Fuglesangbogen, kapitel II

Oplevelsen øges, og indsigten skærpes i naturens intrikate netværk ved at lære sig at sætte navne på forårets mange fuglestemmer. Det viser sig tilmed, at det er værdifuld gymnastik for hjernen. Man kan starte med de mest almindelige sangfugle

Forårets fuglekoncert udfolder et betagende crescendo i løbet af årets første halvdel. I takt med stigende lys og temperaturer indfinder naturens sangere sig gradvis på deres respektive pulpiturer i skov, krat, mose, eng, ager, hegn og have. Og de går straks i gang, hver for sig og uden at skulle vente på en dirigent.

Bortset fra det lille struthalede energibundt til gærdesmutten, som har givet den højfrekvent gas siden midvinter, starter koret mere afdæmpet – på milde dage i februar med lyse to-tonede violinstrøg fra musvitten, skælvende og sarte strofer fra rødhals og blåmejse, og dæmpede brudstykker af bogfinkens velkendte sangstrofe, der når ud fra dens øvelokale. Men som april skrider frem og det begynder at grønnes stiger både volumen og stemmeantal. Det er meget overkommeligt at blive fortrolig med sangen af følgende seks almindelige sangfugle.

Drosselduoen solsort og sangdrossel har begge store og fyldige sangstemmer, der gyder vellyd ud ikke mindst morgen og aften fra først i april. Solsorten, regnormeelskeren, er kendt og elsket af alle, mestersangeren der synger fra husgavle og trætoppe i haver og skov, så man bliver blød om hjertet. I musiksproget må det hedde Andante quasi fantasia, solsorten improviserer sine fraser, følte og afstemte, noget tøvende, adskilte af tænksomme pauser. Og slet ikke kun i mol, som nogle har hævdet; mange solsortehanner kan ud af deres orange næb lukke klare dur-treklange ud, nogle gange endda i faste tonearter, som havde fuglen absolut gehør. Sangdroslen, snegleelskeren med den plettede bug, nummeret mindre end solsorten synger allerede før gry og har klang som solsort, men ikke dennes ubesværede improvisationstalent. Den gentager ideligt sine fraser, før den omsider får en ny ide, som der så bliver slidt dygtigt på. Der må stå Moderato da capo i sangdroslens partitur.

Hør solsorten

Hør sangdroslen

I april ankommer de første egentlige sangere, de små spidsnæbbede insektædere, som har tilbragt vinteren ved Middelhavet eller endnu længere væk, syd for Sahara. Gransanger og løvsanger er de almindelige to arter i sangfuglenes ”grønne” klan. Gransangeren er dog mere gråbrun end grøn og er en lille anonym fugl, der allerede fra sidst i marts evindeligt synger sit silp-salp-silp-salp-silp-salp…, tikkende som et ur, lidt enerverende efter nogles mening. Persistente må der stå i noden. En måned senere ankommer dens nære slægtning løvsangeren, helt fra tropisk Afrika og med lysere og lidt mere grønligt i dragten. Skjult fra nyudsprunget lysegrønt birkeløv påbegynder den sine stemningsskabende melodiske strofer af blide toner, der falder i både tonehøjde og volumen, hendøende – con sentimente et morendo.

Hør gransangeren

Hør løvsangeren

Samtidig med løvsanger kommer gærdesangerne og indtager deres pladser i skov, krat, hegn og i mange haver, selv små af slagsen. En lille fin fugleskikkelse, gråbrun overside, hvidlig underside, og musegråt hoved med hvid strube. Nogle vil sige, at den efter et kort og afdæmpet intropludder lyder som en insisterende mobiltelefon: ply-ply-ply-ply-ply-ply-ply. Energico. I Norge mener man, at det lyder som den plaprende lyd af vand, der passerer overløbshjulet på en vandmølle. På norsk hedder den kort og godt: Møller. Lidt ind i maj ankommer gærdesangerens nære slægtning tornsanger. Lidt større og med samme hovedtegning som gærdesangeren, men med brun ryg og vingeoversider. Den er mere til åbne vidder, men altid med indslag af spredt buskads eller levende hegn. Fra en tjørn synger den en klangløs og tør, lidt vrissen og kort strofe, som afsluttes brat – presto et brevis. Som andre sangfugle i åbent land stiger den gerne til vejrs under sin sang, som så kan forlænges noget. Sangflugt hedder det, kendt fra sanglærke, engpiber m.fl.

Hør gærdesangeren

Hør tornsangeren

Det samlede kor af småfugle med sang i struberne er vidunderligt mangfoldigt – jernspurv, sanglærke, skovpiber, rødstjert, fluesnapper, nattergal, blåhals, gulbug, rørsanger, kærsanger, landsvale, havesanger, munk, og mange flere til. Det pludrer, piber, klukker, skratter, fløjter, triller og snurrer. En ganske tidlig, stille og lun morgen i maj, når det grønnes eller er blevet fuldgrønt, i en varieret, righoldig og tilgroet skov i nærheden af vand, eng eller mose giver bonus. Et rigt insektliv er livsbetingelsen for de allerfleste af vores dejlige sangere.

Bannerbillede: Gransanger synger allerede fra marts, hjemkommet fra Sydeuropa. Foto: Knud Pedersen