Statsminister Mette Fredriksen har ved flere lejligheder udtalt, at Den Grønne Trepart, er ”den største generationskontrakt i nyere tid”, ligesom udenrigsminister Lars Løkke Rasnussen fra Moderaterne og socialdemokraten Jeppe Brus (tidligere minister for treparten) henholdsvis har udtalt, at ”den er på størrelse med Kanslergadeforliget” og et udtryk for ”Danmarks største samarbejdsøvelse”
Ved man ikke bedre, får man jo derfor nemt indtryk af, at Den Grønne Trepart virkelig vil reducere landbrugets kraftige pres på miljø, natur og klima, og nu hvor den supplerende Gødningslov er vedtaget den 3. sep. 2026, er der nok mange, der er bestyrket i denne tro.
Af biolog og geograf Søren Mark Jensen
Landmænd har nu i praksis to muligheder for at leve op til Gødningslovens nye krav om at nedbringe deres kvælstofudledninger til åer, søer og fjorde: Enten kan de gøde på et mindre markareal og give plads til genopretning af natur, eller også kan de ændre på deres dyrkningspraksis på markerne.
Hvilken af de to muligheder, som er økonomisk mest fordelagtige for den enkelte landmand, regner landbrugskonsulenter ivrigt på i disse dage. Uanset hvad landmanden vælger, er der i de fleste tilfælde god økonomisk kompensation. Kun en mindre del af den økonomiske understøttelse tages fra de milliarder, de danske landmænd modtager årligt i EU-landbrugsstøtte, som desværre stadigvæk mest uddeles til landets største jordbesiddere i form af direkte hektarstøtte.
SEGES (en udviklings- og rådgivningsvirksomhed, som understøtter dansk landbrug) afholder for tiden store landsdækkende kurser for landmænd, hvor de undervises i, hvordan de kan indrette deres dyrkningspraksis, så der udledes mindre kvælstof. De kan fx ændre på deres afgrødevalg, efterafgrødepraksis eller etablere små tekniske rensningsanlæg (”minivådområder”). De undervises altså i, hvordan de kan efterleve de nye kvælstofkrav uden at skabe ny natur, og det er derfor et meget åbent spørgsmål om ret meget af den nye natur, vi ellers er stillet i udsigt med Den Grønne Trepart, faktisk bliver til noget.
Udover at disse dystre udsigter for naturen på land, bør det også fremhæves, at alle uafhængige eksperter peger på, at treparten, selv i bedste fald, kun vil kunne levere halvdelen af den reduktion i kvælstofforureningen fra landbruget, som der er brug for, hvis livet skal vende tilbage i fjordene.
Skeptikere af Den Grønne Trepart, som jeg selv tilhører, havde hellere set, at man i højere grad skulle lade ”forureneren betaler princippet” gælde for landbruget. Det kunne man have gjort ved at nedsætte ”gødningsnormen” til dens tidligere lavere niveauer (dvs. ved at sænke loftet for hvor meget kvælstof der må udbringes på markerne), og man kunne ved lov have genindført de beskyttende 10 meter brede dyrkningsfri bræmmer langs åerne, som Lars Løkke regeringen fjernede i 2015.
Sådanne reguleringer ville være samfundsøkonomisk bedre og ikke koste skatteborgerne kassen – og de ville være meget nemmere at forvalte og kontrollere end Den Grønne Trepart, som – flere og flere erkender – er blevet et uoverskueligt, fagligt og forvaltningsmæssigt monster.
Flyver man op i helikopteren og ser på hvilken udvikling af dansk landbrug, som danskerne efterlyste i den sidste valgkamp, er det deprimerende, at Den Grønne Trepart i praksis faktisk tillige understøtter den nuværende industrielle dyreproduktion med indførelse af slagtepræmier for danske grise og økonomisk støtte til brug af kemikaliet Bovaer hos konventionelt malkekvæg.
“De glemmer bare at fortælle, at kortene alene indeholder ”skitseprojekter”, som kommunerne i første omgang kan prøve at overbevise jordejerne om frivilligt at få foretaget forundersøgelser på”
Både toppen af Landbrug & Fødevarer og af Danmarks Naturfredningsforening har som bekendt stået fader til Den Grønne Trepart, hvilket de er stolte af, og de roser offentligt hinanden og sig selv for, at der nu i forbindelse med den indledende implementering af treparten, er tegnet kort over, hvor der kan tænkes udtaget marker og lavet vådområder rundt om i landet.
