Hele det store naturområde på Harboøre Tange i Vestjylland, der har status som særligt bevaringsværdigt under Natura2000-udpegningen, er voldsomt forurenet med PFAS-kemikalier, som er fundet i grundvand, drænvand og overfladevand og også i græs, blod fra køer og vildt fra området,. Også Thyborøn by i forgrunden af billedet er ramt. Foto: Hans Hunderup

Naturområdet Harboøre Tange er ekstremt belastet med store koncentrationer af giftige PFAS-forbindelser, der formentlig i årevis er udledt med spildevandet fra kemikaliefabrikken Cheminova. Forureningen er konstateret overalt på hele tangen, hvor jagt er blevet forbudt på ubestemt tid, fordi andevildtet også er forurenet, mens fisk og oksekød fra græssende køer skal destrueres. Beboerne i Thyborøn frarådes at spise hjemmedyrkede grøntsager.  Cheminova-direktøren vil ikke udtale sig om forureningen

Kortet viser alle analyser for PFAS udført af hhv. Region Midtjylland, Lemvig Kommune og Naturstyrelsen i forbindelse med undersøgelserne af PFAS-forureningen på Harboøre Tange. For at lokalisere kilden til forureningen og forureningens udbredelse er der taget forskellige typer af prøver. Derfor rummer kortet resultater fra analyser af både grundvand, drænvand, overfladevand (søer, fjorde og hav), græs, jord og havskum. Kortet viser ikke analyser taget fra kvæg eller vildt, da de prøver ikke knytter sig til et helt bestemt sted på Harboøre Tange.
Sådan ser den ud – den herostratisk berømte høfde 42 – hvor Cheminova fortsat udleder store mængder spildevand til Vesterhavet. Privatfoto

Tre prøver af spildevandet fra Cheminovas biologiske rensningsanlæg afslørede i juni i år rekordhøje indhold af PFAS-forbindelser, der også kaldes ”evighedskemikalier”, da de nedbrydes uendeligt langsomt i naturen. Prøverne blev udtaget i dagene 4.- 12. juni, og de indeholdt PFAS-forbindelser i størrelsesordenen 1.200, 1.300 og 1.400 ng/liter. Det var Miljøstyrelsen, der havde påbudt Cheminova at udtage prøverne og få dem analyseret, men det var overladt til kemikaliefabrikken selv at stå for opsamlingen af vandprøverne fra virksomhedens spildevand.

Baggrunden for påbuddet var, at Region Midtjylland havde konstateret en omfattende forurening med PFAS-stoffer over hele den 10 kilometer lange Harboøre Tange og i Thyborøn by. I grundvand, drænvand og overfladevand var der konstateret en udbredt forurening med PFAS-stoffer, der også blev fundet i græs, blod fra køer og vildt fra området, og af samme grund blev jagten lukket på ubestemt tid. Egnens mange jægere er i oprør, men udover rævebekæmpelse er der blæst jagt forbi.

Formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, har ikke ønsket at kommentere forureningen.

Også i Vesterhavet nord og syd for høfde 42, hvor spildevandet fra Cheminova udledes døgnet rundt i betragtelige mængder, er der påvist store koncentrationer af PFAS. På de tre prøvedøgn i juni skyllede der således 1.840, 1.761 og 1.972 m3 spildevand i havet gennem rørledninger på tværs af tangen fra kemikaliefabrikken til høfde 42. PFAS er målt i havvandet og i havskum opsamlet på stranden i forbindelse med stormvejr. Desuden er Cheminovas nedgravede giftdepot ved høfde 42 konstateret voldsomt forurenet med PFAS-kemikalier i størrelsesordenen 1.300 – 3.400 ng/l ifølge Miljøstyrelsen.

De målte koncentrationer skal vurderes i forhold til miljøkvalitetsgrænseværdien på 0,13 ng/l for udledning af PFOS til saltvandsmiljøet.

