Stor var overraskelsen over, at Thomas Danielsen for nylig blev til ny formand for Venstres Folketingsgruppe efter Karstens Lauritzens overgang til en direktørpost i Dansk Industri. Det skriver Flemming Seiersen for gylle.dk. En overraskelse som storfiskerne – også kaldet kvotekongerne – må juble over. Nu har de fået ”deres mand” som gruppeformand i det store oppositionsparti. Thomas Danielsen har nemlig været tæt forbundet med en af kvotekongerne ligesom den tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen. Et noget blakket renomme for dem begge. I den forbindelse må også nævnes Venstres folketingsmedlem, Jacob Jensen som har været aktivt involveret i havbrug. Ham vender vi tilbage til.

Thomas Danielsen. Pressefoto

OPINION –  Først Thomas Danielsen. 38 år og folketingsmedlem på 11. år. Valgt i Vestjyllands Storkreds – samme  kreds som Inger Støjberg.

Om både Thomas Danielsen og hans Venstre-kollega i Folketinget, Jacob Jensen, kan man sige: Som mester (Lars Løkke Rasmussen) så hans svende. Thomas Danielsen havde/har ligesom den tidligere statsminister tæt kontakt til kvotekongerne. Så tæt, at storfiskeren John-Anker Hametner Larsen i 2016 ifølge Ekstra Bladet skød 4 mill. kr. ind i Danielsens virksomhed, Day Work Aps, som han kun en måned forinden havde stiftet sammen med sin jurauddannede kone og et andet ægtepar. Det betød, at værdien af en anpart pludselig blev 10 gange højere. Danielsen havde skjult dette samarbejde.

Gratis sommerhus og torskegilder

Det var samme kvotekonge, der stillede et sommerhus i Skagen gratis til rådighed for Lars Løkke Rasmussen. Kvotekongen havde også indsamlet knap 900.000 kr. til Lars Løkke Rasmussens fond til udsatte drenge. Lars Løkke Rasmussen deltog også i storfiskerens og hans kollegers torskegilde i Thyborøn og i John-Anker Hametner Larsens fødselsdagsfest.

Thomas Danielsen var indtil da fiskeriordfører, men blev derefter i alt stilhed lempet ud fra denne post. Den officielle begrundelse var, at han var på barselsorlov, men han beholdt dog andre ordførerskaber.

At en anden kvotekonge, Henning Kjeldsen, Skagen, er blevet dømt for fusk med fiskekvoter og stråmandsvirkomhed og skal af med 216 mill. kr. i bøder og konfiskation af ulovlig  indtjening har Thomas Danielsen med sin ellers  hurtigere udmeldinger ikke kommenteret på.

 ”Danielsen det største brushoved”

Thomas Danielsen valg som gruppeformand for Venstres folketingsgruppe har affødt skarpe kommentarer fra bl.a. den borgerlige politiske kommentator, Jarl Cordua. Han skriver på Altinget den 19. januar 2022 om Thomas Danielsen:

”Venstre vælger det største brushoved til gruppeformand”.

Politisk har han inden valget til gruppeformand også slået nogle skæverter. Jarl Cordua fortsætter:

”at Thomas Danielsen fik sammen med andre Venstre-folk presset sit parti til, at stemme for, at statsminister Mette Frederiksen skal for en rigsret i minksagen, inden Granskningskommissionen havde afhørt et eneste vidne.”

Uforbeholden undskyldning fra Danielsen

Han har med et års forsinkelse måttet give en uforbeholden undskyldning til kommissionens formand, landsdommer Peter Mørk Thomsen, fordi han såede tvivl om dommerens uafhængighed.

For kort siden blev han så taget i skole af sin egen politiske ordfører, Sophie Løhde, der sagde, at Venstre ikke vil konkludere på Granskningskommissionen rapport, før den foreligger til sommer.

Jacob Jensen. Pressefoto

Jacob Jensen bestyrelsesmedlem i havbrug

Og så til Jacob Jensen, folketingsmedlem for Venstre, for at fuldende partiets meget tætte forbindelser til de maritime virksomheder og industrier:

Jacob Jensen er 48 år. Landmand på Sjælland og folketingsmedlem på 15. år, valgt i Sjællands Storkreds. Har tidligere været finansordfører for Venstre. I denne forbindelse er det interessante, at han samtidig med at være miljøordfører for Venstre også var medlem af bestyrelsen for det japansk ejede havbrug Musholm A/S på Sjælland. Det var han i seks år og hævede i alt 300.000 kr. i honorar fra Musholm, indtil han trådte ud af bestyrelsen i 2019.

Habilitetsregler på børnehavestadiet

Hans bestyrelsespost blev stærkt kritiseret af  bl.a. formanden for antikorruptions-foreningen Transparency International, Knut Godtfredsen i radioprogrammet ”Efterforskerne” på DR P 1:

– I dag er der ikke regler for folketingsmedlemmernes habilitet, så der er intet juridisk i vejen med det, Jacob Jensen gør, men det er der etisk. Når vi snakker om folketingsmedlemmers økonomiske interesser, befinder vi os på børnehavestadiet i Danmark, siger han.

Reklamefotos for Musholm Havbrug. Skærmbillede

Jacob Jensen kæmper for nye havbrug

Med Jacob Jensens tætte forbindelser til havbrug er det da heller ikke overraskende, at han i opposition flere gange har stillet spørgsmål til den daværende fødevareminister om mulighederne for at udvide havbrug.

Senest ved Corona-krisens start i 2020 stillede han 11 spørgsmål til miljøminister Lea Wermelin.  Pointen i spørgsmålene var, om Corona-krisen ikke kunne betyde, at produktionen af fisk i havbrug ikke skulle stoppes for dermed at sikre selvforsyning med fødevarer. Han ville også vide, hvor stort et erstatningskrav staten ville få, hvis havbrugene ikke måtte producere fisk.

Nej til Musholm til nye havbrug

Apropos Venstre-mandens kamp for flere og nye havbrug  har Musholm A/S netop fået afslag fra Miljøstyrelsen til et nyt havbrug ud for Klintholm Havn på Møn, ifølge det velunderrettede website ”Katrine fra Endelave”. Det er det første afslag, der er givet, efter miljøminister Lea Wermelin har besluttet, at der ikke skal være flere havbrug i de indre danske farvande. Havbruget Musholm A/S havde ellers opfundet et begreb, Fremtidens Havbrug, som de ville lave ud for Bornholm, Hesselø i Kattegat og ud for Klintholm.

HAV-mis-Brug

Og endnu et apropos: Den 31. januar udkommer en ny bog på 424 sider med titlen ”HAV-mis –BRUG på forlaget TurbineSkrevet af fiskeribiologen Steen Ulnits. Han er meget kritisk over for havbrug og muslingeopdræt. Den vil vi senere anmelde her på www.gylle.dk.

Bannerbillede: Havbrug med lineopdræt af muslinger. Foto: Steen Ulnits

One Comment

  1. Carsten sohl

    Hvor er det godt skrevet og gravet frem. Jeg nøjes med at være vagthund lokalt.

Skriv en kommentar