En havørn er fundet død på Lolland. Den fredede rovfugl havde hagl i kroppen. Sagen er meldt til politiet

af Anton Gundersen Lihn, DOF, tirsdag 24. maj 2022
havorn6
Den døde havørn blev fundet dræbt på Lolland i begyndelsen af maj. Foto: Lene Taul.

I begyndelsen af maj fandt en lokal landmand en død havørn på sin ejendom på Lolland.

Landmanden fik kontakt til en lokal ornitolog, der via Dansk Ornitologisk Forenings Projekt Ørn orienterede Naturstyrelsen.

Den døde havørn blev afhentet og kørt til undersøgelse hos en dyrlæge, hvor røntgenfotografier viste, at der var hagl i kroppen og sår på klørene, der sandsynligvis også stammer fra hagl.

Naturstyrelsen har meldt dødsfaldet til politiet, og havørnen er blevet sendt til yderligere undersøgelse og obduktion hos vildtsundhed.dk under Aalborg Universitet.

Kim Skelmose (tv.) i gang med at ringmærke en havørneunge. Foto: DOF

– Det er helt utilstedeligt, at endnu en havørn er blevet skudt. Vi afventer grundige undersøgelser, men vi må antage, at haglene har dræbt havørnen. Det er ualmindelig trist, at vi gang på gang skal se vores fredede rovfugle blive ofre for uvidenhed, siger formand i Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard.

Nedskydning er udtryk for tilbagestående natursyn

Leder af DOF’s Projekt Ørn, Kim Skelmose, er ligeledes harmdirrende over drabet på havørnen.

– Den skudte ørn var adult (voksen red.), så det er ganske sandsynligt, at den kan være ynglende på dette tidspunkt. Der er altså potentielt også et kuld unger i en rede et sted, der nu er gået til, siger Kim Skelmose.

– Jeg er fuldstændig uforstående overfor, at der stadig findes folk med et så tilbagestående natursyn, der hører til i 17-1800-tallet. De mener, at de selv kan beslutte, hvad der skal være her eller ej. Det har slet ikke sin gang på jorden i dag, siger han.

havorn7
Røntgenfotografier har vist, at der var hagl i kroppen på den døde havørn og sår på klørene, der sandsynligvis også stammer fra hagl. Foto: Lene Taul.

DOF BirdLife har tidligere sammen med organisationerne i Vildtforvaltningsrådet opfordret miljøministeren og justitsministeren til at styrke indsatsen mod faunakriminalitet.

Rovfuglesamarbejde skal skabe kulturændring

Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Jægerforbund er gået sammen om projektet ’Fælles fokus på de danske rovfugle’. Samarbejdet skal udbrede viden om rovfugle og aflive de myter og misforståelser, der hvert år fører til drab på fredede rovfugle i Danmark.

– Der er i den grad behov for en kulturændring, for at komme faunakriminaliteten til livs. Hvis giftsager og skuddrab skal opklares, så er det nødvendigt, at man ikke dækker over hinanden i miljøet, siger formand i DOF BirdLife, Egon Østergaard.

Der er nogle mennesker med jagttegn, som aldrig burde have haft det, siger jægernes formand Claus Lind Christensen.

Samme toner lyder fra formand for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen.

– Drab på fredede dyr er totalt uacceptabelt, og det strider imod alt, hvad jagten og jægerne i Danmark står for. Men jeg må jo erkende, omend hvor smerteligt det er, at der er nogle mennesker med jagttegn, som aldrig burde have haft det. Det de mennesker foretager sig, når de tager loven i egen hånd, er så skadeligt for jagtens opbakning og anseelse, at jeg på det allerkraftigste må opfordre alle med viden om sagen til at gå til politiet, siger Claus Lind Christensen.

DOF BirdLife følger sagen med den skudte havørn.

Tidligere er også en anden havørn skudt på Lolland. I 2019 blev hunnen fra ØrneTV fundet død med hagl i kroppen få kilometer fra ØrneTV-reden.

Yderligere oplysninger

Egon Østergaard, formand i DOF BirdLife
Tlf. 31 16 20 30

Kim Skelmose, leder af DOF’s Projekt Ørn
Tlf. 27 73 40 70

Bannerfoto: Flyvende havørn. Foto: DOF

Visited 1 times, 1 visit(s) today

Kommentarer

  1. Torben Aagesen

    Håber de finder synderen.

  2. Utilgiveligt – syg person der gør sådan noget 😡

  3. Holger Mortensen

    Alt, alt for mange i Danmark har et jagttegn de aldrig burde have haft. Nu ved man jo ikke om denne synder overhovedet HAR et jagttegn, men generelt må man sige: Jagt i DK er ude af kontrol. Om ulve hedder det i jægerkredse: Skyd den i vommen – så går der 5 dage inden den dør. Eller: Skyd ulven – og grav den ned eller brænd den af. Disse problemer med jagt burde Claus Lind omgående få gjort noget ved. Få også gjort noget ved anskydninger, 1-2 million udsatte fasaner, gråænder og agerhøns (skydefugle), efterladte patronhylstre etc. etc.

Skriv en kommentar