Her ses kemikaliefabrikkens placering og rørlednings forløb på tværs af tangen og med udløb ved høfde 42. Foto: Hans Hunderup. Grafik: redaktionen

Havskum som synder

Imidlertid har Region Midtjylland udformet en teori om disse kemikaliers oprindelse, der frikender Cheminova. I en mail fra 12. oktober skriver kontorchef Morten Bondgaard:

Kontorchef Morten Bondgaard, Region Midtjylland

”Det er rigtigt, at PFAS forbindelser igennem tiden og måske stadig bliver anvendt som tilsætningsstof til nogle pesticidprodukter (formuleringerne). Vores undersøgelser på Harboøre Tange har fokuseret på om forureningen kunne stamme fra to gamle lossepladser, en brandstation. Men derudover har vi også udtaget prøver fra det tidligere kemikaliedepot på Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund. Derudover har Lemvig kommune og Naturstyrelsen udtaget en lang række analyser af grundvand, drænvand, overfladevand (søer, fjorde, hav), græs og vildt.

Miljøstyrelsen har påbudt FMC (Cheminova, red.) at analysere for PFAS i deres spildevand. Og det samlede billede af resultaterne tyder på, at det ikke er en entydig punktkildeforurening (fx Høfde 42), som er årsag til den udbredte forurening. Det tyder på, at det forureningsbillede vi ser på Harboøre Tange også kan findes i andre kystnære områder, bla. har Lemvig kommune analyseret jord, vand og græs ca. 35 km syd for Harboøre Tange og set samme forureningsbillede. Analyser af havskum viser særdeles høje indhold af PFAS. Ligeledes viser skimmeprøver af det allerøverste havvand (vand-luft interfasen) kan indeholde høje værdier af PFAS.

Steffen Husted Damsgaard melder hus forbi. Pressefoto

Vores formodning er, at der sker en opkoncentrering af PFAS i havskum og i havstokken (stammende fra forurening i havet), og at denne forurening spreder sig til de kystnære arealer. Det skal dokumenteres yderligere og det arbejder vi videre på i det omtalte “havskumsprojekt” som vi laver i samarbejde med Lemvig kommune og Niras (konsulentfirma, red.), med støtte fra Miljøstyrelsen.”

Lemvig Kommune melder hus forbi

Harboøre Tange ligger i Lemvig Kommune, hvor den politisk ansvarlige for miljøområdet er Steffen Husted Damsgaard (V), der også er formand for Landdistrikternes Fællesråd. Vi har bedt ham om en kommentar, men Damsgaard har overladt besvarelsen til afdelingsleder Morten Corneliusen, der skriver i en mail 11. oktober:

Overalt på den 10 km lange Harboøre Tange har miljømyndighederne opsat forbudsskilte, og jagten i det store Natura2000-område er lukket på ubestemt tid, samtidig med at beboerne i Thyborøn frarådes at spise hjemmedyrkede grøntsager. Privatfoto

”Lemvig kommune har undersøgt havvand og kystnære områder for PFAS, men det er arealer som ikke er dyrket og som ikke forventes at have været påført pesticider. Vores undersøgelse indikerer at PFAS-forekomsten, der hvor vi har foretaget undersøgelsen, muligvis er opstået som følge af en forureningsspredning fra havet. Kilderne til forekomsten i havet skyldes formentlig mange forskellige kilder, vi er dog ikke vidende om hvilke kilder.

Miljøstyrelsen har i 2022 undersøgt havvandet 50 steder rundt langs Danmarks kyster for PFAS. Vi kan på den baggrund se at de koncentrationer vi har fundet i havet ud for Lemvig kommune, ikke adskiller sig fra niveauet generelt i Danmark. En eventuel forekomst af PFAS i sprøjtegifte har ikke været en del af undersøgelsen hverken i Lemvig Kommunes egen undersøgelse eller i Miljøstyrelsens landsdækkende undersøgelse med 50 lokaliteter. Det er Miljøstyrelsen som godkender pesticider i Danmark. Her har kommunerne ikke nogen kompetence. Det vil derfor formentlig være Miljøstyrelsen som vil kunne belyse spørgsmålet yderligere.”

Flere prøver ønskes

Her er Eurofins-analyserne af de to sæt prøver. Den markante forskel i PFAS-indhold mellem Cheminovas to prøvetagninger er ikke forklaret officielt.

