
Vores velkendte overvintrende småfugle får struberne på gled, når lyset svulmer i marts
Marts måned er ladet med sitrende og uforløst spænding, parat til at ruske til live efter de mørke måneders indefrosne dvale og sløvsind. Og til at skubbe til handling og afgørelser, der presser sig på. Noget nyt er i svang – ni grågæs i en våge og en lærketrille et sted oppe i tågen, og snart kommer sneppen, uroen og sindsbevægelserne. Sådan er scenen sat i Martin A. Hansens roman ”Løgneren” fra 1950 med det lakoniske anslag ”Trettende Marts. Det er taaget”.
Trækfugle dukker op ud af det blå, mens standfugle er anderledes tilregnelige, dem ved man, hvor man har, mens de tappert står vinteren igennem. Fattigmand som bliver ene hjemme med hestepæren, som Johannes V. Jensen omtalte gråspurven.
Gærdesmutten er også sådan en lille ukuelig fattigmand, Danmarks næstmindste fugl, med struthale og nærmest dumdristig strategi som både insektæder og overvintrer. Musebror hedder den på Færøerne. Den forgangne strenge vinter med nådesløs sibirisk østenvind må have kostet mange gærdesmutter livet, men seje overlevere vil rette op på tabet ved at producere ekstra store kuld, efter forårets genvundne huld. Og gærdesmuttefatter har selvværd og er en sand troglodyt, der bygger et udvalg af huleformede reder for at invitere damerne på fremvisning. Og han synger skarpe serenader, endda næsten hele året rundt, med en forbløffende kraft og energi fra det lille korpus – en gnidrende højfrekvent jubelremse uden hoved og hale, umulig at bogstavere.
Musvitten er også både kæk og kry og standfugl. Den største blandt mejser, kendt af alle, umiskendelig med sit sorte og hvide hoved, ryg og vinger i flere nuancer grønt, og citrongul skjorte med sort slips, der når godt og vel forbi bukselinningen. Musvitten er robust og står vinteren igennem med sit bredspektrede fødevalg, meget gerne fedtholdigt – svenskeren kalder den talg-oxe. Musvitten begynder at synge tidligt, i februar, når solen er fremme, og snart kører det i det splinternye martslys: Bi-di – bi-di – bi-di – bi-di – bi-di. Lyst, lovende og monotont tikkende som et ur. B. S. Ingemann oversatte det med: Giv-tid – giv-tid, som en håbefuld forsikring om den kommende sommers skønhedsrige.

Blåmejsen er lillebror til musvitten, om muligt endnu mere kæk, med lyseblå og hvid spejderkasket på sned, blålige vinger og hale og gul bug uden slips. Akrobatisk færdes man i træernes yderste kviste, gerne med ryggen nedad, i søgen efter små raklefrø og andet godt, duvende luftgynger hvor den tungere musvit ikke helt vover sig ud. Sangen er sølvklingrende: Tsi-tsi – dæ-dæ-dæ-dæ-dæ, den sidste kæde som en skælvende trille. Musvit og blåmejse er kendt af de fleste, de besøger hjertens gerne foderbrætter og helst dem, hvor gode mennesker serverer kugler og kranse med fedt og frø. De bygger med forkærlighed reder i fuglekasser i haver, fra husets vinduer kan man være i første parket til mejsernes hæsblæsende familieliv.

Bogfinken hører til blandt Danmarks talrigeste fugle, knyttet til al slags træbevoksning i skove og haver. Som gransanger og andre skovarter nyder den godt af den øgede tilgroning og det voksende skovareal. Bogfinken må regnes blandt de tidlige forårsbebudere, sammen med sanglærke og vibe. De fleste overvintrer ganske vist, men mængder ankommer i marts fra syd, i transit mod nordligere lande.
Det er det tiltagende martslys, der aktiverer bogfinkesangen, først med lidt sagte og forsøgsvise stumper, men snart efter fuldtonet i hele den accelererende remse, en af de nemmeste fuglesange at blive fortrolig med. Blandt de mange oversættelser til dansk er: Det – det – det – det – ka – ja-si-li-så-Tit-det-ska-vær. Og som sagt, så gjort – uophørligt.
Bogfinkehannen har blegt teglrød underside, stålgrå hætte og skinnende hvide vingebånd, isprængt sort. På alle måder net og nydelig, ligesom dens rede, fuldendt som noget, hyggeligt foret med udvalgt tørt mos og sirlige vævninger af bløde dyrehår i det forhåndenværende udvalg.
Vil du høre dem synge?
Gærdesmutte: https://www.youtube.com/shorts/K89OYOspD3U
Blåmejse: https://www.youtube.com/shorts/BWmaoEjdYto
Musvit: https://wildambience.com/wildlife-sounds/great-tit/
Bogfinke: https://www.fuglestemmer.dk/bogfinke/?type=sang-669
Bannerbillede: Den syngende gærdesmutte mangler hverken energi eller motivation. Foto: Knud Pedersen
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.






Pingback: Nu vågner fuglekoret - Natur og mad
Vi havde tidligere et pragtfuldt fuglekor, men det er flere år siden, det begyndte at forsvinde; der er ikke meget tilbage.