De glemmer bare at fortælle, at kortene alene indeholder ”skitseprojekter”, som kommunerne i første omgang kan prøve at overbevise jordejerne om frivilligt at få foretaget forundersøgelser på. Forundersøgelserne betales af staten og skal kaste lys over, om omlægning fra de kort-udpegede konkrete markarealer til vådområder vil føre til den ønskede reduktion i kvælstofforureningen, og forundersøgelserne kommer kun i gang, hvis jordejerne frivilligt siger ja til de gratis undersøgelser.
Forundersøgelser tager i reglen flere år, og når de endelig er udført, er det igen op til jordejerne om de frivilligt – og mod økonomisk kompensation – faktisk vil omlægge markerne til natur.
De nuværende politiske diskussioner om treparten forholder sig meget lidt til disse indbyggede usikkerheder og skævheder. Mens Landbrug & Fødevarers formand svinekødsproducent Søren Søndergaard argumenterer for at øge de økonomiske kompensationer til sine medlemmer og for at udskyde implementeringen af treparten, holder Danmarks Naturfredningsforening fast i, at Trepartsaftalen er en nødvendighed, og at den vil være til stor gavn for naturen.
“På den måde går det under radaren i den offentlige debat, at Den Grønne Trepart faktisk friholder landbruget fra selv at betale for at rydde op efter sig, og at den, selv hvis den lykkedes, næppe kommer til at give store naturgevinster på land og i vores havområder”
Samlet set er der derimod en reel risiko for, at Den Grønne Trepart i praksis kommer til at holde hånden under den nuværende ikke-bæredygtige-landbrugsproduktion, og den bør over tid – men hurtigst muligt – erstattes af en mere målrettet og helstøbt landbrugspolitik, som kan fremme omlægningen til en mindre areal- og gødningskrævende landbrugsproduktion af plantebaserede fødevarer til mennesker.
Bannerfoto: Landbrugsjordens sundhed er slet ikke på programmet. Foto: Gabriel Jimenez/Unsplash
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Hvor har Søren Mark Jensen ret. Hvorfor bruger man i langt højere grad ikke det princip, at forureneren betaler. Jeg har stadig svært ved at forstå, at et erhverv, der igennem årtier har myrdet vores fjorde og nære kystområder (nu endegyldigt) har fået lov til det. Samtidig benægter dele af landbruget stadig fakta (især svineindustrien) og forsøger at forhale alle tiltag, der skal rette op på forholdene, blot for at de kan fortsætte som sædvanlig.
Jeg har det selv tæt på, da vi har har tre unge svineavlere i familien og de ejer efterhånden temmelig meget. En ven til dem skældte mig ud til en 70 års fødselsdag for et år siden. For alt det vrøvl jeg skriver om landbruget. I år til en anden 70 års fødselsdag gik han væk da jeg ville hilse på og han sagde hverken goddag eller gav hånd. De tre unge landmænd benægter at deres skønne erhverv (ja det kalder de det selv) overhovedet sviner og giver al skylden til rensningsanlæggene og andre kilder end landbruget selv. De mener simpelthen, at der er en stor konspiration imod dem og at forskerne lyver og bruger forkerte tal. Til en mindre fest for nylig var det da heller ikke glæde de udviste da de meget hurtigt hilste på.
For 30 år siden, da jeg begyndte at skrive om landbruget (dengang mest i Information og Fyens Stifttidende) var jeg overbevist om, at den type landmænd ville være uddøde i vor tid, hvor var jeg dog naiv.
På Landbohøjskolen i firserne var jeg ung og visionær, men af landbruget blev jeg betragtet som en farisær. Jeg skrev to specialer. Et indenfor økologi og et om kvælstof i drænvand og engens kemi.
Efter jeg blev uddannet til agronom, har jeg aldrig arbejdet i det konventionelle landbrug. Jeg har arbejdet med økologi, skovbrug, natur- og miljøformidling og i mange år med livcyklusvurderinger. Da jeg var midt i halvtredserne uddannede jeg mig til social- og sundhedsassistent og sluttede mit arbejdsliv i psykiatrien, hvilket var en øjenåbner og meget givende.
Det er så sørgeligt men tak for at blive ved
Vi er vist nogle stykker, der aller Anfang ab kunne se, at “Den grønne trepart” er Den sorte Trepart. En skændsel for DN, hvis præsident rgjorde sig til gidsel. Omkring bordet sad en stribe embedsmænd, en stribe Axelborg-agenter og så præsidenten, som naturligvis ville ha’ forlangt en bred repræsentation af grønne organisationer, hvis hun havde villet repræsentere den sag, som hun i stedet valgte at kompromittere . Ministerposten i den sort”røde” regering er belønningen.