På hele planeten er der rift om arealet, ikke mindst i Danmark. Skal der herhjemme også være plads til en righoldig natur til glæde for de mange, må det være i sameksistens med et helt anderledes holdbart og giftfrit landbrug, som det der rådede i mange årtusinder og indtil for 75 år siden
Rewilding, den meget omdiskuterede tilgang til naturgenopretning, skriver så at sige arten menneske ud af ligningen. Idealet er en selvforvaltende natur, der passer sig selv i en slags urtilstand.
Ideen har sit udspring i Nordamerika, og succeshistorien fra Yellowstone National Park fremdrages ofte som mønstereksempel. Genindførelsen af den amerikanske ulv i 1995, som havde været udryddet siden 1929, sendte en frugtbar kaskade gennem det enorme områdes økologiske netværk, med større artsrigdom i fauna og flora, og med bestande i bedre indbyrdes balance til følge.
Ulven er såkaldt nøgleart i processen. Det ønskede mål, eller baseline, har i Yellowstone klart nok været den stort set urørte natur, som rådede på kontinentet indtil europæernes kolonisering for ca. 500 år siden. I løbet af de sidste blot 400 år er amerikansk landbrug så rullet ud, gradvist mere og mere intensivt, fortrinsvis ved opdyrkning af prærien og med tonsvis af syntetiske kemikalier.
Rewilding har holdt sit indtog som instrument i den europæiske naturforvaltning, også i Danmark. Her er alt i mindre skala, så i lilleputudgaven af rewilding skal store helårsgræssende dyr bag hegn, i skikkelse af f.eks. særligt robuste kvæg- og hesteracer, evt. bison og elg. De agerer nøglearter, der skal hjælpe naturen i indhegninger med urørt skov og græsland hen mod selvforvaltende tilstande med rigere biodiversitet.
Eksperimentet i Mols Bjerge har givet flere positive resultater, men der er som bekendt mange problemer, bl.a. dyrevelfærd – og tilstedeværelsen af et toprovdyr som ulven, der går på jagt efter Galloway-kvæg under hegn på et lille område er uacceptabel af flere grunde. Mols bjerge er som et frimærke at regne i forhold til Yellowstone, der er på størrelse med Sjælland og Sydhavsøerne tilsammen.
Men en anden forskel mellem Nordamerika og Europa er også iøjnespringende. I Danmark har der været agerbrug gennem de sidste ca. 9.000 år; det er altså meget længe siden, at naturen herhjemme var i en Yellowstone-tilstand med danske breddegraders naturlige vegetation: urskov af løvtræer, med tilhørende fauna – tyndt befolket af stenalderens jægere og samlere.
Indvandring af mennesker fra syd bragte landbruget med sig, og meget skov blev i løbet af mange sekler ryddet til fordel for agre og græsning for husdyr. Og i takt med det indvandrede en lang række dyre- og plantearter tilhørende åbent land mod syd. Mange arter knyttet til skoven blev trængt tilbage eller helt udryddet, men endnu flere kom til af dem, der kunne tage det nye åbne ekstensivt dyrkede land til sig. Man kunne kalde det en kaskade i slowmotion med bonden (og hans husdyr) som nøgleart.
I slutningen af 1700-tallet lurede katastrofen imidlertid, forårsaget af horder af græssende og oldenædende husdyr i skovene, svedjebrugsdrift og ukontrolleret hugst til tømmer og brænde. Skovarealet var svundet ind til kun 5% af landets areal. Det satte fredskovsforordningen fra 1805 en stopper for, der blev plantet skov (inklusive ”flådeege” med nye orlogsskibe hundrede år senere for øje), og iværksat tiltrængte landboreformer. Skovarealet begyndte atter at øges.
Indtil for blot ca. 150 år siden har Danmark huset en stor artsrigdom i et mosaikagtigt landskab med agre, vange, overdrev, lunde, skove, krat, hegn, ådale og i særdeleshed alle vegne med blinkende vand fra åer, kilder, bække, kær, moser, enge og søer. Et væld af flora og fauna har beboet dette varierede danske landskab, med arter højt værdsat og besungne, betragtet som umistelige og ærkedanske. Det var i høj grad datidens bonde og hans ekstensive landbrug efter det langtidsholdbare princip ”eng er agers moder”, der skabte denne naturrigdom.
I slutningen af 1940´erne ankom så de første grå Ferguson-traktorer fra Amerika, med handelsgødning og kemiske hjælpemidler på baghjul. Resten er historie, en accelererende afvikling, som har efterladt os i et frygteligt morads af forarmet natur, forplumrede kystvande, forpinte produktionsdyr, forgiftet drikkevand mm. – en tilstand, erkendt af stort set alle, inklusive vores børn. I dag er vi alle ikke blot omgivet, men gennemsyret af miljøfremmed kemi, der bl.a. gør os støt dummere allerede fra fosterstadiet, som fremlagt af Philippe Grandjeans stærkt urovækkende nye bog ”Du er giftig – og nogen forsøger at skjule det”.
