Næsten hver femte andefugl i Nordvesteuropa har hagl i kroppen efter anskydninger

Røntgenundersøgelser af 3843 gæs og ænder af ni arter fanget til ringmærkning i seks nordvesteuropæiske lande mellem 2017 og ’22 viser, at i gennemsnit 17 % har hagl i kroppen efter anskydninger. Værst er det for Pibesvaner og Grågæs, hvor hhv. 33 og 28 % er anskudte. Dvs. at den højeste andel af anskudte fugle er hos Pibesvanen, der er fredet næsten overalt, hvor den forekommer

Andelen af anskudte fugle stiger med fuglenes alder, idet 19 % af de voksne fugle i gennemsnit havde hagl i kroppen, mod 4 % af ungfuglene. Det viser, at mange fugle anskydes flere gange i løbet af deres levetid.

Det skriver Hans Meltofte, formand for DOFs Naturpolitiske Udvalg, i DOFT.

Hos ænder er anskydningsraterne væsentligt lavere, idet langt færre fugle overlever at blive ramt, end blandt de skudstærke gæs.

Forfatteren har regnet lidt på tallene for fugle med hagl i kroppen for de enkelte arters totale flyway-bestande, og resultatet er ret rystende. Der er omkring 14 mio. ænder og gæs på den nordvesteuropæiske trækrute, og hvis vi regner med, at halvdelen af gæssene er voksne med et vægtet gennemsnit på 16,4 % anskudte, og den anden halvdel ungfugle med 4,0 % anskudte, og tilsvarende et vægtet gennemsnit for de voksne ænder på 5,4 % og ungfuglene 1,3 %, så er det 1,26 mio. individer, der har hagl i kroppen.

For at være på den sikre side, kan man sige, at mere end en million svømmefugle på den nordvesteuropæiske flyway flyver rundt med hagl i kroppen efter anskydninger. Hertil skal lægges alle de ramte fugle, som jægeren ikke fandt, men som døde efter timer, dage, uger eller måneder, så jægernes anskydninger af fugle og andre dyr er vel det største ’udendørs’ dyreværnsproblem overhovedet i vores del af verden.

Disse fugle besøger mange lande under trækket og om vinteren, så spørgsmålet er, hvor de bliver anskudt. Der er stor forskel på jagttrykket landene imellem, men da Danmark ifølge flere opgørelser har et af de højeste jagttryk på svømmefugle på ruten, har danske jægere givetvis bidraget væsentligt til disse tal, selv om de har reduceret anskydningerne af kortnæbbede gæs (og ræve). Haglgeværet er helt enkelt et så upræcist våben, at anskydninger er uundgåelige, men kortere skudafstande (mere disciplinerede jægere) kan reducere dem væsentligt.

At mere end en million af vores trækkende svømmefugle er blevet ramt – ofte flere gange – af skud fra mennesker, er selvfølgelig en meget væsentlig årsag til, at disse fugle flygter gennemsnitligt på 10-12 gange så stor afstand fra mennesker, som tilsvarende fugle i lande uden eller kun med lidt jagt. Alligevel er det svært at få selv naturinteresserede til at erkende, hvor meget jagt ødelægger alle vi andres oplevelsesmuligheder i naturen, og selvfølgelig især at det ikke for længst er indgået med vægt i de løbende justeringer af jagtider og -metoder. Og det på trods af, at følgende allerede indgår i Vildtforvaltningsrådets principper for fastsættelse af jagttider: ”Kan en jagttid på arten fastsættes uden væsentlige utilsigtede adfærdsmæssige ændringer, herunder i forhold til mulighederne for at opleve trækkende og rastende flokke af arten?”

Jeg har skrevet om det og dokumenteret det i mere end 40 år, og alligevel opfatter mange det som helt naturligt, at dyr flygter på lang afstand fra mennesker, mens fx en ræv kan løbe ind mellem fuglene i en flok gæs, uden at andet end de nærmeste letter. For det er jo temmelig indlysende, at når hver femte gås i Nordvesteuropa flyver rundet med hagl i kroppen efter anskydninger og det samme gælder for væsentlige dele af andre bestande, så bliver fugle og andre dyr helt vildt meget mere sky overfor mennesker. Undtagelserne er MEGET store områder uden jagt, som fx det tyske og hollandske vadehav.

Pointen er, at dyrene kan aflæse, om ræven er farlig eller ej. Det kan de ikke nær så godt med mennesker, idet vi kan dræbe på mere end 100 m afstand. Større fugle og andre dyrs ’naturlige’ flugtafstand overfor mennesker er formentlig 20-30 m, svarende til et stenkast – som jeg har oplevet det mange steder i verden, hvor det drives meget lidt jagt eller slet ingen.

Resultatet er, at alle andre menneskers aktiviteter i naturen forstyrrer større fugle og andre dyr langt mere, end de behøver. Og det betyder, at det er nødvendigt at lukke for færdsel i langt flere områder, end det ellers ville være nødvendigt, samt at der bygges fugleskjul, så fuglene ikke kan se os og forsvinder.

Kan der så overhovedet drives jagt uden at gøre dyrene så sky? Ja, i DOF mener vi, at det kan der godt, men på et helt andet reduceret niveau end det, vi har her i landet. Vi skal have langt flere jagtfredede områder, og jagten skal selvfølgelig ikke foregå inde i fuglenes raste- og fourageringsområder, men på fugle der flyver mellem områderne. Den stærkt forstyrrende motorbådsjagt skal helt forbydes, der bør ikke være vandfuglejagt på offentligt ejede arealer, flere arter bør fredes, jagt efter solnedgang skal forbydes, og det bør ikke være tilladt at afgive skud nærmere end 100 m fra jagtfrie reservater. Det vil helt sikkert kunne tage toppen af problemerne.

Litteratur

Buij, R., S. Moonen, G. Müskens, Y. van der Horst … & J. Madsen 2026: Crippling rates of waterfowl by gunshot in Northwestern Europe: interspecific and geographic differences give clues to possible management challenges and options. – Eur. J. Wildl. Res. 72: 35.

Meltofte, H. 2025: Jagtinduceret skyhed med fokus på vandfugle. – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 119: 66-78.

Meltofte, H. & A.P. Tøttrup 2024: Danish hunting in the light of unique citizen science bag statistics spanning 80 years. – Eur. J. Wildl. Res. 70: 117.

Bannerbillede: Bramgæssene holder øje med jægeren. Privatfoto