
Hovedleverandøren af maltbyg til Carlsbergs ”regenerative” ølprodukt anvender masser af sprøjtegifte, selvom råvaredirektør stiller krav om nul insekticider i produktionen
Carlsbergs råvaredirektør Jacob Andersen oplyser, at ”ingen brug af insekticider” er et absolut krav til bryggeriets leverandører af bygmalt fra bedrifter, der bekender sig til den såkaldte regenerative dyrkningsform. Et simpelt faktatjek af bryggeriets fornemste leverandør afslører, at der anvendes en stribe sprøjtegifte og herunder også insekticider.
På bryggeriets hjemmeside “På vej mod det lysegrønne landbrug” fremhæves Adamshøj Gods A/S lidt uden for Ringsted som leverandøren af den rene maltbyg til fremtidens klimaøl. Imidlertid viser et tjek af godsets lovpligtige sprøjteindberetninger, at der anvendes ganske mange og stærkt giftige sprøjtemidler i planteavlen. Det er ikke i overensstemmelse med Carlsbergs krav til de regenerative landbrugsmetoder.
Både kræftfremkaldende og fosterskadende sprøjtegifte
I planperioden 2022-23 indberettede Adamshøj Gods A/S til Miljøstyrelsen, at man havde anvendt 31 forskellige sprøjtegifte i produktionen af græsfrø, raps og korn. Heraf var der tale om 16 herbicider, seks fungicider, seks vækstreguleringsmidler og hele tre insekticider. De tre insekticider var anvendt mod skadedyr i vårbyg og vinterhvede.

Nok så alvorligt i forhold til Carlsberg og fremtidens ”lysegrønne” landbrug var der tale om seks PFAS-baserede sprøjtegifte ud af i alt 14 lovlige danske PFAS-produkter, der beskyldes for omfattende forurening af drikkevandsboringer over hele landet.
Desuden var der fire sprøjtegifte med advarslen ”mistænkt for at fremkalde kræft” på etiketten, andre fire var mærket med ”mistænkt for at skade det ufødte barn” og to advarede om ”risiko for organskader”. Samtlige 31 sprøjtegifte var mærket som ”miljøfarlige”, især for organismer i vandmiljøet.
Begrebet regenerativt landbrug spirer rundt om i verden, men nogen præcis fælles definition af, hvad det dækker over, er tankerne tilsyneladende for spæde til. Carlsberg har dog i sin egen strategi defineret, hvad de mener med regenerative landbrugsmetoder. For Carlsberg handler det angiveligt om at øge biodiversiteten, jordbundens sundhed og den naturlige kulstofbinding på landbrugsarealerne, Hvad angår de to første formål, er disse næppe forenelige med stort forbrug af sprøjtegifte, og hvad angår klimaeffekten er det uklart, om den eksisterer, og hvordan Carlsberg vil måle den.
I efteråret 2024 indkøbte Carlsberg Danmark maltbyg, der angiveligt var dyrket efter regenerative principper på Adamshøj Gods A/S, og de første ”regenerative” øl sendes på markedet i 2025. Forbrugerne har dog ingen garanti for, at de forskellige påståede krav til produktionsformen er opfyldt, herunder kravene om plantedække året rundt og nul-tolerance for pløjning og brug af insekticider samt klimaeffekt. Carlsberg har intet kontrolsystem på plads.
Se sprøjteindberetningerne fra Adamshøj Gods A/S i planperioden 2022-23

