
Hverken Kræftens Bekæmpelse eller Sundhedsministeriet har fokus på forebyggelse. Hvad holder dem tilbage? Frygten for folkene fra Axelborg?
Kræft er den hyppigste dødsårsag for nutidens danskere. Mere end hver fjerde (28%) af os skal dræbes af sygdommen. Blandt kvinderne er brystkræft hyppigst og hos mændene er det prostatakræft.

Trods alle politiske kræftplaner vokser antallet af kræftofre dramatisk. Siden 2014 er antal kræftramte vokset med 6000 til 48.133. De nye kræfttilfælde svarer til, at der hver time døgnet rundt registreres mere end fem nye kræfttilfælde i Danmark.
Disse alarmerende tal fremgår af den netop offentliggjorte rapport ”Kræft i Danmark 2025” fra Kræftens Bekæmpelse.
Endnu værre optræder vi på globalt plan. På årsbasis er Danmark det land i verden, der har flest kræftofre (349,8 ud af hver 100.000 danskere) ifølge World Cancer Research Fund. Den rekord burde få sundhedsministeren til at ligge søvnløs. Danmark tegner sig også for en anden skræmmende rekord, nemlig verdensrekorden i kemilandbrug.
Intet andet land bruger sit nationale areal så intensivt som os. Knap to tredjedele (61 %) af det yndige land dyrkes, og heraf behandles halvdelen (49,6%) af nationen med kemiske sprøjtegifte op til 5,3 gange i gennemsnit årligt. I samme foruroligende tempo som antallet af kræftofre stiger antallet af sprøjtninger og forbruget af sprøjtegifte, trods årtiers politiske handleplaner om en reduktion. Vi har aldrig tidligere brugt så megen sprøjtegift som i dag.

Blandt de aktuelt godkendte pesticider (355 produkter) er de 27 forsynet med advarslen ”Mistænkt for at fremkalde kræft”. Er der en klokke, der ringer? Ikke hos Kræftens Bekæmpelse.
Årsrapporten ”Kræft i Danmark 2025” har forord af den administrerende direktør Jesper Fisker. Han har tidligere været direktør i Sundhedsstyrelsen, så disse sammenhænge burde ikke være ham fremmede, men både forordet og hele årsrapporten er støvsuget for ord som ”pesticider” og ”landbrug”.

Gamle travere som rygning, alkohol og usund kost serveres som forklaring på den negative kræftudvikling, selvom antallet af rygere f.eks. er faldet markant de seneste 30 år. Det fremgår klart, at patientforeningen stort set udelukkende beskæftiger sig med at mildne forholdene for de kræftramte, hvilket er positivt, mens forskning i årsagerne til det stigende antal kræfttilfælde ikke er på programmet.
Samme fravær af fokus på årsagerne til det stigende antal kræftofre hersker tilsyneladende også i Sundhedsministeriet. Den ansvarlige minister Sophie Løhde (V) har netop lanceret endnu en kræftpakke til 600 mio. kroner årligt, men Løhdes Kræftplan 5 fokuserer udelukkende på livet med og efter en kræftsygdom. Ikke en krone afsættes til at finde årsagerne og forebygge, før det går galt.

International forskning har efterhånden dokumenteret sammenhængen mellem pesticider og kræfttilfælde rigtig mange gange. Et omfattende amerikansk studie har i 2024 påvist en klar sammenhæng mellem pesticider og prostatakræft, der også er den mest udbredte kræftform blandt amerikanske mænd. Der blev undersøgt 295 pesticider, hvoraf 22 var konsistent forbundet med øget risiko for prostatakræft. Fire af disse pesticider var også forbundet med øget dødelighed af sygdommen.
Få undersøgelser af kvinder fokuserer på pesticider, men flere internationale studier peger på en mulig sammenhæng med risikoen for brystkræft, især i områder med intensiv landbrugsaktivitet. Erhvervsmæssig eksponering som årsag til brystkræft er især bekræftet for gartneriarbejdere og deres døtre i et af de få danske studier.
Burde man ikke kunne forvente, at nationen med verdensrekord i antallet af kræftofre, og som samtidig lægger arealer til verdens mest intensive pesticidbaserede landbrug, ville være i front med forskning i årsagerne til kræft? Og burde man ikke kunne forvente, at forsigtighedsprincippet måtte diktere en øjeblikkelig udfasning af alle kræftmistænkte pesticider?
Sådan er det desværre ikke. Hverken Kræftens Bekæmpelse eller Sundhedsministeriet har fokus på forebyggelse. Hvad holder jer tilbage, Jesper Fisker og Sophie Løhde? Er det frygten for at lægge jer ud med kemilandbrugets beskyttere hos Landbrug & Fødevarer på Axelborg?
Bannerbillede: Forbruget af kemiske sprøjtegifte er kraftigt stigende som resultat af kemiproducenternes agressive markedsføring. Skærmbillede af pesticidannonce fra Effektivt Landbrug.
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.







Ja, politikerne er pisse bange for L&F. Punktum.
De kunne lige så godt flytte sammen 🤷♀️
follow the money. Der er hverken penge eller prestige i at forbedre folks immunforsvar. Det ville ellers være nemt og billigt; Iflg udenlandske sundhedsfolk vil en forbedring af folkets d vitamin niveau være ekstremt gavnligt for både forebyggelse og helbredelse. D vitamin bør nok tages sammen med K2, magnesium og zink. Se evt dr john campbell på youtube