Mere kompromisløse fortalere for rewilding herhjemme ønsker en baseline, som rækker helt tilbage til forgangne tider, før stenalderbonden begyndte at rydde skov. Nogle lufter sågar drømme om forrige mellemistid, som sluttede for 110.000 år siden, med elefanter, næsehorn og anden megafauna som eksotiske nøglearter.
Lad os gå efter en mindre ambitiøs strategi for rewilding, hvad angår baseline, og som ikke skriver mennesket ud af ligningen, men derimod placerer det omsorgsfulde menneske og den ansvarlige landmand som nøgleart. Og så til gengæld mere ambitiøs, hvad angår areal. Meget mere end Den grønne Trepart lægger op til.
Vi kan ikke nøjes med isolerede øer af urørt skov med færiste og låger ind til skovland med skotsk højlandskvæg, sjældne sommerfugle og veteraniserede træruiner, steder de fleste skal køre langt gennem biologiske ørkner for at opleve. Vi skal have det meste af det nuværende produktionsland omlagt til økologisk landbrug, i symbiose med sit naturgrundlag, og med fokus på avl af menneskeføde i stedet for dyrefoder. Og hvor industriel animalsk eksportlandbrug rettet mod fjerne markeder er blevet kørt på historiens mødding. Kun sådan får vi atter plads til den udbredte og righoldige (kultur)natur, som vi så sørgeligt har mistet.
Det må være en bunden opgave at komme i gang med at få afgiftet vores miljø, at få vandet tilbage i landskabet og få nedbragt den allestedsnærværende næringsstofbelastning. Det skylder vi de kommende generationer og alt det mageløse liv som vi stadig deler planeten med. Vi kan få ellekrage, poselæbe, slangeørn, hærfugl, eghjort, svalehale, hvid stork og mange andre til at vende tilbage som danske arter. Og vi kan få trængte bestande af hundredvis af arter af flora, fauna og funga, som hører til i et varieret skovrigt guldalderlignende landskab, til at komme på fode igen. Det handler om mere ”sharing” og mindre ”sparing”, med mennesket som nøgleart, der formår at leve op til sit selvudråbte navn Homo sapiens – den intelligente.
Bannerbillede: Rewilding på den store klinge. Foto: David Marcu/Unsplash
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Jeg er helt enig i at politikerne skal hurtigst tøjle landbruget og begrænse de arealer som de rovdyrker og forurener med deres kemikalier for at få bugt med skade- og nyttedyr til fordel for stor udbytte. Money makes the world going round??? Nej, pengegriskhed øddelægger vores natur. Vi er tvunget til NU at reagere før det er helt for sent. Der skal stærke love til og mod i regeringen. Jeg tvivler stærk på at vi har politikere som tør gribe ind! Jeg tror, de laller bare derudaf og håber på at det er en anden som tør tage fat i den glohede kartoffel, dansk landbrugets fatale påvirkning af den smukke danske natur.
Hvad var det for tiltrængte landboreformer, der blev iværksat ?
Tak, Ian, for en jordbunden og troværdig analyse og lokalisering af begrebet ”Rewilding” til danske breddegrader og naturgivne forudsætninger. Herunder påpegning af bommerten: at skrive mennesket ud af ligningen.
Har man (op)levet – en del af udviklingen ude på landet fra slut 40’erne og frem, er det let at genkende din beskrivelse af konsekvenserne for vores naturværdier. (selv om mange af de større afvandings- og landvindingsprojekter er af ældre dato)
Jeg kan kun være helt enig med dig i, at løsningen på at fortsætte* og understøtte naturgenopretning involverer ansvarlige bønder (og generelt ditto naturforvaltere) i landsharing-løsninger, som accepterer mennesket, som en ansvarlig aktør/nøgleart.
(* når jeg skriver fortsætte, skyldes det, at jeg, trods den dominerende krisefortælling, også kan få øje på positive udviklinger gennem snart mange år. De mange gennemførte naturgenopretninger, for mig som skovmand, flersidige prioriteringer i skovforvaltning siden 89/90, genskabte søer, genslyngede åer osv. – Som vi også kan se resultaterne af: DOF’s 200 års status, som helt i tråd med din beskrivelse afdækker de markante tilbagegange i bestandsstørrelser for de 12 agerfugle arter (ingen så vidt regionalt uddøde), men generelt: at vi i år 1800 havde 168 arter af ynglefugle (heraf 14 med usikker forekomst). Og at vi frem til idag har vi mistet 15 arter (mest markant Urfuglen, 4-5 sjældne arter og resten usikre marginalarter) mens der er nyindvandret 55 arter (heraf 23 skovarter), så vi i dag (2016) har 208 arter af ynglefugle. (og en håndfuld er vist kommet til siden 2016) Yderligere fremgår det, at 21 arter er genindvandret efter at være regionalt uddøde i perioden fra 1800 til i dag, og at skov er eneste biotop med ubrudt fremgang både hvad angår arter og bestandsstørrelser.
