Biolog Søren Wium-Andersen, Ådalen 15, Hillerød, skriver den 14. april 2019:
Danmarks CO-2 udledning steg i 2018. Alene biomasseforbruget steg med 4,9 % i det første halvår af 2018. Men på trods heraf gentog Klimarådet i deres kronik den 5. april i Politiken ikke deres tidligere meget velbegrundede anbefalinger om retvisende indikatorer for kulstofkredsløbet og kulstoflagring i skove. Hvorfor ikke?
Klimarådets anbefalinger i rådets rapport fra maj 2018 om biomasse og kulstofpuljer var glasklar: ”Regeringen bør igangsætte et arbejde med at udvikle retvisende og dokumenterbare indikatorer, som kan indgå i de eksisterende bæredygtighedskriterier for biomasse”.
Det er bekvemt for regeringens klimamodeller, at CO2 regnes som kulstofneutralt, men klimaet taber ved at afbrænde store mængder af træ i form af flis og træpiller. For afbrænding heraf udleder mere CO2 end ved fyring med kul, og det tager årtier inden den udledte CO2 igen er optaget af træerne. Det har EU allerede påpeget i en VVM undersøgelser i 2016.
Så den retvisende CO-2 model for biomasse savnes fortsat. Regeringen kan ikke fortsætte med at ”putte” sig bag certificeringsordninger for skovdyrkning, der ikke taget CO2 hensyn og bag helt utilstrækkelige frivillige brancheaftaler om biomasse. Aftalerne er uden offentlig kontrol.
Nedenfor følger en række af mine klip fra Klimarådets maj 2018 rapport: Biomassens betydning for grøn omstilling, Klimaperspektiver og anbefalinger til regulering af fast biomasse til energiformål.
Her begrunder Klimarådet, hvorfor det finder, at der er et behov for en kulstofmodel:
p.18: Skal verden nå Parisaftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning, er det nødvendigt med øget optag af kulstof særligt i skov. Danmark bør derfor i EU og FN – når aftalens lande skal forhandle om at øge deres klimamål – arbejde for, at klimamål og klimaregulering udformes på en måde, som tilskynder landene til at øge skovenes kulstofpuljer udover, hvad der ville være sket uden klimatiltag. Det er derfor vigtigt, at klimamålenes størrelse fastsættes med hensyntagen til de bogføringsregler, landene vil anvende for LULUCF-sektoren for at sikre, at den potentielle mængde af LULUCF-kreditter ikke udhuler landenes klimamål.
p.92: Det er Klimarådets vurdering, at såvel de frivillige danske bæredygtighedskriterier som udkastet til det kommende EU-regelsæt udgør et fornuftigt udgangspunkt for regulering, men at der findes betydelige mangler i forhold til at tage højde for potentielle klimaeffekter ved afbrænding af biomasse, herunder reduktion af skovenes kulstofpuljer. Derfor er der behov for at udvikle mere målrettede indikatorer for, om der er lav risiko for, at den anvendte biomasse medfører forøgelse af atmosfærens indhold af CO2.
p.93: Klimarådet anbefaler at stramme bæredygtighedskriterierne i Danmark samt at omsætte dem til lov. Der skal igangsættes en proces med udvikling af operationelle og retvisende indikatorer, der er målrettet mod at minimere biomassens effekter på kulstoflagringen. Det kan fx ske i forbindelse med den planlagte evaluering af den danske brancheaftale om bæredygtig biomasse i 2018. Udviklingen af nye indikatorer kan ske på baggrund af eksisterende studier, som peger på, hvordan forskellige biomassefraktioner kan inddeles i risikogrupper afhængig af produktions- og markedsforhold i den region, hvor biomassen kommer fra.
p.101: Holland har som det eneste land valgt at indføre målrettede kriterier for effekter på kulstofkredsløbet for biomasse underlagt et dokumentationskrav.
p.109: 4.3 Bedre inddragelse af klimaeffekterne ved biomasse Som beskrevet i de to foregående afsnit vil der være behov for at indarbejde mere retvisende indikatorer og effekter på kulstoflagring og kulstofkredsløbet i bæredygtighedskriterierne, hvis det skal kunne dokumenteres, at den anvendte biomasse leverer reelle CO2-reduktioner……Tilgangen kræver dog, at der igangsættes en proces med udvikling af de nye indikatorer for biomassens klimapåvirkning, herunder især effekterne på kulstofkredsløbet. Klimarådet anbefaler, at indikatorerne inddrages i dansk regulering, og at Danmark arbejder for, at de også indarbejdes i EU’s regelsæt.
p.121: 4.4 Konklusioner og anbefalinger. Dette kapitel har belyst bæredygtighedskriterierne for fast biomasse i Danmark og i andre EU-lande og har set nærmere på Europa-Kommissionens forslag til EU-bæredygtighedskriterier for fast biomasse, som skal gælde for alle medlemslande efter 2020. Kapitlet peger på, at både brancheaftalen i Danmark og forslaget fra EU-Kommissionen mangler tilstrækkeligt operationelle og retvisende bæredygtighedskriterier og indikatorer, som afspejler klimapåvirkningen, herunder især effekterne på kulstofkredsløbet og kulstoflagring i skovene. Derfor er der behov for at udvikle nye målrettede kriterier og indikatorer, som kan sikre, at alle relevante klimaeffekter kommer til at indgå i vurderingen af biomassensbæredygtighed. Det giver anledning til følgende hovedkonklusioner:
p.122: På den baggrund anbefaler Klimarådet:
Regeringen bør igangsætte et arbejde med at udvikle retvisende og dokumenterbare indikatorer, som kan indgå i de eksisterende bæredygtighedskriterier for biomasse. De nye indikatorer skal være målrettet effekterne på kulstofkredsløbet og kulstoflagring i skove, når der anvendes biomasse til energi. Indikatorerne bør adressere aspekter som blandt andet tidsperspektivet i genoptaget af CO2, producentlandenes klimamål og -regulering samt indirekte effekter på arealanvendelsen. Relevante aktører med ekspertise på området kan med fordel inddrages i arbejdet, fx energibranchen, skovbranchen, grønne organisationer samt uafhængige forskere med ekspertise i blandt andet Jordens kulstofkredsløb.
Danmark bør implementere bæredygtighedskriterier for fast biomasse i den nationale regulering. Disse bæredygtighedskriterier skal indeholde de målrettede kriterier og indikatorer vedrørende effekter på kulstofkredsløbet og kulstoflagringen. Hvis EU’s kommende regelsæt ikke tillader, at medlemslande fastsætter yderligere nationale bæredygtighedskriterier, bør regeringen opfordre energibranchen til at indarbejde de målrettede kriterier og indikatorer i en frivillig aftale.
Danmark bør arbejde for, at der også i EU’s bæredygtighedskriterier kommer til at være retvisende kriterier og indikatorer, som er rettet mod effekterne på kulstofkredsløbet og kulstoflagringen i skove, når der anvendes biomasse til energi.
Pingback: Biomasse i Danmark forkæles med tilskud og nul afgifter – det går ud over konkurrerende teknologier | Gylle.dk