Hvad rummer Carlsberg-strategien
En læser af gylle.dk har i en mailkorrespondance i januar 2025 med Carlsbergs råvaredirektør Jacob Andersen stillet spørgsmål til bryggerikoncernens politik. Vi gengiver dele af korrespondancen her:
• Hvilke krav stilles til dyrkningsmetoden af den maltbyg, der omtales?
– Vi beder om minimum jordbehandling, plantedække 95% af året, rotation af afgrøder samt ingen brug af insekticider, derudover er der nogle optionelle muligheder, såsom brug af husdyrgødning, efterafgrøder med bælgsæd, plantning af skov etc.
• Hvordan og hvem kontrollerer, at kravene overholdes, f.eks. dybden af harvning, reduceret gødning?
– Dette er pågående proces vi arbejder på sammen med vores leverandører. Men vi kommer til at benytte en blanding af selv-rapportering, data-indsamlingssystemer og auditering af udvalgte landbrug.
• Hvilke pesticider må være anvendt – og i hvilke mængder pr. hektar?
– Godkendte midler og mængder i henhold til lov & anbefaling.
• Hvorfor vurderes denne dyrkningsmetode at være med miljøvenlig end den økologiske metode, der allerede kan levere ren maltbyg?
– Vi køber både økologisk og regenerativt bygmalt, og de har begge specifikke bæredygtighedsprofiler. For den økologiske er det hovedsageligt at der ikke brugt nogen form for sprøjtemidler, mens det for den regenerative er lavere CO2 aftryk.
Hvem uddeler millioner til hvem

Carlsberg-projektet har den betænkelige krølle, at hovedleverandøren af den ”rene” maltbyg, Adamshøj Gods A/S, er ejet af godsejer Carl Boisen Thøgersen. Hans datter, Marie-Louise Boisen, er medstifter og direktør i den omdiskuterede tænketank Frej, der ofte går i brechen for det etablerede landbrugs interesser.
Godsejerdatteren blev udnævnt af fødevareminister Jacob Jensen (V) til forperson for Fonden for Plantebaserede Fødevarer i april 2023. Fonden forvalter 675 millioner offentlige kroner frem til 2030. Pengene skal uddeles til danske landmænd og virksomheder for at få dem til at producere og udvikle flere plantebaserede fødevarer.
Ved de to første uddelinger af fondsmidler modtog Landbrug & Fødevarer i alt 7,2 mio. kr., mens tænketanken Frej – med Marie-Louise Boisen selv som direktør – modtog 3,4 mio. kr. i støtte fra fonden. Redaktionen har anmodet direktør Marie-Louise Boisen om en kommentar, men hun er angiveligt bortrejst.
I flere år har der været påvist manglende tilsyn med habilitetsproblemerne i landbrugets fonde, hvor bestyrelsesmedlemmer rutinemæssigt tilgodeser egne organisationer, selvom der er tale om offentlige midler. Rigsrevisionen har flere gange erklæret, at tilsynet ikke fungerer ”tilfredsstillende”, senest i et notat fra februar 2020, men uden den store effekt. Flere politikere har atter rejst habilitetsproblemerne i marts 2024, hvor man kræver repræsentanter for landbruget sparket ud af fondsbestyrelserne.
godt og gedigent arbejde – tak for det til Gylle.dk.
Kommerateriet indenfor og mellem landbruget og tilhørende ministerier bliver nok ved, når ikke engang Rigsrevisionen kan ændre det.
og så skifter jeg nok bryggeri.
Åh det kære landbrug!
De snor bare alle om deres lillefinger som de altid har gjort.
Det stopper ikke før forbrugerne stopper med at købe deres produkter!!!
Jeg har ingen anelse om hvordan man stopper den styrende magt landbruget har – når ingen politikere tør slå næven i bordet og stoppe alt det pis der foregår for folkets surt tjente penge.
Hold da kæft vi er dumme i Danmark 🙈
Jeg skal liiiige forstå? … kan man markedsføre en øl som dyrket på regenerativ råvarer, og så er den sprøjtet efter alle sprøjte-kunstens regler?
Det er lige så misvisende som Øko-tex certificeringen (Oeko-tex / Standard 100), som ikke har en skid med økologisk frembragte textil-fibre af gøre, – men det tror de fleste at det har. (Oeko-tex certificerer at der ikke er skadelige stoffer i det produkt, du står med i hånden. Altså, er der en sundhedsmæssig risiko ved at købe disse bukser? Ikke det, men det er der, for de som dyrker bomulden, for miljøet, for de som forarbejder fibrene… osv).