
Med bistand fra Naturens Retshjælp påklager bekymrede borgere forhenværende Venstre-fødevareminister Jacob Jensens tilladelser til fiskeri efter blåmuslinger i Isefjorden. Man kalder tilladelserne ulovlige og miljøskadelige og kræver, at de skal tilbagekaldes
Klagen er indgivet til Miljø- og Fødevareklagenævnet, og den drejer sig om to konkrete tilladelser til fiskeri efter blåmuslinger i Isefjorden i sæson 2026-27, som daværende fødevareminister Jacob Jensen udstedte den 5. marts 2026.

I klagen gør borgerne i to foreninger Red Isefjord og Danmarks Naturfredningsforening gældende, at dels er tilladelserne ulovlige, fordi Jacob Jensen har undladt at angive den lovpligtige klagevejledning i tilladelserne, dels er tilladelserne til muslingeskrab efter blåmuslinger i strid med Vandrammedirektivet, som blev vedtaget i 2000. Dette EU-direktiv har som overordnet formål at bevare og forbedre vandmiljøet, og det dikterer, at statslige myndigheder kun kan træffe afgørelser, der indebærer en direkte eller indirekte påvirkning af et vandområde, hvis afgørelsen ikke forringer områdets økologiske tilstand.
De to tilladelser er givet til firmaet Wittrup P/R med fartøjet H7 “RONJA” (bilag 1) og til Fortuna Muslinger ApS med fartøjet KA56 “FORTUNA” (bilag 2). Begge fartøjer opererer ud fra kajpladser i Hundested Havn ved indsejlingen til Isefjorden, selvom de har hjemme i henholdsvis Juelsminde og i Nykøbing Mors.
Isefjordens vandmiljø ødelægges
De to foreningerne gør gældende i deres klage, at muslingeskrab har en negativ påvirkning på Isefjordens økologiske tilstand. Tilladelserne er derfor i strid med “national ret, der vedrører miljøet”, som beskrevet i Vandrammedirektivets indsatsbekendtgørelse § 8, stk. 3.
Indsatsbekendtgørelsen pålægger bl.a. statslige myndigheder ved administration af lovgivningen at forebygge forringelse af tilstanden for vandområder og sikre, at opfyldelse af fastlagte miljømål ikke forhindres. I klagen påpeges det, at Isefjorden i årene 2015-2021 var i “moderat økologisk tilstand”, hvorimod Isefjorden i perioden 2021 – 2027 fik betegnelsen “ringe økologisk tilstand”.
Det er alment anerkendt, at fiskeri med bundslæbende redskaber er en metode med stor negativ effekt på opfyldelse af målene om god økologisk tilstand i kystvandene. Jacob Jensens tilladelser er derfor afgørelser, der ikke kan ikke meddeles, medmindre tilladelserne ikke vil kunne medføre en forringelse af Isefjordens tilstand.

Det påhviler fiskerimyndighederne at godtgøre, at tilladelse til fiskeri efter muslinger med bundslæbende redskaber ikke kan medføre en forringelse af Isefjordens tilstand og hindre målopfyldelse. I folketingssvar af 3. februar 2026 har Jacob Jensen oplyst, at Ministeriet forud for udstedelse af tilladelserne har vurderer, om fiskeriet vil påvirke udbredelsen af ålegræs, af bunddyr og af fytoplankton/klorofyl samt påvirkning af iltforholdene.
Det fremgår dog ikke af de meddelte tilladelser, at ministeriet har foretaget en sådan vurdering.
”Sammenfattende er det foreningernes vurdering, at Isefjorden ikke kan bringes i god økologisk tilstand, med mindre muslingeskrab bringes til ophør” Klage af 27. marts 2026 til Miljø- og Fødevareklagenævnet
Isefjorden ødelægges punkt for punkt
Foreningerne hævder i deres klage, at det er åbenlyst for enhver, at tilladelse til muslingeskab i Isefjorden medfører en forringelse af fjordens økologiske tilstand. I klagen opremses følgende konkrete punkter:
a.
Det er konstateret, at der i Isefjorden løsrives ålegræs ved muslingeskrab.
b.
Muslingeskrab har en negativ påvirkning på bundfaunaen, da fjordbunden pløjes op ved skrabet.
c.
Muslinger filtrerer vandet og er dermed med til at gøre det klarere og forbedre vækstforholdene for ålegræs. Ved muslingefiskeriet fjernes dette naturlige “filteranlæg” fra Isefjorden.
d.
Næringsstoffer og miljøgifte, som er aflejret i fjordbunden fra årtiers industriel produktion i byer grænsende op til fjorden, hvirvles op og aktiverer fornyet opblomstring af alger, hvorefter miljøgifte uhindret kan overføres til økosystemer i vandet og på fjordbund.
e.
Fortsat muslingeskrab hindrer genopbygning af de naturlige økosystemer i Isefjorden og vil gøre indsatser for at genskabe fjordens bundmiljø nyttesløse, fx. ved udlægning af stenrev og udplantning af ålegræs.
Sammenfattende er det foreningernes vurdering, at Isefjorden ikke kan bringes i god økologisk tilstand, med mindre muslingeskrab bringes til ophør.
Endelig bemærkes det, at myndighederne har hjemmel til helt at forbyde udøvelse af muslingefiskeri, og at det ikke vil være erstatningspådragende. Foreningerne understreger, at myndighederne i medfør af Vandrammedirektivet har pligt hertil.
Miljø- og fødevareklagenævnet har endnu ikke besvaret de to foreningers klager.
Fakta om Naturens Retshjælp
Stiftelsen af Naturens Retshjælp i 2024 udspringer af et ønske, om at advokater, jurister og jurastuderende i højere grad skal bidrage til at styrke beskyttelsen af naturen og imødegå klimaforandringerne.
Retshjælpen ønsker at bistå og rådgive civilsamfundsorganisationer og borgergrupper i miljø- og klimaspørgsmål, så naturen i Danmark ikke altid trækker det korteste strå, når anlægsprojekter skal gennemføres, der skal dispenseres for giftige pesticider, eller der skal udarbejdes planer til bekæmpelse af iltsvind og fiskedød i vores farvande.
Naturens Retshjælp er drevet af en forening, hvis medlemmer og bestyrelse består af organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø eller beskyttelse af væsentlige rekreative interesser som en del af deres formål. Retshjælpen er bemandet af frivillige jurister, jurastuderende, fagpersoner med miljø faglig indsigt og en lønnet retshjælpsleder. Herudover har retshjælpen tilknyttet frivillige advokater og jurister samt fagpersoner med miljø faglig indsigt, som retshjælpens frivillige kan samarbejde med.
Både private borgere og organisationer kan engagere sig i Naturens Retshjælp, læs mere om det under ”engager dig”.
Bannerbillede: Sådan ser fjordbunden ud med spor efter muslingeskrab ved Orø i Isefjorden. Foto: Jan Henningsen
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.






