dansk, men det er ikke så meget højder som det er vand, der betinger den smukke lille fugls trivsel. Den findes især ved mindre vandløb med vekslende lys og skygge fra omgivende træer og med vand, der strømmer og risler og mumler omkring større sten og blokke og med rig forekomst af vandplanter og de vandinsekter, bjergvipstjerten lever af.

Herhjemme er der bjergvipstjerter ved mange øst- og nordjyske vandløb; på øerne er der langt mellem snapsene. Befordrende er hvidt boblende hvirvler ved mølledamme og vandfald ved stenbroer og cementopstemninger, der ilter vandet og nærer dets liv. Her vil bjergvipstjerten gerne anlægge sin rede i fordybninger, sprækker og nicher vel oven vande – det smager lidt af bjerg.

Det er en frydefuld oplevelse at være diskret tilskuer til en bjergvipstjert i aktion. Fuglen er i konstant bevægelse, enten i bølgende flugt fra den ene sten til den næste, på flimrende vinger stribet i sort og hvidt og med glimt af gult og gråt, eller på sine lave brunrosa ben og fødder med klør der kratter godt fat på glatte algegroede sten – og med vinkende vippestjert og hovedet på sned med et skarpt sort øje rettet mod insekter i og over vandoverfladen.

Bjergvipstjertens tilstedeværelse højner et vandløbs samlede kvalitet, og det har gavnet arten, at bække og åer mange steder har fået renere vand gennem de senere år. Den har en mere alsidig menu end den mere kræsne specialist vandstær, som udelukkende fouragerer under vandet og kun yngler nogle ganske få steder i landet.

Også anskuet i mere videnskabeligt lys kan der siges at være noget fuldendt i skabelsen af vipstjerterne. De er placeret nær toppen af en af det fylogenetiske fuglestamtræs mange udviklingsgrene, der indtil videre er endt med avancerede familier som finker, pibere og vipstjerter. De er opstået for blot ca. fem millioner år siden, mens fugletræets rod rækker 65 mio. år ned i tidens dyb. Hvad kan det ikke blive til de næste par millioner år?

Bannerbillede: Kornerup Å vest for Ledreborg løber i bunden af en typisk østdansk ådal, gravet ud af kaskader af smeltevand og sedimenter, som ved isens retræte for 12.000 år siden masede sig vej vestud under isens tunge tag. I dag finder åens mere beskedne vandmængder fredeligt vej i modsat retning, fra Midtsjællands bakkeland og ud i Roskilde Fjord. Forholdene byder på vinterkvarter for bjergvipstjert og vandstær. Foto: Ian Heilmann