De meget høje koncentrationer i de tre Cheminova-prøver fra juni udgjorde en voldsom udfordring for Miljøstyrelsen, Region Midt og Lemvig Kommune, som er de myndigheder, der skal beskytte befolkningen mod giftige stoffer. Resultatet af prøverne, der var blevet analyseret af det anerkendte Eurofins-laboratorium, landede på myndighedernes bord 29. juli, og allerede 11. august var de blevet evalueret, men uden at man skred til handling. Resultatet blev, at myndighederne forlangte yderligere prøver, før der skulle gøres noget.

Igen udtog Cheminova selv tre prøver i dagene 25. august – 31. august, og resultaterne fra Eurofins forelå 27. september. Nu var koncentrationen af PFAS-stofferne faldet ganske betragteligt til 80, 120 og 89 ng/l, hvilket var mindre end en tiendedel af niveauet i juni-prøverne, men stadig meget højere end miljøkvalitetsgrænseværdien på 0,13 ng/l for PFOS.

Også de vilde fugle i området er ramt af forureningen, som illustreret her i form af “mistankeprøver” fra Fødevarestyrelsen. Yderligere fugle er indsamlet 2. november med 18 svømmeænder på Agger Tange og 35 svømmeænder på Harboøre Tange, og de vil blive undersøgt i de kommende uger.

Der er ikke fremlagt nogen forklaring på denne bemærkelsesværdige forskel, og hverken Miljøstyrelsen eller Region Midtjylland har reageret udover at påbyde indsamling af mere fuglevildt til analyser.

Fortidens synder

Efter at Rav-Aage, en lokal fisker, gjorde opmærksom på problemet med forureningen med døde fisk og syge måger blev en lille del (5.600 m3) af giftdepotet ved høfde 42 fjernet i begyndelsen af 1980’erne, dog først efter mange års kamp og efter at biologistuderende (Cheminova-gruppen) fra Aarhus Universitet også gik ind i sagen[2]. Udsivning i jorden har dog gjort, at området stadig er stærkt forurenet. Billedet viser et udsnit af giftdræbte terner, der blev indsamlet på stranden ved høfde 42 i 1979. Privatfoto
Når man ser nærmere på spildevandet fra Cheminova, hvor prøverne er udtaget, så stammer det fra tre hovedkilder: processpildevand fra den nutidige drift, afværgevand fra fortidens nedgravede kemikaliedepoter og overfladevand fra fabriksområdet. Afværgevandet udgør typisk 37 til 43 % af det spildevand, der udledes, og dette er værd at bemærke, da fortidens produktion af sprøjtegifte kan tænkes at have indeholdt forskellige PFAS-forbindelser.

I en amerikansk undersøgelse fra University of Texas fandt forskerne alarmerende høje værdier som 17,8 mg/kg PFOS i produkter, der var baseret på malathion, som netop er en af de gifte, der tidligere er produceret på Cheminova under varemærket Maladan 44 EW.

Vi har bedt direktør Jakob Kyllesbech på Cheminova besvare tre spørgsmål til belysning af virksomhedens eventuelle andel i forureningen:

– Indgår PFAS/PFOS i nogen form i den aktuelle produktion?

 – Det er velkendt, at der (i USA) er konstateret meget høje værdier af PFAS i pesticider som f.eks. malathion. Produceres dette produkt stadig på Cheminova – og hvis ikke – hvornår ophørte produktionen?

– Hvilke afværgeforanstaltninger har virksomheden truffet efter sommerens fund for at stoppe udledningerne til havet?

Svaret kom prompte dagen efter:

”FMC Agricultural Solutions A/S ønsker på nuværende tidspunkt ikke at bidrage til dit journalistiske arbejde vedr. fremsendte spørgsmål.”

 

Hvad er PFAS-kemikalier for noget?

PFAS er en stor gruppe af kemisk fremstillede forbindelser. PFAS forekommer ikke naturligt, og alle fund af PFAS skyldes en form for menneskelig påvirkning. PFAS-forbindelser er både vand-, fedt- og smudsafvisende. De egenskaber gør, at PFAS-stoffer har været brugt i brandskum, fødevareemballage, tekstiler, pesticider, mv. Derfor finder vi også PFAS mange forskellige steder i vores omgivelser. PFAS er en stor gruppe af tusindvis af kemikalier, som er meget stabile, ikke-nedbrydelige og ofte stærkt giftige. Den brede anvendelse gør nu, at rester PFAS genfindes over alt i miljøet.

