“Der er ingen forbrugere, som ikke har råd til at betale den pris, som burde være omkring 15 kr. pr. liter. Men så længe Arla går foran med at importere mælk fra deres tyske mejeri til lav pris, er der jo ingen løsning. I stedet kunne man overføre alle de penge, som staten bruger på kontrol, til mælkeprisen.”
Mejerist Karl Simonsen, Lejre, har i Jyllands-Posten 30. august 2015 beskrevet mælkebranchens organisatoriske og økonomisk deroute gennem de sidste 50 år. Med forfatterens tilladelse bringes teksten her:
I 1967 var jeg som ung mejerist ansat på et mejeri i Vestjylland. Mejeribestyreren inviterede mig til det første møde om Mejeriselskabet Danmark (MD) i Varde.
På vej hjem sagde han, at det var enden for frie bønder. Nu ville alle pengene gå til opbygning af selskabet. Han fik ret. Nu er mælkeproducenternes situation den, at om så de intet fik for mælken i 20 år, kan gælden ikke betales, end ikke om de så fik fem-seks kr. pr. liter.
Hvorfor er det gået sådan? Før Arla var der nogle bymejerier, som tjente rigtig godt, og nogle landmejerier, der også gjorde det udmærket. Dermed havde mælkeproducenterne også en fornuftig økonomi.
Så lavede mejeriselskabet Danmark aftalen om billig mælk til FDB i misundelse over, at det gik nogle andre selskaber godt. Her startede ”krigen” om billig mælk og er fortsat. Resultatet er dybt forgældede mælkeproducenter.
I 1989 fik landmændene omkring 3,10 kr. for én liter mælk, og omkostningerne var rimelige. Nu er prisen ca. 2 kr. pr. liter, og omkostningerne er jo nok steget betydeligt.
Så kom mælkekrigen mellem Kløver og MD først i 1990’erne. Det kostede nok hver mælkeproducent en ny Mercedes eller mere. Der blev skrevet store checks ud til købmændene for at flytte selskab. Nogle blev sendt privat, og så blev der vist hverken betalt skat eller moms.
Til glæde for hvem?
Forbrugerne fik billig mælk, men til glæde for hvem? Mejeriforeningen (læs: Arla) sagde til mælkeproducenterne, at nu måtte de være mere effektive grundet de lave priser til producenterne.
Siden er nedturen fortsat, men mejerierne har bygget store anlæg og ødelagt værdier for milliarder ved at kvæle andre mejerier med producenternes egne penge. De danske mælkeproducenter har betalt for ekspansion i hele Europa. Men andelsselskaberne er jo til for at sikre de danske mælkeproducenter en levedygtig pris og ikke for at brede sig til hele Europa.
Der er i alle årene blevet sagt, at næste år, så går det bedre, så hold ud. Der er blevet bygget nye anlæg for milliarder, men mælkeprisen er stadig lav. Desuden er der ansat ufattelig mange til at kontrollere de ellers generelt veluddannede og dygtige landmænd.
Alle i toppen siger, at dem, der ikke er effektive, må ud af erhvervet, og politikere jagter dem også. Men ingen tør sige, at hvis nu mejerierne havde forstået at styre produktionen og at få en ordentlig pris for mælken, så landmændene havde haft en god økonomi, så ville kvaliteten på mælk og dyrevelfærd have været i top.
Arla importerer tysk mælk
Der er ingen forbrugere, som ikke har råd til at betale den pris, som burde være omkring 15 kr. pr. liter. Men så længe Arla går foran med at importere mælk fra deres tyske mejeri til lav pris, er der jo ingen løsning. I stedet kunne man overføre alle de penge, som staten bruger på kontrol, til mælkeprisen.
Hvis mælkeproducenterne kunne leve af 20 køer, så havde de fleste nok ikke flere, og så var de fleste miljøproblemer løst. Mejerierne er jo blevet en legeplads for ansatte, der udvikler nye emballager og produkter, og andre rejser verden rundt for producenternes penge. Producenterne kan bare gå hjemme bag rumpen på køerne og passe dem 365 dage om året uden betaling. Prøv at give f.eks. skolelærerne disse forhold, så ville vi høre et ramaskrig. Mælkeproducenterne er slaver af banker og deres egne selskaber. Jo, jeg kender godt historien om udvikling og eksport.
Jeg håber, at forbrugere og politikere snart vågner op og lader være med at give producenterne skylden for alt og sikrer disse familier samme vilkår som dagpengemodtagere.
