Organist, lic.scent. Ian Heilmann skriver fra sit hjem på Thurø i Det Sydfynske Øhav:
I den løbende debat i avisernes spalter tager fortalere for det konventionelle landbrug stadigt heftigere sprogbrug i anvendelse overfor kritiske synspunkter: Man bliver kaldt fundamentalister, heksedoktorer, religiøse fantaster, nostalgiske drømmere, økologister og kloge-Åger. Det er i sig selv et svaghedstegn, også når man samtidig udnævner sig selv til ”det videns-optimerede landbrug”.
Langt de fleste anerkender, at danske landmænd er både veluddannede og rasende dygtige, ambitiøse og hårdt arbejdende og slider med at få enderne til at nå sammen. Men det udfolder sig inden for det hamsterhjul af nådesløs konkurrence, der hedder fødevareeksport af animalske metervarer til fjerne markeder.
Det er åbenbart fortsat nødvendigt at pege på det uholdbare i den enorme danske svineproduktion, når det totale regnskab for energi, ressourcer, klima, miljø, natur, folkesundhed og dyrevelfærd skal gøres op, fra vugge til grav, eller endnu bedre fra vugge til vugge – fra sojamarker i Sydamerika, over væg-til-væg kornavl i Danmark, superslagterier og køletransport, og til danske skinker på kinesiske middagsborde. Der giver nok milliarder i eksportindtægter og arbejdspladser i en periode, men på længere sigt er de mere ”skjulte” omkostninger i form af bl.a. klodens nedslidning en tikkende bombe.
Og således nærmer vi os kernen af problemet: Når verdens voksende milliardbefolkning skal brødfødes, og en stigende andel tilmed rækker ud efter den levevis, som vi i vores del af verden har været vant til i mange år, kalder det, – nej, råber det på nytænkning.
Vi skal hurtigst muligt væk fra at beslaglægge halvdelen af landets areal med vinterhvede og majs for sammen med importsoja at opfodre millioner af svin på samlebånd. I stedet skal vi i stigende omfang selv spise det, der gror på markerne, dyrket under naturnære driftsformer, med gennemtænkte sædskifter og med afgrødesorter med tilstrækkeligt proteinindhold. Udbyttet bliver mindre, javel, men til gengæld skal det ikke først igennem en gris.
Vi skal formindske afstanden fra jord til bord og reservere godt kød til mere festlige anledninger. Vi skal tilstræbe mere lukkede stofkredsløb og få bremset den afsindige vækst i det klimabelastende transportarbejde til lands, til vands og i luften. Det skylder vi alle de andre vidunderlige former for liv, som vi (i svindende omfang) deler kloden med, og det skylder vi de kommende generationer. Det er i høj grad et etisk anliggende, der angår os alle. Det er foruroligende, at det såkaldt videns-optimerede landbrug og dets magtfulde organisationer så hårdnakket viger uden om denne påtrængende samtale og i stedet overvejende tyr til ukvemsord.
Kommentaren har været bragt i Fyns Amts Avis, 15. januar 2018.