Og med risiko for at få biologsegmentet på nakken: også Erik Buchwalds / Naturstyrelsens gennemgang af uddødregistrerede arter (ikke kun fugle) i samme periode: At vi siden ca. 1990 har genregisteret 128 arter mens 19 er forsvundet fra Dannevang)
Hatten af for din idealisme mht. frømmen om at rulle udviklingen i landbruget baglæns. Desværre for forgangne tiders natur siger min realisme mig, at det næppe hverken er muligt (eller måske ønskeligt). Vi er blevet væsentlig flere mennesker med store og endda for store ikke-bæredygtige forventninger til vores liv. De ansvarlige bønder er blevet væsentligt færre. Så få, at de tilbageværende – ansvarlige eller ej – producerer ca. 25 gange så store mængder afgrøder og fødevareprodukter i dag. …OK – det vil alt sammen blive en lang ideologisk/politisk diskussion.
Men jeg tillader mig at være en smule optimistisk mht. Den Grønne Trepart – specielt for lavbundsarealerne. Med vilje til dialog, passende statsstøtte og minimering af restriktioner og tossede regler kan der måske skabes levebrød for en ny generation at ansvarlige bønder – eller dyreholdere/ naturforvalter om vi vil.
Jeg er i alt væsentligt enig med Ian Heilmann – selv om der nu ikke har været landbrug i Danmark i 9000 år, men “kun” i 6000. Imidlertid er det vigtigt, at vi kommer kommer i gang straks. Derfor er vi 16+ organisationer, der har underskrevet en erklæring om, hvordan vi kommer videre efter Den grønne Trepart, og for nylig holdt vi en velbesøgt konference på Christiansborg om sagen (Det meste herfra kan ses på https://www.youtube.com/@FrieBonder-Levendeland ). Se erklæringen her:
“Undertegnede er alvorligt bekymrede over specielt to problemer ved aftalen om Grøn Trepart:
1) Aftalen hviler på den præmis, at jordbrug og natur er hinandens modsætninger. Derfor opereres der med en arealfordeling, således at landets jord enten skal bruges til at drive industrielt landbrug og skovbrug på, eller også skal det være uproduktivt og helst ”urørt”.
Det er helt i orden at lade nogle arealer henligge udyrkede, rejse mere skov og beholde et produktivt landbrug. Men det er ikke i orden at basere hele løsningen på udelukkende at fremme to ekstremer.
Trepartsaftalen bør derfor justeres, sådan at den også fremmer naturnært jordbrug. Hermed menes jordbrug, der er baseret på naturlige processer, og som derfor rummer de løsninger, der efterlyses: Det binder kulstof og kvælstof, det øger biodiversiteten, og mennesker trives med det. Naturnært jordbrug kendetegnes ved et harmonisk forhold mellem dyrehold og plantedyrkning og ved harmoni mellem agerjord og bevoksning med buske og træer. Naturnært jordbrug drives under udstrakt hensyn til de mennesker, der opholder sig omkring det, og som er beskæftiget med det. Der kræves flere ansvarlige og kompetente hænder til at drive jordbrug naturnært, hvorfor driftsformen kendetegnes ved fortrinsvis mindre jordbrug og jordbrugsfællesskaber.
Skovlandbrug og dyrkning i mosaiklandskab er eksempler på naturnært jordbrug, der desuden drives økologisk og regenerativt, dvs. med skånsom jordbehandling. Tinglysning af arealer som økologiske, tinglysning af reduceret jordbehandling og tinglyst ophør af dræning er oplagte muligheder, ligesom både nationale støtteordninger som EU-støtte til denne form for jordbrug er hensigtsmæssigt og nødvendigt.
2) Aftalen om Grøn Trepart er blevet vedtaget blandt en sluttet kreds af organisationer, mens repræsentanter fra de befolkningsgrupper, som bor på landet og som færdes i det, i alt væsentligt har været udelukket fra beslutningsprocessen. Dette afspejles da også i aftalens ordlyd. Som påpeget af fremtrædende landbrugsøkonomer er det da også overvejende sandsynligt, at aftalens implementering vil volde uoverstigelige vanskeligheder (Se: https://curis.ku.dk/ws/portalfiles/portal/414828308/Landbrugets_konomi_2024.pdf , s. 54-56).
Udelukkelsesprincippet med hensyn til forhandlingsdeltagere er desværre gentaget og skærpet i forbindelse med aftalens implementering.
Undertegnede anbefaler på baggrund af ovenstående, at 1) Naturnært jordbrug fremmes i implementeringen af aftalen, som suppleres med de nødvendige redskaber hertil, og 2) at de lokale trepartsråd suppleres med repræsentanter for dem, som aftalen angår.
Den Grønne Ungdomsbevægelse
Landsforeningen Praktisk Økologi
Københavns Fødevarefællesskab
Frøsamlerne
Forum for madsuverænitet
NOAH
Øko-net
Landsforeningen mod svinefabrikker
Regenerativt Jordbrug
Permakultur Danmark
Det fælles Bedste
Madland
Landsforeningen Levende Hav
Foreningen for biodynamisk jordbrug
Landsforeningen for Økosamfund
Frie Bønder – Levende Land /La Via Campesina Danmark”