Redaktionen har forgæves forsøgt at få udleveret den citerede pressemeddelelse fra organisationens presseafdeling, men da artiklen i landbrugsavisen.dk ikke er blevet dementeret, må den antages at gengive lobbyorganisationens sande ståsted.

På trods af lobbyorganisationens underskrift i juni 2024 på aftalen om et grønt Danmark agiterer ledende medarbejder nu mod behovet for BNBO’er, som kaldes et ”politisk ønske”

Lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer sejler under falsk flag, når det gælder beskyttelsen af danskernes drikkevand. Det fremgår med stor klarhed af en pressemeddelelse, der er refereret i landbrugsavisen.dk 1. marts i år.

Hvor L&F officielt anerkender behovet for sprøjtefrie zoner omkring drikkevandsboringerne, så kommunikerer man internt til medlemmerne, at zonerne er overflødige. Man bidrager dermed til at skabe yderligere forvirring og skepsis, der saboterer beskyttelsen af danskernes drikkevand.

Brudte løfter
L&F-formand Søren Søndergaard underskrev i juni 2024 aftalen om et grønt Danmark med regeringen.

I aftalen nævnes drikkevand 28 gange, og den rummer et særskilt afsnit om det påtrængende behov for at beskytte grundvandet mod landbrugets sprøjtegifte. Alle parterne bag den grønne trepart bakkede fuldt og helt op bag behovet, men i en pressemeddelelse 1. marts 2025 påstår nu en ledende L&F-medarbejder, at der udelukkende er tale et politisk ønske og ikke nogen faglig nødvendighed.

Afdelingsleder Katrine Barnkob Lindgreen kom med en mangeårig erfaring fra centraladministrationen, da Landbrug & Fødevarer ’købte’ hende i september 2023 fra en stilling som kontorchef i Miljøministeriet, hvor hun tidligere havde arbejdet også som kontorchef for Natur og Klimatilpasning. Kilde: Altinget.dk. Foto: L&F.

Det er afdelingsleder Katrine Barnkob Lindgreen, der kommenterer den seks år lange, men i stort omfang forgæves indfasning af de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO’er). Barnkob Lindgreen er afdelingsleder for Vand & Natur hos Landbrug & Fødevarer:

”Når man ikke er nået i mål med de frivillige aftaler om BNBO eller med at nå fristen for påbud inden den 1. marts, så afhænger det af flere lokale forhold. Opgaven er blevet grebet meget forskelligt an, og der har fra begyndelsen været mangel på ressourcer i flere kommuner (…)
Det er ikke tilfredsstillende, da det alene er politikerne, der har ønsket at gennemføre pesticidfri dyrkning i BNBO’er. I Landbrug & Fødevarer har vi ikke set behovet for at indføre tiltaget, for pesticider gennemgår et helt unikt og stramt godkendelsessystem i Danmark.”

Aftalen om et Grønt Danmark blev udråbt som en ’historisk’ enighed om en dybtgående ændring af landbruget, men allerede nu saboterer Landbrug & Fødevarer et af de væsentligste indsatsområder, nemlig bevarelsen af det rene drikkevand. Foto: Klimaministeriet/Adam Rieper

Chokmelding
Den ufrivillige afsløring af lobbyorganisationens dobbeltspil sættes i et markant relief ved genlæsning af den ’historiske’ aftale, som formanden, svineproducent Søren Søndergaard, underskrev 24. juni 2024.

I indledningen til afsnittet med titlen ”Drikkevand” står der:

”Det danske drikkevand er noget af verdens bedste, og det er fuldstændig naturligt for os danskere at åbne for vandhanen og drikke vandet. Sådan skal det også være i fremtiden. Parterne er enige om, at der er behov for at beskytte drikkevandet bedre, end vi gør i dag.

Parterne noterer sig, at regeringen og et flertal i Folketinget allerede har foranstaltet en række indsatser inden for drikkevandsbeskyttelse, herunder en akutplan for de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) og en PFAS-handlingsplan. Parterne er dog samtidig enige om, at der er brug for at gøre mere.”

Bannerbillede: Der sprøjtes som aldrig før – og landbruget påstår, at det ikke skader noget som helst. Foto: Niels Andersen.

Visited 961 times, 961 visit(s) today

Kommentarer

  1. Nora Tams,

    Det er ikke til at holde ud at høre på Landbrug & Fødevarers besynderlige fortællinger om vores fælles land og vand – Men tak – gylle.dk – for utrætteligt at gøre opmærksom på fiksfakserierne.

  2. Torben Aagesen

    Stop så den modbydelige adfærd, det er meget tæt på at være for sent.

  3. Aksel Thomsen

    Det er så tåbeligt at derstadig gives tilladelse til at sprøjte. EU bør fjerne hektarstøtten til dem der.sprøjter.

  4. carsten murmann

    Vi lønner ministre for at tage vare på miljø og trepart. Hvorfor har landbruget ret til fortsat at forurene både landjord og vore farvande ???

Skriv en kommentar