
Kim Keldborg modtager Vordingborg Kommunes Natur- og Miljøpris 2025 for sin mangeårige indsats for natur, biodiversitet og vandmiljø
Mandag eftermiddag uddelte Miljørådet i Vordingborg Kommune Natur- og Miljøprisen 2025. Dette års pris gik til Kim Keldborg fra Elmelunde på Møn, som på flere måder har gjort en særlig indsats for naturen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Vordingborg Kommune 15. september 2026. Heri heder det:
Kim Keldborg har gennem en årrække valgt at give naturen mere plads på familiens arealer. Omkring otte hektar tidligere konventionelt dyrket landbrugsjord er omlagt til skov og natur med blandet løvskov, søer, moser og græssede enge.
Det har skabt et varieret naturområde med gode levesteder for blandt andet frøer og andre padder og med potentiale for stadig større biodiversitet.
Sammen med sin hustru har Kim Keldborg desuden etableret naturcamping og shelters, så andre kan få glæde af og opleve naturen tæt på.
Borgmester Michael Seiding Larsen deltog i overrækkelsen af prisen. Han fremhævede i sin tale også det gode samarbejde mellem kommunen og dette års prismodtager. For eksempel er flere af søerne på grunden etableret i samarbejde med Vordingborg Kommune.
Prisen anerkender også Kim Keldborgs mangeårige frivillige engagement. I omkring 25 år har han blandt andet arbejdet for et bedre vandmiljø og har generelt gennem mange år været en stærk lokal stemme for naturen.
Vordingborg Kommune ønsker stort tillykke med prisen.

Efter borgmesterens tale tog dagens miljøprisvinder ordet. Han sagde bl.a.:
“Jeg har fundet 3 gode ord: Glæde – Stolthed – Fornøjelse
Glæde fordi jeg er meget glad for Miljørådet har lagt mærke til de ting som jeg laver.
Stolthed fordi at jeg faktisk er ret stolt over at modtage en Natur- og Miljøpris.
Og slet skjult Fornøjelse, fordi det er er en venstre-formand og en venstre-borgmester der skal uddele Natur- og Miljøprisen, til sådan en som mig.
Jeg har været lystfisker siden jeg var en lille dreng. Det har givet mig nogle af mine største oplevelser, og nogle af mine bedste venskaber.
Måske er det derfor jeg holder så meget af vandmiljøet.
Jeg har været aktiv miljøforkæmper siden den første vandplanperiode skulle været trådt i kraft i 2009.
Men Troels Lund Poulsen var miljøminister dengang, så Vandplanerne blev naturligvis 5 år forsinket, og blev først vedtaget i 2014.
Jeg repræsenterede først Sportsfisker Forbundet, og derefter Danmarks Naturfredningsforening ved både vandplanperiode 2 og 3.
Jeg har deltaget i samtlige Vandrådsmøder i Vordingborg eller Næstved.
Jeg har siddet med i det Drikkevandsråd i Vordingborg der skulle udpege Borings Nære Beskyttelses Områder.
Og senest har jeg lavet 20 udpegninger på Møn, som indput til Den Grønne Trepart.
Det er ikke fordi der har manglet tiltag til at forbedre natur- og miljø-tilstanden. Men på den anden side af bordet har der hver eneste gang siddet
Venstre-folk, der bare ikke vil natur. Og slet ikke natur, hvis det har noget med vand at gøre. Jeg har hørt på de Venstre-folk i over 20 år, de har forhalet og modarbejdet og har desværre haft held til det. Resultatet kender I allesammen. Vandmiljøet og mit fiskeri er fuldstændig ødelagt.
Da jeg således ikke har haft held til at forbedre naturtilstanden hos andre, så var der kun een anden udvej: Selv at lave noget natur.(…)”
Læs hele talen her – og tag ved lære af Keldborgs eksempel…

Bannerfoto: Den nyplantede skov fra 2024. Foto: Anders Jørgensen
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.