Giftdepotet ved høfde 42 rummer hundreder af forskellige giftstoffer, men også store mængder PFAS-forbindelser. Foto: Wikipedia

Siden 2009 har PFOS været optaget i POP-forordningen (nedsat af EU i henhold til den globale Stockholmkonvention om ikke-nedbrydelige organiske miljøgifte), hvor de mest uønskede miljøgifte optræder. POP-forordningens formål er at beskytte menneskers sundhed og miljøet ved at forbyde, hurtigst muligt udfase eller begrænse fremstilling, markedsføring og anvendelse af stoffer omfattet af forordningen. PFAS’erne er i vid udstrækning reproduktionstoksiske og kræftfremkaldende.

Bannerfoto: I 1980’erne blev dele af giftdepotet gravet op og borttransporteret. Foto: Bent Lauge Madsen

Visited 313 times, 35 visit(s) today

Kommentarer

  1. Torben Aagesen

    Tragisk når mammon styrer, og at politikerne og miljøstyrelsen ikke stopper det.

  2. Bjarne Hansen

    Godt arbejde Kjeld.

  3. Ulla Gottliebsen

    Hvad har den afgåede miljøminister Lea Wermelin foretaget sig ift denne skandale? Tilsyneladende intet.

    Ministeren har været optaget af at forberede indhegningen af Danmarks mest værdifulde natur og af at indlede historiske fældninger i statens skove.

  4. Susanne Rude

    Tak for en flot gennemarbejdet artikel – vigtig viden -( som alle bør se)‼️ Og hvor er det “ interessant “ CHIMINOVA ikke har noget at sige til spørgsmål. Men desværre kan det ikke undre – men for h…. hvor skal vi have “fyret op “ under vores myndigheder – for det er ikke tilladt og iorden at forgifte måske det meste af vores jord, dyr og befolkning. Tak for at bringe det op i lyset ‼️

  5. Jan Stampe Nielsen

    Måske kunne den kommende regering udpege en miljøminister af gavn og ikke af navn. Ved samme lejlighed burde der ryddes gevaldigt op i den enorme skare af styrelser som opsuger et stort antal af teoretikere med styr på de tillærte analysemodeller.

  6. Hansen, Kjeld

    Jægerne slår sig i tøjret – vil have jagten genåbnet: https://www.jaegerforbundet.dk/om-dj/dj-medier/nyhedsarkiv/2022/kad-andejagt-pa-en-trist-baggrund/

  7. Hansen, Kjeld

    De higer og søger, men kan ikke se, hvad der ligger lige for… https://www.tvmidtvest.dk/lemvig/ny-undersoegelse-slaar-fast-markant-flere-kraefttilfaelde-i-thyboroen-og-harbooere

  8. Tragisk at ingen tager action og får det stoppet. Vi mennesker er vores egen lykkesmed. Tag ansvar og gør noget selv for at få ret vand. Jeg hjælper mine med mennesker med at få filtreret deres drikkevand selv.

  9. Pingback: Familierne flygter fra den giftplagede Lemvig Kommune | Gylle.dk

  10. Pingback: Miljøstyrelsen er i PFAS-vildrede om Cheminova-forurening | Gylle.dk

  11. Pingback: Ænder fra Harboøre Tange har højt indhold af PFAS – jagten genåbnes ikke | Gylle.dk

  12. Pingback: Miljøstyrelsen aner ikke, hvad der produceres af sprøjtegifte inde på Cheminova | Gylle.dk

  13. Pingback: Ingen kræftundersøgelse til folk i Harboøre-Thyborøn, kun historisk redegørelse | Gylle.dk

  14. Pingback: Afsløret: Masser af giftstoffer fra Cheminova er en kæmpe trussel mod livet i Limfjorden og beboerne i Thyborøn | Gylle.dk

Skriv en kommentar